Siden jeg så foredraget med Stefan Sagmeister på Ted, har den lange pause og dens frihed fyldt meget i mine tanker. Den eneste måde jeg kunne tænke på at opnå denne frihed, var ved at tage alene afsted i sommerhus en uge hen over nytåret. Jeg er så priviligeret i sådan en situation at jeg ikke har forfærdeligt mange personer at tage hensyn til, og dem jeg kunne tage hensyn til udviste heldigvis forståelse for min beslutning. Tak for det.
Jeg kunne godt have taget på ferie med vennerne, blevet hjemme og samlet op på alle bekendtskaberne, ryddet lidt op, holdt nytårs aften som vi altid gør, forberedt mig på det nye år og så videre. I de tilfælde ville jeg også kunne slappe af, få ro i kroppen, men formålet var at få ro i tankerne, og forhåbentligt foregribe de stressede situationer jeg plejer at komme i enten i starten af eller hen mod slutningen af et halvår. På den måde kan man sige mit liv som det leves nu er delt op i semestre.
Grunden til at jeg ikke gjorde nogle af de ovennævnte ting var at jeg ville have muligheden for at blive konfronteret med hvad der nu end måtte komme til mig, når det måtte komme.
Frihed og rammer:
På trods af den frihed jeg ønskede at opnå, valgte jeg at sætte nogle rammer for turen så jeg ikke bare kom til at ligge i sengen hele dagen. Første ramme var at dagen skulle være forholdsvis “traditionel”, ikke for sent op og måltiderne skulle placeres traditionelt, hvilket de på ingen måde er til hverdag.
Ramme nummer to var hvilket fagligt indhold der måtte være, jeg måtte godt arbejde med det jeg gør til hverdag, der skulle bare være en bestemt vinkel. Derfor havde jeg medbragt en række podcasts fra P1 som jeg kunne gå og lytte til med emner jeg vidste jeg kunne relatere til min hverdag. De podcast jeg tog udgangspunkt i var fra P1 programmet Apropos og handlede om individet og fællesskabet. Udover det havde jeg nogle bøger med, hvor jeg dog valgte at fokusere på Jørgen Leths Det Uperfekte Mennesker, som på mange måder virkeligt formåede at give mig nogle nye perspektiver.
Den tredje og sidste ramme jeg havde med hjemmefra var: dagbogen. Jeg har i flere perioder brugt flowskrivning til sangskrivning, idéudvikling, projektoverblik etc… men også til at få skrevet mine tanker ned, for bedre at kunne fokusere. Derfor skulle jeg, hver gang jeg blev forstyrret af mine tanker og begyndte at reflektere, relatere eller perspektivere i forstyrrende grad for det jeg lavede, fange disse tanker ved at nedskrive alt hvad der kom til mig. Metoden er kendetegnet ved at man ikke stopper med at skrive, ikke retter og heller ikke overvejer hvad man vil skrive. Hvis man bliver forstyrret midt i en sætning, må sætningen stoppe der og forstyrrelsen få plads.
Udover de planlagte rammer, som ikke på den måde var nedskrevne dogmer men mere idéer jeg havde stykket sammen fra tidligere tests, opstod der hurtigt gentagelser i hverdagen. Gentagelserne var for det første at jeg skulle ud og gå, og helst ned til vandet, og så meget som muligt af det jeg lavede skulle fotograferes. Det blev til ikke mindre end 266 billeder af mig, landskab, vand, bøger, sommerhus, computer, mad, lys osv. Der var et stort overtal af billeder fra gåture:
Efter turen:
Nu er jeg kommet hjem efter turen, og er så småt ved at vende mig til hverdagens trummerum igen. Der er gang i musikprojekterne igen, lidt musikkens dag og en lille smule skole. Det første jeg tænker er at jeg lidt fortryder jeg tog hjem tidsnok til at kunne blive hjulpet væk i min bil, det kunne nu have været hyggeligt med en uge mere – hvor jeg var sneet inde. Det må blive næste år.
Jeg har før haft følelsen af at nu blev der bladret et kapitel i mit liv, og denne følelse er tilbage. En af de ting jeg virkeligt sætter pris på ved min tur, er at metoden helt automatisk tvang nogle konflikter frem jeg havde haft i mig, af disse konflikter var nogle arbejdsrelateret, mange der var DKL relateret (den historie kommer en anden dag) og andre var af mere personlig karakter. Disse konflikter kom helt automatisk frem, og den planlagte inspiration jeg fik fra bøger og podcast var med til at perspektivere disse konflikter op til flere gange. Det har givet en afklaring over for mange af konflikterne, som jeg på den måde har kunnet ligge bag mig, og forhåbentligt ikke vil være med til at fremskynde endnu en stresset periode. Den langsomme opløsning af faglige og personlige konflikter førte helt automatisk til en fokusering på det positive. Så det arbejde der blev lagt i at perspektivere konflikterne førte til at jeg nærmest rendte rundt som et udstillingsvindue for positiv psykologi, hvilket jeg jo ikke var.
Derudover førte turen til at jeg nu har en motivation til at skrive disse mere personlige tekster, om de ting der ligger bag overfladen. Dem der i det store hele er med til at forklare hvorfor de ting der lykkedes, lykkedes. Der er ikke noget værre end at få gode råd der tager livet af en, fordi der ikke blev fortalt hvad der lå bag at bruge disse råd. Og det bringer mig til mine forudsætninger for at tage afsted.
Forudsætning:
Det er ikke sikkert at alle der vil prøve sig af med denne “afstresningsmetode” vil have det samme resultat som mig, jeg tror i høj grad at min positive oplevelse med dette, skyldes at jeg til hverdag har valgt et liv hvor jeg bevidst eller ubevidst er udsat for mange interne konflikter. Jeg er blevet meget bevidst om de forskellige personlighedstyper vi formentligt render rundt og er: jeg er et menneske som nyder lidt ensomhed engang imellem, men det er ikke alle der gør det. Jeg skal ikke gøre mig klog på mennesker og psykologi, men jeg tror det vigtigste er at mærke efter om man er klar. Er man inspireret til at tage en sådan tur, tror jeg bestemt man kan mærke det.
En ting er helt sikkert, jeg går efter 2 uger eller længere næste gang.
