Nok om Bjerge

Grunden til at jeg sidder her i Bergen skal findes tilbage i efteråret hvor jeg var på endnu en norges rejse, for at lære dette dejlige land bedre at kende. På rejsen besøgte jeg for første gang Bodil Lunde Rørtveit, som jeg kender igennem min gang i kor miljøet. Bodil synger i den norske vokalgruppe Apes&Babes, og vi stødte på hinanden da vi begge optrådte til Århus Vocal Festival i 2009.

Efter vores møde spurgte Bodil mig om jeg kunne tænke mig at medvirke til at udvikle en danseforestilling. Hun har allerede et samarbejde med den norske danser Henriette Slorer, og da jeg jo som nogen ved er kæmpe fan af at blande kunstarter sagde jeg straks ja.

I et dansestudio i Bergen

Den seneste uge har vi så været i et dansestudio her i Bergen hvor vi har gjort hvad vi kunne for at skabe en fælles forståelse for hvad det er for et projekt vi har gang i. Det har været en uhyre spændende uge, der blandt andet bød på teatersport øvelser, banan rytmer, impro sang til dansere, danse dirigent øvelse, tandbørste musik og meget meget mere.

Vi har alle tre utroligt forskellige baggrunde, og når man på den måde som vi gør – bevæger sig ind på et nyt territorie med en fod stadig plantet på hver vores lille ø, er det utrolig vigtigt at få snakket om hvad det egentlig er der foregår og har foregået. Det har været en stor udfordring at skulle arbejde på denne måde med et projekt, en arbejdsmåde hvor man lærer utrolig meget om sig selv, sine kompetencer og hvordan man virker på andre mennesker.

Det har været en uundværlig uge for et projekt som dette, og jeg ser allerede frem til at kunne arbejde videre med projektet næste gang vi ses.

Lidt om dans i Bergen

Det er ikke fordi jeg skjuler at jeg holder meget af Bergen, det er meget svært, for byen er helt sin egen. Dens omgivelser er utroligt smukke med fjorden, den lille halvø i midten og de 7 bjerge der omgiver byen. Udover de smukke omgivelser, kommer så at der virker til at ske utroligt meget kulturelt i Norges anden største by. Denne gang stiftede jeg igennem Bodil og Henriette bekendtskab med Norges Nationale Kompani for Samtidsdans – Carte Blanche, som i denne uge afviklede projektet Try In House II hvor danserne har fået frie tøjler til at gøre lige hvad de vil. Bodil og Henriette deltog i et nummer med danseren Nuria Guiu Sagarra.

Jeg var utrolig glad for at opleve dette arrangement, møde flere af de talentfulde dansere Carte Blanche huser, og jeg kan ikke lade være med at være overrasket over at Norges Nationale samtidsdans-kompani ligger i den næst største by. En kæmpe stor fordel for Bergen. Jeg havde desuden æren af at møde Bruno Heynderickx, lederen af Carte Blanche, og fik en lille snak om dans, Bergen og folk der flytter verden rundt. Jeg ønsker Carte Blanche alt held og lykke med deres fremtidige produktioner, og glæder mig til at vende tilbage en anden gang jeg er i byen.

Mødet med de voksne

Sidst jeg var i Bergen, sørgede Bodil for at jeg kunne komme ned og spille en lille mini-koncert med det lokale orkester “Voksne Herres Orkester”. Det er fire garvede Bergenmusikere som hver mandag mødes og spiller 4 korte sæt på Logen Teater i Bergen. Jeg havde sat forventninger højt, og det kunne jeg sagtens gøre – for det var igen en sand fornøjelse at spille med disse fire garvede herre. Og selvom det tog lidt hårdt på mig at skulle introduceres for Steiner Krokstads (trommer) yndlingssnaps, var det en aften jeg sent vil glemme.

Tak til orkestret, Bodil og alle jer der tog så pænt imod mig på Logen.

Workshop for de unge

Igennem min Bergen veninde Ann-Camilla, kender jeg Ruth som har et ungdomskor på Bergens Kulturskole. Hun havde i anledningen af mit besøg sat en workshop op for hendes ungdomskor på deres øve-aften. Det blev en turbo udgave af Rytmik, leg og bevægelses workshoppen jeg arbejder på, og jeg ser frem til at kunne vende tilbage til Bergen og arbejde videre med Ruths fremragende ungdomskor.

Det er virkeligt spændende at arbejde med nordmænd, man kan når man underviser virkeligt mærke den mentalitets forskel der er imellem danskere og nordmænd – på trods af at vi på så mange måder minder om hinanden. Det var samme oplevelse jeg havde da jeg besøgte Norge tilbage i efteråret, og for første gang prøvede at undervise heroppe.

Bergen i billeder

Her er et udvalg af de bedste billeder fra turen, hele billedserien kan ses i dette galleri: Bergen April 2010

Til slut vil jeg sige tusind tak til alle jer jeg mødte på min vej på denne Bergens tur, og specielt tak til Bodil og Henriette for at tage initiativ til dette spændende projekt, og til Ruth for at invitere mig til at undervise hendes ungdomskor. Vi ses i Bergen.

Først lige en udsigt fra skolen ved solnedgang:

Det har virkeligt været en dejlig tur, men inden jeg kommer for meget til konklusionen, eller hvad man kan kalde det, så vil jeg lige fortælle lidt om mit ophold på Toneheim Folkehøjskole hvor jeg var lørdag-tirsdag. Jeg havde før stiftet bekendtskab med Toneheim da jeg sidste år var på Norges-turné med VoxNorth – så for mit vedkommende var det et gensyn, og et glædeligt gensyn. Allerede sidste gang jeg var på skolen, syntes jeg at kunne mærke en god energi – og den energi var der stadig, denne gang lærte jeg dog bedre at forstå hvor den energi kom fra. Alle elever på Toneheim spiller musik i en eller anden sammenhæng, trods dette virker flokken på mange måder til at formå og være både homogen og alsidig. Det er nogle meget dedikeret unge mennesker, og som en af lærerene udtalte – hvis man ville lære noget, var der rig mulighed for det. Altså der skulle være en lyst fra eleven til at lære. Jeg kunne ikke lige forestille mig en dansk højskole, hvor eleverne kommer søndag! morgen klokken 9.00 og spørger efter en tilsynslærer der kan låse op til øvelokalerne. Lærerne imellem på skolen var der virkeligt en god kommunikation, og alle lærere jeg fik at snakke med i den korte tid jeg var der – var åbne og interesseret. Sjældent har jeg mødt et sted hvor man kunne gå så konstruktivt i dialog omkring indholdet af et fag. Det virkede som en drømme arbejdsplads.

På Toneheim skulle jeg foruden at lære lidt mere om stedet, undervise 16 sangere i musik og bevægelse med fokus på Circlesongs. Jeg havde været lidt nervøs for hvordan jeg skulle gribe det an med denne aldersgruppe (18+) – da jeg jo før havde oplevet en stor forskel på at undervise danske unge og norske unge. Det er simpelthen sværere for mig at læse eleverne i forhold til hvor jeg skal bevæge mig hen, så jeg valgte at læne mig tilbage og tro på min intuition. Til tider spurgte jeg dem direkte om “det var en god måde at gøre det på for dem” eller om “det virkede mærkeligt”, hvilket jeg ikke fik så meget ud af, men alligevel fik jeg en pejling om at vi var på rette vej. Dette var dog kun tilfældet søndag, for da vi mandag eftermiddag havde en 2 timers session - tog det virkeligt form! Det som om alt lige pludselig faldt på plads og vi endelig var blevet en sammentømret gruppe der var klar til at gå på scenen to timer senere, hvilket vi jo så også skulle. Jeg valgte at give dem meget ansvar, og vi lavede ting på koncerten hvor jeg mere eller mindre bare kastede folk ud i at være centrum – det er ikke mit indtryk det er en særlig norsk måde at gøre det på, men vi havde arbejdet meget med at bryde vores grænser, lidt efter lidt, til jeg var sikker på de troede så meget på gruppen at de turde gå i front. Koncerten forløb fremragende, selvom man jo ikke må sige sådan noget selv, men set fra instruktørpladsen var jeg ovenud (himmelråbende) tilfreds med mine elevers præstation – som også fik at føle at de virkeligt havde været med til at give deres medstuderende en stor oplevelse. Rent musikalsk fik de en god og anderledes oplevelse af deres instrument, stemmen (kroppen) – en oplevelse jeg bliver mere og mere bevidst om er vigtig for sangere der måske ikke er bevidst om i hvor høj grad de selv har mulighed for at “være musikken”.

Jeg har oplevet det nogle gange nu, og det er fuldstændig mærkeligt (og grænseoverskridende at fortælle) at når man har sunget sådan en koncert oven på en workshop – føles det lidt som en drøm der går i opfyldelse, jeg føler mig priviligeret at jeg kan have sådanne oplevelser. Tak.

På alle måder har det været en stor oplevelse at være på Toneheim, se deres undervisning og få lov til at arbejde med nogle af deres elever. Nu kan jeg kun håbe at de 16 stjerne sangere holder fast i hinanden og fortsætter med at arbejde sammen som gruppe – og at jeg får lov til at komme igen og lege lidt mere med dem Hvis du går og overvejer og søge ind på kons men ikke føler dig helt klar, eller bare trænger til et anderledes år – så er Toneheim (foruden MGK selvfølgelig) helt klart en anbefalelse værdig! Tak til jer alle, specielt Heidi og sangerne

Afslutning:

Da jeg rejste afsted på min Norges tur, var jeg ikke helt sikker på hvad det egentlig var jeg ville have med hjem. Jeg havde selvfølgelig en klar idé om hvad jeg kom efter, som jeg jo også havde formuleret i min ansøgning – men hvordan jeg skulle finde frem til noget som helst jeg kunne bruge, kunne jeg ikke lige forestille mig. Nu sidder jeg på den anden side og kan se tilbage på en tur som jeg tror på mange måder kommer til at spille en stor rolle i mit fremtidige liv. Så selvom jeg nu sidder med en skræmmende to-do liste som stort set kun består af opgaver der skal gøres NU! – har det på alle måder været det hele værd at rive de her 13 dage ud af kalenderen. Om alle ville have godt af en sådan tur skal jeg ikke kunne sige, for mig passede det perfekt ind i der hvor jeg er lige nu.

Men hvad var det så jeg lærte? Ja det er svært at sige hvad jeg helt præcist har lært – men for mig har det virkeligt været inspirerende at se sig selv, sin uddannelse og sin egen kultur i forhold til en anden nært beslægtet kultur. For selvom vi danskere og nordmænd på mange måder er det samme folk, er der forskelle der kan være med til at forklare mere om hvorfor vi er som vi er. Jeg havde en idé om at Nordmænd var født kreative og derfor sagtens kunne arbejde kreativt inden for løse rammer – der blev jeg klogere, det er der rigtig mange der ikke har nemt ved, de var i mit tilfælde sværere at få til at “lege med” end jeg før har oplevet i Danmark. Men trods det virker de kreative af sind, på en eller anden måde, og samtidig har de en utrolig stor respekt for og til tider hæmmende trang til faste rammer og form. Det kom mig for øre at de lærebøger man ofte bruger på seminariet i Norge er Danske. Det undrer mig faktisk lidt i forhold til “resultatet af systemet” som man kan se på børnene. Som underviser ser jeg næsten et større potentiale i Norske børn, specielt i forhold til den måde jeg underviser (med lettere modifikationer), måske fordi de simpelthen virker til at følge mere med og have mere respekt for deres omgivelser end danske børn virker til at have. Denne respekt virker også til at være en interesse i at lære, det er svært at generalisere sådan noget, men det er min klare opfattelse at det er tilfældet. Det er svært for mig at sige om det resultat jeg fik med gruppen på Toneheim, ville afvige sig fra en gruppe på samme niveau i Danmark, for det tror jeg egentlig ikke rigtigt det ville. Det kan nok bedst sammenlignes med det weekend kursus jeg havde på MGK træf sidste år, men de forskellige omgivelserne gør det umuligt at sammenligne (stævne med fremmede kontra højskole med bekendte). Det virker altså til at der er kortere fra man begynder undervisningen, til der eksisterer et konstruktiv læringsrum. Musikalsk kan jeg kun være misundelige på Nordmændendes stadige brug af deres egen folkemusik – noget man desværre må kigge meget længe efter i Danmark, noget der i Norge i mine øjne helt sikkert har påvirket deres “tone” – og noget man simpelthen kan høre når man improvisere med dem. Dette var også noget jeg lagde vægt på i ansøgningen, og det er mit indtryk at det har stor betydning for deres kultur.

En ting er sikkert: jeg vender tilbage til Norge, og gerne om ikke så længe!

En stor tak til alle der støttede, tog sig tid til eller hjalp mig på min tur: Bodil, Ann-Camilla, Christina, Elisabeth, Tore, Christian, David, Heidi og alle jer andre Og til sidst kons og Obelske for det økonomiske fundament som var grunden til det overhovedet var muligt at komme afsted.

Så vil jeg gerne lige undskylde at jeg ikke har fået sendt nogle postkort Det skal jeg simpelthen være bedre til, undskyld. Til gengæld tog jeg et billede af damen som jeg nød godt selskab af i suiten. Hun er eftersigende en gammel præstekone, der vidst er rent kendt som kogebogsforfatter i Norge. Jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet, men her er hun:

Som tidligere nævnt er der udsigt overalt i Norge, bare tog-turen til Hamar fra Oslo var virkelig en smuk tur – og det blev bestemt ikke grimmere af at det var ved solnedgang. Nok om udsigt og solnedgang, som jeg også skrev i sidste blog – skulle jeg jo være i Oslo i nogle dage, hvor jeg skulle opleve arbejdet i en norsk kirke og fredag stod den på jazz med nogle flinke drenge fra Musik Högskolen. Kirken i Norge, fylder mere i samfundet så vidt jeg kan fornemme – og det jeg sådan lige umiddelbart kan sammenligne det arbejde jeg oplevede med, ville i Danmark være Kfum og Kfuk. Den sidste dag i Bryn Kirke var jeg et smut med ude i en anden kirke, hvor de havde første gang af en lederuddannelse de er 4 kirker der samarbejder om. De nyeligt konfirmerede unge får muligheden for at få en slags leder uddannelse, hvor de så skal være med til at arrangere næste års konfirmantlejr. At der ville være ca. 70-80 deltagere fra 4 kirker havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig. Det er mange unge mennesker der på en god måder oplever at være rollemodeller og få ansvar. Jeg oplevede MAXIgospel og Ten Sing koret imens jeg var der, som også fik lov til at opleve lidt af mine lege, og så fik jeg set en meget kendt video om hvordan vi danskere ikke kan finde ud af at snakke med hinanden – inspirationen til Kamelåså Blues. Tak til Bryn Menighet og Elisabeth for at lukke mig indenfor.

Fredag skulle jeg være gæstevært til et jam med en bassist, Christian Meaas Svendsen, og et par af hans medstuderende fra Musikhøgskolen. Vi havde en lidt træt øver om dagen, og ellers drog vi bare ud til Copa Con Oro hvor jammen skulle være. Hvis du bor i nærheden af Lilleborg i Oslo, kan det godt anbefales at tage der forbi. Fremragende jam med masser af dejlige mennesker, så det kan også anbefales hvis man ikke ved man skal lave næste fredag aften i Oslo. Nummeret Frit Fald fik nyt liv med mine norske kompisser. Jeg vender forhåbenligt tilbage. En af de store forskelle jeg oplever på Danmark og Norge, det er jo svært at generalisere – men jeg prøver alligevel. Det var min oplevelse at fortolkningen af numre ikke var så reference bundet som jeg ofte oplever den til danske jams. Her var mulighed for at tage nummeret i en HELT anden retning end jeg lige kunne forestille mig ville ske – og det var en fornøjelse at opleve. Det var klart med til at gøre det en mere interessant musikalsk oplevelse end jam ellers plejer at være for mit vedkommende. Tak for det gutter og gutinder, specielt tak til Christian, Tore Flatfjord og David Sjølie for at lade den lille jyde være medvært.

Nu er jeg så i Hamar, og check lige det her sted: Hamardomen (billede 1 – billede 2) - der vil jeg gerne spille! Om ikke så længe står den på workshop for 16 sangere her på Toneheim Folkehøjskole, og i morgen + tirsdag har jeg fået mulighed for at opleve noget af undervisningen her på skolen. Så er der ligesom lagt i ovnen til en 3. del i denne saga om min Norges tur.

Jeg har lagt lidt billeder ud på Facebook, ellers er her lige et lille billede fra soveværelset mit:

Da jeg ankom i torsdags til Bergen, tilbragte jeg første dag med Bodil Lunde Rortveit, som blandt andet synger i den norske vokalgruppe Abes & Babes. Vi fik snakket en masse om musik og indstilling dertil, og så fik vi også lavet lidt musik undervejs. Om aftenen tog Bodil mig med hen til koncert på Hulen (et spillested lidt a la studenterhuset, som befinder sig inde i en klippe og er bygget om i 1968 efter at have været beskyttelsesrum) – her så vi Hanne Hukkelberg, norsk sangerinde og komponist. Jeg har oplevet bedre lyd vil jeg med det samme sige, men wow – den pigen hun blæste benene væk under den lille jyde i den bergenske hule. Og siden har jeg meget ofte sat hende på anlægget, igen og igen. Det var en anbefaling hvis man skulle være i tvivl, hun skriver godt – men hendes skæve og meget musikalske måde at arrangere på giver musikken et ekstra lag.

Det var så hvad jeg har lavet ind til videre, mere eller mindre – jeg har også være på den obligatoriske “Rundt og se byen” tur, boet på et meget hyggeligt hotel – som jeg fandt mig meget godt tilpas på (på nær fredag eftermiddag da der var en eller anden øver i et lokale over caféen – det var disco, og det var højt).

I morgen skal jeg i skole og opleve musikundervisning i den Norske grundskole, og senere forskellige kor alt sammen med Ann-Camilla, som er så venlig at lade mig opleve lidt af hendes hverdag med musik i Norge. Det vil jeg glæde mig meget til. Onsdag drager jeg til Oslo hvor jeg onsdag og torsdag skal opleve kirken, og lære mere om dens plads i den norske kultur – fredag skal jeg være gæst til åbning af en jam med en bekendt jeg mødte sidst jeg var i Oslo og lørdag drager jeg videre til Toneheim Folkhøjskole hvor jeg skal bo nogle dage, og lave musik/workshop med nogle af deres sangere. Men det skriver jeg meget mere om når jeg er kommet lidt tættere på.

I sidste ende skulle jeg gerne være meget klogere på dansk og norsk musikkultur, jeg har i længere tid været fascineret af Norge og dens musik – og det virkeligt fedt at komme tæt på og møde de mennesker der begår sig i musikken. Mere om det når jeg er færdig med mine “studier”.

Ha’ det bra’ (hvilket jeg ikke helt ved om er Norsk eller Svensk, jeg har nemlig en tendens til at snakke svensk når jeg lige syntes jeg skal kaste mig ud i at være norsk… Så kan jeg lære det!) Og hvad sker der lige for at der er god udsigt OVERALT heroppe – det er simpelthen ikke mindre end snyd. Men man kan da godt savne heden til tider, få tider.

I uge 45 var vi på en lille Norges turné med VoxNorth. Vi havde 3 koncerter undervejs, hvor den sidste var lørdag aften i Olso koncerthus med de to norske kor Pust og Pitch. Desværre havnede jeg bag i en stor citroin mini bus, hvis indretning ledte tankerne hen mod et fængsel. Med dug på vinduerne, og tremmer foran en metalplade som gulv var der ikke plads til meget norsk natur i fængslet som det fik tilnavnet.

De første to koncert var på to norske ”folkehøjskoler” som de hedder, hvilket som jeg forstod det, svarer til konceptet med den danske højskole. Selve udtrykket højskole bliver slet forvirrende når man finder ud af at konservatoriet i Oslo, landets største, hedder Musikhøjskolen. I modsætning til Sverige er det så til gengæld det eneste konservatorium der hedder det, lidt som der kun er ét ”kongelig dansk” musikkonservatorium her i Danmark.

Første folkehøjskole var Toneheim i Hammer (tæt på Lillehammer kendt fra vinter OL). Toneheim er en musik-folkehøjskole hvor der er masser af øvelokaler, i hvert fald til enkelt brug. De rytmiske sammenspilslokaler finder man nede i beskyttelseskælderen bag store tunge metal-døre, hvilket skabte en lidt sjov atmosfære. På Toneheim havde vi tid til at lave workshop med de elever der havde kor, dette resulterede i at de alle skulle deltage om aftenen ved koncerten, hvor også to af skolens egne kor skulle synge.

Anden folkehøjskole var Viken som ligger i Gørvik, lige ned til en store sø som jeg ikke har nogen anelse om hvad hedder, men flot det er den. For at komme til Gørvik fra Hammer skulle vi kører hele vejen rundt om søen, hvilket ikke var en ualmindelig lang tur. På Viken skulle vi synge en aftenkoncert, så eftermiddagen gik med at slappe af og øve. Efter koncerten smuttede vi lige til Oslo og blev indlogeret på et forholdvist kummerligt hostel. Dette syn på stedet kan meget vel skyldes min mangel på rejseerfaring, for et eller andet siger mig det ikke var så slemt endda. Min tro blev dog bekræftet da jeg dagen efter kom til at snakke med en norsk bekendt, som boede ikke så langt fra området, om at det var et af de mest belastede områder i centrum af Oslo.

Lørdag var dagen hvor vi skulle synge den store koncert i Oslo, og stort set hele dagen var sat af til opstilling og lydprøve. Alle 3 kor skulle synge et par sange sammen, så lidt skulle der jo forberedes. Heldigvis var koncerthuset et hyggeligt sted at være. Der var kantine, lidt for småt backstage lokale og sofaer til at hænge i. Så alt i alt var det forholdsvis nemt at hygge sig, hvilket jeg bestemt gjorde.

Aftenens koncert blev for en næsten fyldt lillesal, og selve koncert-formen mindede lidt om den songwriters-in a round koncert jeg spillede for ikke så længe siden. Alle kor var på scenen hele tiden, så der blev et skiftet gruppe flere gange undervejs i hvert sæt. Det virkede rigtig godt, når man har med musik som kormusik lige som med singer-songwriter musik – gør det på en eller anden måde tingene meget mere hørbart at der skiftes kor. Det skaber en meget større afveksling imellem numrene, og der vil være mindre tendens til at folk begynder at føle der er for mange referencer hele koncerten igennem. Det var en meget vellykket koncert set fra min stol, og der var en ualmindelig god stemning efter koncerten – hvor alle smuttede af sted til en bar i nærheden hvor der blev drukket dyre norske øl, lavet alarm lyde og snakket nordisk efter bedste dansk/norsk facon.

Norge er et spændene land rent musikalsk, der er meget bedre hold i folke-traditionerne fra de enkelte dale og på konservatoriet arbejdes der meget mere med improvisation – også fri improvisation, end der gør her i DK. Så mon man ikke lige skulle til Norge og kigge et smut inden så længe?