På kulturaftalen for 2011-2014 er et spændende nyt tiltag kaldet “Find din stemme”. Bag det nye tiltag står Den Jyske Sangskole, og det er utroligt glædeligt at se der smides økonomi (knap en million fra kulturministeriet) i retningen af projekter der har til formål at give en mere kvalificeret musikundervisning i folkeskolen.
Jeg fik den glade nyhed i artiklen “Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur” i Kristeligt Dagblad, og der er et eller andet i mig der reagerer på det ellers så flotte udspil, jeg vil derfor her komme med et par kommentarer til projektet.
Ser man på musikundervisningen og vores musikkultur i Danmark, har vi en lang historie for at synge. Personligt tror jeg bare ikke det er på sangområdet alene vi får mest ud af at sætte ind. Musik er ikke kun at synge, og skal vi have det optimale ud af musikundervisningen i folkeskolen for ikke at tale om stemmesundheden blandt eleverne – bliver vi nød til at kigge på sang, spil og bevægelse på én og samme tid. Stemmen er en del af vores krop, og de muskler vi skal bruge for at synge har ikke deres eget liv i denne krop. Derfor bliver vi nød til at arbejde med hele kroppen når vi vil frigøre stemmen, men hvor er kroppen i “Find din stemme”?
Hvor er kroppen i projektet?
Jeg har læst rundt omkring på nettet for at finde information om indholdet af det kursus der vil blive tilbudt, foruden at finde at finde en mere uddybende beskrivelse af tankerne bag. Jeg kan meget vel have lavet en forkert antagelse af projektets indhold, men som jeg læser de oplæg der er skrevet står der intet sted at kroppen er en vigtig del af vores sangstemme, hvilket for mig er uforståeligt. Det giver i mine øjne et forældet syn på stemmen som instrument, kroppen er det instrument.
Bliver man kreativ af at synge?
Der står ikke umiddelbart noget i projektet om kreativitet, det er et klogt træk, da fællessang i sig selv i er noget der fordrer kreativiteten. Men at kreativiteten ikke virker til at have en plads i projektet, kan jeg kun beklage. Musikundervisningen har det generelt svært i folkeskolen, og skal vi have mere fokus på musik – må vi finde de områder hvor lige præcist musik kan udvikle kompetencer der er nødvendige for elevernes fremtidige valg af studieretning og senere arbejdsliv. Det ville være omsonst at diskutere om kreativitet er nødvendig i fremtiden, som videns og udviklingssamfund er vi nød til at være dem der får idéerne, og de idéer kommer ikke med et udelukkende teoritisk og bogligt overskud.
Som jeg læser det, finder projektet hoveddelen af sit musikalske indhold i den danske sangskat. Den skal selvfølgelig bevares, men man er også nød til at se på hvad eleverne, og lærerene for den sags skyld, får mest ud af at arbejde med, det kan meget vel være sangskatten, men improvisationen gemmer utroligt mange muligheder man ikke finder i sangskatten som er mindst lige så relevante for de unge stemmer, foruden at styrke kreativiteten.
Får vi mest for pengene?
Faktisk er jeg ikke så meget for at skulle udtrykke min bekymring om andres projekter, mest fordi at det i det store hele er skønt med nye tiltag og at fokusere på manglerne ikke gavner projektet overhovedet. Jeg syntes dog alligevel det er meget vigtigt at give udtryk for at en sangindsats, ikke er det område jeg tror man får mest ud af investeringen. Selvfølgelig syntes jeg også at vi danskere har brug for at blive mere bekendt med vores sangstemme, men vi har i den grad også brug for at få frigjort vores stive kroppe. Én ting er at et bedre forhold til vores kroppe vil skabe bedre energi og mere overskud, den anden del er at vi i folkeskolen har med meget forskellige hjerner at gøre. Her henviser jeg hovedsageligt til forskellen på drenge og piger i de første klasser. Drengene har brug for bevægelse, de har brug for at få brugt noget energi og få sat musklerne i spil – det kræver bevægelse, ikke bare sang.
Musikpædagogiske retninger
Kender man mit arbejde, vil man vide at mine idéer omkring musikpædagogik har sine rødder dybt i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. I den musikpædagogiske retning har kroppen og improvisationen en central plads. Der er ingen tvivl om at projekter der udelukkende går i den retning jeg foretrækker, ikke vil være optimale – men det samme gælder projekter der går i den modsatte retning, de projekter hvis musikpædagogik har sit grundlag i det klassiske konservatories musikpædagogik.
Der er ingen tvivl om at Den Jyske Sangskole har nogle store kompetencer på området når det kommer til stemmer, og tiltaget med børneopera lyder på toppen! Men at der ikke er lavet et samarbejde med instruktører der kan sørge for at få kroppen og improvisationen sat på skoleskemaet for folkeskolens musiklærere, ser jeg som et STORT minus ved “Find din stemme”. Fortryder de deres vinkel, vil jeg anbefale dem at ringe til RMB linjen på Det Jyske Musikkonservatorium og få et lille indspark der kan sætte projektet lidt i perspektiv.
Læs mere om Find din stemme og se et TV Midt/Vest indslag om projektet
(Bemærk hvor eleverne sidder når de synger, jeg ville DØ hvis jeg skulle sidde og synge bag et bord på den måde. Stakkels unger, jeg kan godt forstå de mister pusten.)
