Den 16. maj kunne jeg så læse at en række danske film komponister, deriblandt Karsten Fundal, er rejst til Cannes, de har selv måttet arrangere turen støttet af DJBFA, Kunststyrelsen og Dansk Musiker Forund. Her render de så rundt, spiller deres musik og netværker. Det er ganske rigtigt hvad der står i artiklen – man er nød til selv at opsøge kontakterne hvis man ønsker at de skal kende ens arbejde.

En yderst spændene artikel hvor markedsføringen for produktet i sidste ende er god gammeldags netværks snak.

Læs artiklen her: Danske musikere hitter i Cannes

Det er ikke bare blogging vinklen der gør orkestret interessant i mine øjne, det er også den måde de ser sig selv som et lille firma. Deres plade bliver udgivet i Scandinavien af EMI, og det ser de som deres lille firma opkøbt af et større. Det er en spændene vinkel hvor man i firmaet har et produkt, Musikken, tror man nok på sit produkt – hvilket man jo bliver nød til i den her branche – handler det om at få markedsført musikken så man kommer til at sælge plader og spiller koncert og på den måde kommer til at tjene nogle penge på det produkt man har.

Det er et frisk pust at et orkester som When Saints Go Machine kommer med deres klare vinkel på hvordan de har båret sig ad med at bruge internettes muligheder for at få udbredt musikken. En af de ting der gør Musikbloggere til noget unikt, er at det – som det står i artiklen – er musikelskere, derfor er deres ord om musikken meget mere troværdig end en decideret reklame der vil sende signalet om at der sidder nogle pengestærke mænd bag projektet.

Du kan læse mere om When Saints Go Machine og deres tanker i denne artikel: Beats, blogs og business

Dertil kommer den opmærksomhed det giver i pressen at komme med sådan et udspil, i den forbindelse vil jeg lige nævne at aviserne har været meget bedre til at holde på mig efter de indførte video på siderne. Video er vejen frem, og jeg øver mig også intensivt

Se artikel og video her: Fans bag ny Carpark North-video

Se Carpark Norths hjemmeside med “Video News” her

Som formand for DKL må jeg indrømme at en af de uddannelser jeg kender mindst til er Management uddannelsen på Rytmekons (hvilket ikke betyder jeg ikke kender den!!). Jeg er nede med den slags økonomiske kreative uddannelser, der kan være med til at forny musikbranchen – og her er jeg sikker på Ulrik er godt igang. Det tror jeg fordi jeg lige har læst en artikel om Ulrik, som jeg i forhold til markedsføring af musik betragter som yderst interessant!

Læs artiklen her: Markedsføring i musikbranchen

Nu skal jeg passe på hvad jeg udtaler, for jeg kan jo sige alt muligt forkert. Men en af de ting jeg gerne ville kunne gennemskue, er linket fra konservatoriet og til resten af musikbranchen (eller mangel på samme). Der er ingen tvivl om at en studerende som Ulrik har sit tydelige præg på den danske musikscene, men jeg kan godt tillade mig at udtale det ikke er størstedelen der har det. Hvordan og hvorledes det hele hænger sammen, eller hvordan det ikke hænger sammen føler jeg er lidt uklart, men det kunne da være rart at blive klogere. Jeg er sikker på uddannelsens placering kan være med til at føre nogle kræfter sammen, og jeg er sikker på den kreative forretningsudvikling der sker i musikbranchen kan være med til at ændre hvilke “typer” der kan tjene deres penge på den danske live scene. Så i bund og grund er jeg sikker på at vi går en spændene tid i møde!

Jeg fandt en masse gode eksempler i min daglige online avislæsning idag, som jeg lige vil fremhæve. Oasis har i anledningen af deres nye plade lige udgivet en video på deres myspace, i videoen bliver nogle af de nye endnu ikke udgivet Oasis numre, fortolket af gademusikanter i New Your – se det her. Et andet eksempel er Bruce Springsteen, der er udgiver to gratis numre til konsol-spillet Guitar Hero for at promovere hans kommende album – se artikel her. Sidste eksempel idag, er Motowns “Mocast” – en podcast man kan abonnere på som fortæller historien om Motown igennem interviews med en række af kunstnerne tilknyttet Hitsville – abonner her.

Der er masser af eksempler på disse nye måder at markedsføre på, og jeg tager det som et tegn på at de store majorlabels nu endelig har indset det er vejen frem.

Dagens nok bedste eksempel på at få ny kunst ud til befolkningen kan læses her om tjenerne der går baglæns.

En årgang gik mine tanker meget på den måde man producerede musik, hvorfor man gør det og hvem det er tiltænkt. Da jeg så havde konkluderede at jeg mest var til kærligheden til musikken, ubetinget af økonomien, gik det dårligt i spænd med Motown. Der blev lagt en hård linie på Motown, hvor der skulle produceres hits på en samlebåndslignende facon. Var nummeret ikke godt nok, og ikke havde det hit potentiale et nummer fra Motown krævede, var det om igen. På trods af det, er der stadig kommet utroligt mange store hits ud af Motown, og trods de stramme regler fra Berry Gordons side til sangskrivere, musikere og kunstnere, er der utrolig meget kvalitet og talent i musikken. Alt i alt var min opdagelse af historien bag Motown, en af de opdagelser der gjorde at jeg måtte ændre på mine principper. Jeg er stadig ikke vild med modellen, selvom den forretningsmæssigt selvfølgelig er meget logisk.

Siden er det gået op for mig, at man ikke kommer langt med den musik man brænder for, hvis man ikke lærer at omsætte det til cool cash. Det er hårdt arbejde, men en nødvendighed hvis man selv vil bestemme. Man må kæmpe for at få lov! Så er der jo selvfølgelig alle dem der ikke bestemmer selv, og er genstand for andres markedsføringsstrategier i musikbranchen, man kan vel kun have ondt af dem.