RSS Feed

Posts Tagged ‘Lille Morten og Stjernerne’

  1. Status sidst i November 2008

    november 22, 2008 by Morten Mosgaard

    Den sidste uge er gået med at samle op på hvad jeg skal have nået inden det bliver jul. Så starter det nye år, og det er en god mulighed for at sætte punktum på mange projekter og starte på en frisk. Noget andet er, at hvis man er væk i ca. 14 dage og ikke svarer på mails, snakker i telefon eller på anden vis holder kontakten ved lige, kommer man bare håbløst bagud. Sådan må det jo være når man har valgt at engagere sig.

    I Onsdags havde vi et møde i DKL med DMF omkring den tid vi går i møde, siden formandsskiftet i maj har det taget noget tid at finde ud af hvordan det hele skulle drives videre, om der var nogle sager, om der var nogle til at tage kampen op etc… Det har været en periode præget af meget snak med mange mennesker om hvordan det står til, og hvor det ville være godt at gå hen. Den tid er nu ved at være ovre og vi er klar til at tage fat i det mere synlige og håndgribelige. Set i bakspejlet har det været et utroligt spændene halvår, med ansættelse af landskoordinator og kommunikationsmedarbejder, og mødet med en stor del af det miljø der er i og omkring konservatorieverdenen.

    Gruppen i Boksen spøger stadig, og grundstenene for indspilningen i Januar er på plads. Vi er ved at booke endnu en lille mini turné, som skal gøre os helt klar til indspilningen. Lille Morten er blevet kontaktet af et booking-bureau som ønsker at bruge de tilbud den lille knægt har, det bliver spændene at se hvad der kan komme ud det samarbejde.

    Til sidst har undertegnede og min gode ven Morten Vinther besluttet at prøve indspilningsmulighederne af i vores begges mini studier slået sammen med mit lille side hobby singer-songwriter projekt.

    Der er bestemt nok at rive i for tiden, heldigvis er det snart Jul, hvilket jo gør det hele ualmindelig meget hyggeligere at tænke på.

    God lørdag!


  2. Den store børnekoncert

    oktober 27, 2007 by Morten Mosgaard

    I torsdags, på spil dansk dagen, havde vi premiere på Lille Morten og Stjernerne i kvartet form. Du kan læse mere om gruppen under projekter eller børnemusik.

    Som tidligere skrevet har jeg brugt lang tid på at finde ind til hvordan vores børnekoncerter skulle være, og det endte ud i en anderledes koncert med langt imellem musikerne – for at give børnene mulighed for at komme helt tæt på, sågar ind imellem musikerne. Vi havde min gode ven Morten Sørensen med på lyd, hvilket var en fornøjelse så man vidste lyden var i orden – og der var overskud til at bruge delay, og andet godt til øret.

    Koncerten var sammensat af 5 af mine sange og 2 sange skrevet af Martin Granum. Det var en blanding af tango, calypso–hip hop, bossa, jazz og storladen rock. Det var en fornøjelse at give børnene mulighed for at høre og se de musikere på tæt hold.

    Mange tak til de mange oplagte børnehavebørn og deres voksne, en speciel tak til Simon Lindegaard fra Ikast–Brande musikskole som arrangør og Lars Bjerre for kontakten til børnehaverne mm…

    Koncerten blev støttet af Ikast–Brande Kommune og KODA.

    Vi vil nu begynde at promovere vores børnekoncerter for at give flere børn muligheden for at møde musikere på tæt hold, og give dem en musikalsk oplevelse.


  3. Spil Dansk Dagen og Børnekoncert

    oktober 1, 2007 by Morten Mosgaard

    Så er det blevet første oktober. Jeg har meget børnemusik i hovedet for tiden. I morgen åbner vi ballet med mit nye børnemusik orkester som jeg har skrevet om tidligere. Du kan læse mere om mine koncerter under menupunktet børnemusik. Her kan du se mere om hvilke musikere jeg bruger.

    På spil dansk dagen skal vi spille børnekoncert i Ikast for 10–11 børnehaver. Det bliver en kæmpe koncert med masser af godt musik. Jeg har valgt at lave koncerten ud fra at børnene skal møde professionelle musikere, så må jeg jo tilpasse koncerten så børnene vil kunne forstå musikken uden at skulle forholde sig til niveauet. Det bliver rigtig fedt at spille med et så professionelt hold overfor børnene – det er jeg meget stolt af.

    Spil Dansk Dagen er 25. oktober.

    Der har været en komponist konkurrence, og i forhold til sidste års indspilning af børnesangen – er det så meget bedre i år. Mest fordi jeg ikke holder så meget af skønsang med klaverakkompagnement for børn.

    Når koncerten er ovre vil jeg skrive en artikel om mine oplevelser med børnekoncerter ud fra min vinkel. 

    I går var jeg i studiet i Odense med nogle rigtigt fede mennesker, når der kommer mere materiale vil jeg fortælle mere om det.


  4. Debut til Lille Morten i trio form

    september 17, 2007 by Morten Mosgaard

    I fredags havde jeg den fornøjelse at spille børnekoncert med Michael Andersen og Jens Ulrich Madsen for Børneby Øster i Ikast. Det var en rigtig god formiddag med masser af musik, leg, bevægelse og afslapning.

    Jeg gjorde meget ud af at nuancere koncerten, så der også blev plads til at børnene kunne høre Jens og Michael når de virkeligt spiller. Og som prikken over i’et fik vi dem helt ned på jorden til sidst, med en slappe af sang. Det er en stærk oplevelse at få børnene så langt omkring.

    Mange tak til Børneby Øster for en rigtig god stemning, og en god oplevelse. Jeg er rigtig glad for de roser i har sendt med på vejen, mange tak.

    Næste koncert projekt er for en række børnehaver i Ikast–Brande Kommune d. 25 oktober på Spil Dansk Dagen, hvor vi spiller en børnekoncert med kvintetten i samarbejde med Ikast–Brande Musikskole.