Én gang om året afholdes der projekt-uge på konservatoriet i Aalborg. En uge hvor alle på Bachelor uddannelsen skal samles for at lave et show på max. en times varighed. Der er en kaos agtig form på selve projektet når alle skal være med til at lave det samme show, men på den anden side er der også noget magisk over hvordan noget lavet af så mange forskellige mennesker – overhovedet kan tilnærme sig en helhed, hvilket det har formået indtil nu.
Projekt-ugen var i uge 46, og vi fik besøgt 6 efterskoler/højskoler og spillet én koncert på konservatoriet for venner og bekendte. Det kan være meget svært at forklare hvad det helt præcist er med den projekt uge, men der er et eller andet der gør at den er det hele værd hvert år, og når man ser tilbage på det – har man haft en overraskende god uge. En stor del er selvfølgelig det sociale i at størstedelen af de rytmiske studerende får lov til at møde hinanden, hvilket altid giver den sociale stemning et lille boost.
Jeg håber på snart at kunne uploade nogle rap videoer fra dette års og sidste års projekt-uge, hvor Jæuer og jeg har deltaget med det der er blevet til Projekt Rebs. Udfordringer er altid fedt, og hvis jeg får chancen for at blive rapper for et halvt år, ville jeg helt klart gøre det, der er et eller andet over det der rap-værk.