For nogle handler det om at være bedst, og for andre handler det om at være god. Jeg kom til at tale med en veninde om dette forleden, da vi talte om differentiering af offentlige institutioner – nærmere betegnet folkeskolen. Vi talte om de målsætninger der var blevet lavet for folkeskolerne, og alle de lære og elevplaner som er en del af hverdagen. Der er både for og imod disse, men overordnet set vil en større mængde planer vise en form for mistillid til den enkelte læres arbejde. I stedet for at vise tillid og have overordnede langsigtede mål, hvor indholdet kunne tilpasses den enkelte lære og den enkelte elev, laver man mere kortsigtet mål for undervisningen som skal overholdes.
Fremtidens folkeskole, skal i mine øjne være en enestående institution hvis formål er at være en rigtig god skole. Den enkelte skole skal have mulighed for at være sig selv, og skabe en identitet der kan følges af ledelse, lærere og elever – som vil give dem et nyt tilhørsforhold til skolen. Her kommer god, bedre, bedst snakken ind. For det er lige netop her det ikke handler om at være den bedste skole, det handler om at være rigtig god. Det handler om at være så god at de forældre der opdager skolen slet ikke er i tvivl om at det er netop her deres barn skal gå. Den skal også være så god at de forældre der ikke selv vælger at her skal deres barn gå, med det samme føler sig så utroligt heldige at de er havnet lige netop der. Et mål som det, vil for mig være mere end rigeligt til at motivere.
Kigger man så på de andre skoler i området, handler det ikke om at se hvem der er bedst. Det handler om at lære af hinandens fejl og fordele. Det skal ikke være en konkurrence med andre, men en jagt mod målet – at være god til det man laver! Denne måde at tænke på ligner på mange måder min tilgang til mit musiker virke, og den kan minde lidt om en forklaring af blue strategy set fra folkeskolen.
Jo flere regler man laver der skal overholdes, jo mindre plads er der til egen kreativitet. Så skal skolerne i fremtiden kunne lave en anderledes linie, der gør det muligt for dem at drive lige præcis den skole de gerne vil drive – skal der laves plads til netop dette. Det skal være muligt for administrationen at drive skolen så de kan give deres lærere plads til at udvikle det bedste læringsmiljø for netop deres skole. Selvfølgelig skal man sikre sig at eleverne lærer noget i løbet af folkeskolen, og det ville undre mig hvis en lære skulle mene det modsatte. Uddanner vi lærere må vi også give dem det ansvar der ligger i at sørge for at eleverne får gode forudsætninger for at fortsætte deres videre liv. Der er ingen tvivl om at fremtiden kommer til at give plads til en masse kreative personer, der kan være med til at give virksomheder en ny identitet som kan have større appel til deres målgruppe. Kreativitet kan gøre en verden til forskel, derfor skal den have plads til at udvikle sig.