Jeg fik den glade nyhed i artiklen “Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur” i Kristeligt Dagblad, og der er et eller andet i mig der reagerer på det ellers så flotte udspil, jeg vil derfor her komme med et par kommentarer til projektet.

Ser man på musikundervisningen og vores musikkultur i Danmark, har vi en lang historie for at synge. Personligt tror jeg bare ikke det er på sangområdet alene vi får mest ud af at sætte ind. Musik er ikke kun at synge, og skal vi have det optimale ud af musikundervisningen i folkeskolen for ikke at tale om stemmesundheden blandt eleverne – bliver vi nød til at kigge på sang, spil og bevægelse på én og samme tid. Stemmen er en del af vores krop, og de muskler vi skal bruge for at synge har ikke deres eget liv i denne krop. Derfor bliver vi nød til at arbejde med hele kroppen når vi vil frigøre stemmen, men hvor er kroppen i “Find din stemme”?

Hvor er kroppen i projektet?

Jeg har læst rundt omkring på nettet for at finde information om indholdet af det kursus der vil blive tilbudt, foruden at finde at finde en mere uddybende beskrivelse af tankerne bag. Jeg kan meget vel have lavet en forkert antagelse af projektets indhold, men som jeg læser de oplæg der er skrevet står der intet sted at kroppen er en vigtig del af vores sangstemme, hvilket for mig er uforståeligt. Det giver i mine øjne et forældet syn på stemmen som instrument, kroppen er det instrument.

Bliver man kreativ af at synge?

Der står ikke umiddelbart noget i projektet om kreativitet, det er et klogt træk, da fællessang i sig selv i er noget der fordrer kreativiteten. Men at kreativiteten ikke virker til at have en plads i projektet, kan jeg kun beklage. Musikundervisningen har det generelt svært i folkeskolen, og skal vi have mere fokus på musik – må vi finde de områder hvor lige præcist musik kan udvikle kompetencer der er nødvendige for elevernes fremtidige valg af studieretning og senere arbejdsliv. Det ville være omsonst at diskutere om kreativitet er nødvendig i fremtiden, som videns og udviklingssamfund er vi nød til at være dem der får idéerne, og de idéer kommer ikke med et udelukkende teoritisk og bogligt overskud.

Som jeg læser det, finder projektet hoveddelen af sit musikalske indhold i den danske sangskat. Den skal selvfølgelig bevares, men man er også nød til at se på hvad eleverne, og lærerene for den sags skyld, får mest ud af at arbejde med, det kan meget vel være sangskatten, men improvisationen gemmer utroligt mange muligheder man ikke finder i sangskatten som er mindst lige så relevante for de unge stemmer, foruden at styrke kreativiteten.

Får vi mest for pengene?

Faktisk er jeg ikke så meget for at skulle udtrykke min bekymring om andres projekter, mest fordi at det i det store hele er skønt med nye tiltag og at fokusere på manglerne ikke gavner projektet overhovedet. Jeg syntes dog alligevel det er meget vigtigt at give udtryk for at en sangindsats, ikke er det område jeg tror man får mest ud af investeringen. Selvfølgelig syntes jeg også at vi danskere har brug for at blive mere bekendt med vores sangstemme, men vi har i den grad også brug for at få frigjort vores stive kroppe. Én ting er at et bedre forhold til vores kroppe vil skabe bedre energi og mere overskud, den anden del er at vi i folkeskolen har med meget forskellige hjerner at gøre. Her henviser jeg hovedsageligt til forskellen på drenge og piger i de første klasser. Drengene har brug for bevægelse, de har brug for at få brugt noget energi og få sat musklerne i spil – det kræver bevægelse, ikke bare sang.

Musikpædagogiske retninger

Kender man mit arbejde, vil man vide at mine idéer omkring musikpædagogik har sine rødder dybt i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. I den musikpædagogiske retning har kroppen og improvisationen en central plads. Der er ingen tvivl om at projekter der udelukkende går i den retning jeg foretrækker, ikke vil være optimale – men det samme gælder projekter der går i den modsatte retning, de projekter hvis musikpædagogik har sit grundlag i det klassiske konservatories musikpædagogik.

Der er ingen tvivl om at Den Jyske Sangskole har nogle store kompetencer på området når det kommer til stemmer, og tiltaget med børneopera lyder på toppen! Men at der ikke er lavet et samarbejde med instruktører der kan sørge for at få kroppen og improvisationen sat på skoleskemaet for folkeskolens musiklærere, ser jeg som et STORT minus ved “Find din stemme”. Fortryder de deres vinkel, vil jeg anbefale dem at ringe til RMB linjen på Det Jyske Musikkonservatorium og få et lille indspark der kan sætte projektet lidt i perspektiv.

Læs mere om Find din stemme og se et TV Midt/Vest indslag om projektet

(Bemærk hvor eleverne sidder når de synger, jeg ville DØ hvis jeg skulle sidde og synge bag et bord på den måde. Stakkels unger, jeg kan godt forstå de mister pusten.)

Følgene forhold skal ifølge handlingsplanen undersøges:

* Muligheden for at genetablere kandidatuddannelsen i billedkunst, sløjd og hjemkundskab.

* Muligheden for, at uddannelse og efteruddannelse af musiklærere til folkeskolen kan gennemføres i samarbejde med musikkonservatorierne samt at konservatorieuddannede lærere kan undervise i folkeskolen.

* Muligheden for, at undervisere fra håndværksmæssige uddannelser samt undervisere, der er tilknyttet andre formidlings- og uddannelsesinstitutioner, kan undervise i folkeskolen.

Hvad det bliver på bekostning af har jeg ikke sat mig ind i endnu, men det er da virkeligt lovende at regeringen vil finde penge til at køre huskunstnerordningen videre, samt efteruddanne musiklærere og lade konservatorieuddannede lærere undervise på skolerne. Håbet kan være at elever på landets folkeskoler nu vil møde flere inspirerende undervisere både i projekter men også i den faste kreative undervisning.

Nu vil jeg glæde mig til at læse handleplanen, du kan læse mere om det her:

Artikel i JP: Løft til de kreative fag i folkeskolen

Nyhed ved UM: Kreative fag bliver prøvefag som forsøg

(Den sidste overskrift kan godt være lidt svær at forstå – er et prøvefag ikke i sig selv et forsøg? – Man kunne ønske sig en bedre formulering)

For nogle handler det om at være bedst, og for andre handler det om at være god. Jeg kom til at tale med en veninde om dette forleden, da vi talte om differentiering af offentlige institutioner – nærmere betegnet folkeskolen. Vi talte om de målsætninger der var blevet lavet for folkeskolerne, og alle de lære og elevplaner som er en del af hverdagen. Der er både for og imod disse, men overordnet set vil en større mængde planer vise en form for mistillid til den enkelte læres arbejde. I stedet for at vise tillid og have overordnede langsigtede mål, hvor indholdet kunne tilpasses den enkelte lære og den enkelte elev, laver man mere kortsigtet mål for undervisningen som skal overholdes.

Fremtidens folkeskole, skal i mine øjne være en enestående institution hvis formål er at være en rigtig god skole. Den enkelte skole skal have mulighed for at være sig selv, og skabe en identitet der kan følges af ledelse, lærere og elever – som vil give dem et nyt tilhørsforhold til skolen. Her kommer god, bedre, bedst snakken ind. For det er lige netop her det ikke handler om at være den bedste skole, det handler om at være rigtig god. Det handler om at være så god at de forældre der opdager skolen slet ikke er i tvivl om at det er netop her deres barn skal gå. Den skal også være så god at de forældre der ikke selv vælger at her skal deres barn gå, med det samme føler sig så utroligt heldige at de er havnet lige netop der. Et mål som det, vil for mig være mere end rigeligt til at motivere.

Kigger man så på de andre skoler i området, handler det ikke om at se hvem der er bedst. Det handler om at lære af hinandens fejl og fordele. Det skal ikke være en konkurrence med andre, men en jagt mod målet – at være god til det man laver! Denne måde at tænke på ligner på mange måder min tilgang til mit musiker virke, og den kan minde lidt om en forklaring af blue strategy set fra folkeskolen.

Jo flere regler man laver der skal overholdes, jo mindre plads er der til egen kreativitet. Så skal skolerne i fremtiden kunne lave en anderledes linie, der gør det muligt for dem at drive lige præcis den skole de gerne vil drive – skal der laves plads til netop dette. Det skal være muligt for administrationen at drive skolen så de kan give deres lærere plads til at udvikle det bedste læringsmiljø for netop deres skole. Selvfølgelig skal man sikre sig at eleverne lærer noget i løbet af folkeskolen, og det ville undre mig hvis en lære skulle mene det modsatte. Uddanner vi lærere må vi også give dem det ansvar der ligger i at sørge for at eleverne får gode forudsætninger for at fortsætte deres videre liv. Der er ingen tvivl om at fremtiden kommer til at give plads til en masse kreative personer, der kan være med til at give virksomheder en ny identitet som kan have større appel til deres målgruppe. Kreativitet kan gøre en verden til forskel, derfor skal den have plads til at udvikle sig.