Foråret 2010 har for mig været en tid præget af en lang række store og små projekter. Jeg er nu ved at komme på den anden side af alle projekterne og jeg føler det er på tide at få samlet op på dem der ikke har fået så meget omtale endnu. Derfor har jeg i denne blog tænkt mig at fortælle lidt mere om Andrew D’Angelos besøg her i Aalborg, som foregik i uge 7 i år. Du kan på jaevn.dk se programmet for ugen og en længere beskrivelse af Andrew D’Angelo og projektet.
Baggrund:
Jeg mødte Andrew D’Angelo i sommeren 2009, hvor jeg som Summersession deltager var havnet på Andrew D’Angelos hold takket være Kresten Osgood (jeg skylder en bajer). Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg gik ind til for at være helt ærlig, men der gik ikke længe før jeg var helt sikker på jeg var havnet det helt rigtige sted. Specielt da jeg kom rundt og oplevede hvad de lavede på de andre hold, kunne jeg mærke at hos Andrew følte jeg mig helt hjemme af en eller anden uforklarlig grund.
Efter Vallekilde-stævnet, som JazzDanmark havde arrangeret (og som jeg før har omtalt på bloggen), holdt jeg kontakten ved lige med Andrew. Der gik ikke længe før jeg fik mig selv til at spørge om han ikke kunne komme til Aalborg – så ville jeg arrangere hans besøg heroppe. Til mit held var Kaja fra JazzDanmark allerede igang med søge Kunstrådet om støtte til et besøg igennem DIVA ordningen, støtten gik igennem og Andrews besøg i Danmark var en realitet.
Planlægning:
Da det gik op for mig at Andrew D’Angelo virkeligt kom til Aalborg, lavede jeg en hurtig brainstorm over hvad jeg ville ønske han og byen fik ud af hinanden. Mit udkast tog udgangspunkt i undervisning på konservatoriet, I håb om at hans besøg på konservatoriet – efterfølgende kunne trække nogle af alle de studerende ud i byen til arrangementer jeg ønskede de ville opleve nogle flere af. Det skal jeg selvfølgelig ikke bestemme, men ikke desto mindre var det en motivation jeg i høj grad lagde vægt på.
Undervisningen faldt på plads, og derefter gik det slag i slag med at få ting i hus, Musikarkæologerne (DRA, Kons, Huset og DMF – Se side 4), Studenterhuset, Banddoctor (MUSAM) og vores nye koncertforening It’s A Boring Century var efterhånden en realitet. Jeg var meget overrasket over hvor godt folk tog imod projektet med Andrews besøg, og da det hele var på plads – var jeg en meget stolt arrangør.
Presse:
For mig var Andrew D’Angelos besøg i Aalborg, uden tvivl det største, mest spændende og mest prestigefyldte projekt jeg nogensinde havde kastet mig ud i. Derfor var jeg på intet tidspunkt i tvivl om at denne historie var som født til at blive trykt i Nordjyske: Aalborg musikeren der tog til kursus for jazzmusikere og vendte hjem med en ny ven der i den grad er en unik international musiker. Selvom det hang mig langt ud af halsen (igen) at skulle skrive pressemeddelelsen var jeg for en gangs skyld stolt over resultatet (Det kan Anders Hornshøj bevidne som befandt sig i køkkenet da meddelelsen var færdig). Det betød utrolig meget for mig at denne historie skulle fortælles til det Nordjyske folk. Jeg er meget stolt over de ting der sker i mit liv for tiden – og nu havde jeg endelig chancen for at fortælle om det.
Jeg sendte det til de kontakter jeg nu havde informationer på i den nordjyske medieverden, og ikke længe efter efterspurgte Nordjyske (avisen) et større pressebillede – spørg om jeg blev vanvittigt stolt af at det nu endelig var lykkedes at komme igennem: “Gjorde du det?” – “Ja!”. Vi havde nemlig også haft en del problemer med at komme igennem til lokalpressen med vores nye koncertforening It’s A Boring Century (hvilket heldigvis lykkedes samme uge for Christian Skjødt, men kun i Nordjyske).
Da jeg den efterfølgende lørdag skulle til København for at mødes med Andrew, så jeg en lille notits som kun handlede om koncerten på Kunsthal Nord. Jeg skrev en mail til Nordjyske for at checke hvornår det kom i (jeg troede nemlig stadig der kom den historie jeg i mit ansigts sved havde prøvet at formidle), og den ville komme i kort tid efter. Deres omtale blev til endnu en lille notits meget lig den anden, og det pressebillede jeg havde fremsendt – var blevet byttet ud med et andet de havde fundet på nettet. Kort sagt, der var ingen historie at komme efter – der var blot få ord om at Andrew D’Angelo var i byen, ikke noget om mit møde med Andrew eller hvorfor Andrew var i byen.
Det vigtigste var at Andrew fik noget omtale, så personer der kender til ham kunne nå at opleve ham mens har var i byen – og det gjorde han. Jeg lægger dog ikke skjul på at jeg var skuffet over ingen af medierne havde interesse i at dække den historie der inde i mit hoved var som skrevet til lokalpressen. Så blev jeg det klogere.
Det havde fra starten af projektet været planen at JazzDanmark ville give lidt markedsføringsassistance i forhold til Andrew-besøget, og jeg havde i den forbindelse håbet på lidt hjælp til pressedelen – men af flere forskellige årsager blev det ikke rigtigt til noget før det var for sent. Det er svært at sige om det havde gjort nogen forskel, og til deres forsvar er de kommet efter det siden, men det hjalp ligesom ikke særlig meget i februar da projektet kørte.
Afviklingen:
Det er jo altid interessant hvordan andre mennesker vil reagere på det man selv har haft store oplevelser ud af. Det var i den grad også tilfældet ved dette projekt. Andrew skulle undervise på konservatoriet, og jeg ville lyve hvis jeg ikke indrømmer at jeg var en smule nervøs for udfaldet – men allerede fra første dag var det som om det hele bare gik op i en højere enhed. Jeg blev hurtigt klar over at der i den grad var en grund til at det var lykkedes at få Andrew til Aalborg. Dette blev temaet for resten af ugen, alle arrangementer faldt i den grad på et tørt sted for de som oplevede dem – set i mine øjne selvfølgelig. Responsen jeg har fået fra de forskellige arrangementer har været overvældende.
Det praktiske omkring afviklingen kørte næsten gnidningsfrit. Den eneste lille ting var at jeg havde skaffet hotel igennem konservatoriet – hvilket viste sig at være en bestilling der ikke var helt som jeg havde troet. Det burde jeg havde checket op på, men det var heldigvis ikke noget problem at få det tilpasset – takket være Park Hotel og den søde dame bag skranken.
Efter projektet:
Det er nu noget tid siden projektet. Hverdagen vendte hurtigt tilbage, og jeg er i dag i større grad bevidst om hvor stor en oplevelse og erfaring projektet har været for mig. En af den slags oplevelser der får en til at ændre syn på den hverdag man har udlevet ind til videre.
Der var meget arbejde forbundet med arrangementet, men et sådan projektet er en helt unik oplevelse. Jeg har efterhånden kastet mig ud i en del projekter, men at få muligheden for at trække en af mine store inspirationer til min egen by, har forhåbentligt været med til at styrke det miljø jeg håber at styrke igennem mine projekter. Dertil kommer alle de timer jeg brugte med Andrew, man kan lære meget til en workshop – men man kan lære endnu mere ved siden af. Sidst men ikke mindst har jeg fået en rigtig god ven som jeg i den grad kommer til at savne.
Tusind tak til alle jer der støttede op om projektet, dette var aldrig lykkedes uden jer: JazzDanmark, Trio Trio Trio, Det Jyske Musikkonservatorium – Aalborg, Den Rytmisk Dag og Aftenskole, Dansk Musiker Forbund Aalborg, Huset, It’s A Boring Century, Musam, Kresten Osgood, Studenterhuset / Jazzklub Limbo, studerende på konservatoriet og besøgende til alle arrangementerne. Mange tusind tak!
Til sidst en særlig tak til manden der kom, så og sejrede - Andrew D’Angelo
