Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg holder uendelig meget af jazzmusikken, også selvom jeg til tider ikke er helt enig i den måde tingene fungere. Højdepunkterne på jazz–festivalen må siges at være: Rasmus Ehlers Trio med George Garzone (klart topscore), Wayne Shorter, Paul Blay feat. Kresten Osgood og til sidst Og Hvad er Klokken med Kresten Osgood bag trommerne. Cassandra Wilson var desværre noget af en skuffelse, generelt var lyden på de to store koncerter jeg oplevede i Operaen og Det Kongelige – bestemt ikke noget at skrive hjem om, hvilket man jo næsten burde kunne regne med. Til gengæld var omgivelserne virkeligt fede i operaen, og priserne høje.

Oplevelsen med George Garzone sammen med Rasmus Ehlers trio var virkeligt stor, jeg har ikke før stiftede bekendtskab med den form for moderne jazz eller hvad man kalder det, new york’er var vel også et bud. Skidt med det, musikken og energien formåede virkeligt at rykke ved mig, og da jeg til sidst i 3. sæt næsten ikke kunne sidde stille mere på kanten af min stol pga. noget der mindede om sommerfugle i maven, måtte jeg erkende at det simpelthen skulle opleves igen! Bare at jeg var underholdt til sådan en intim jazz–koncert på Jazz–cup i hele 3 sæt, og på intet tidspunkt overveje hvad jeg skulle høre efter koncerten, siger utrolig meget om den stemning der var i hele rummet. Ikke mindre end fantastisk!

Den næste tid:

Næste uge står på Vox North i København hvor vi skal deltage i World Symposium on Choral Music (www.wscm8.com) – jeg vil anbefale man læser mere på hjemmesiden så jeg ikke skal gøre mig klog på hvad det egentligt er. Ugen peaker med en triple koncert i Tivoli hvor vi skal synge med Touche og Vocal Line.

På lørdag spiller jeg på torvet i Herning kl. 11.30 med Morten Nordal og Ole Schou – det bliver fedt!

God sommer, og undskyld eventuelle fejl i bloggen.