Det er blevet tid til 3. og sidste del af blog-triologien “Et flot og dejligt land”. Jeg er netop hjemvendt til Aalborg efter endnu en behagelig rejse med Cimber-Sterlings direkte rute Aalborg-Oslo, Oslo lufthavn skal til gengæld alt andet end anbefales! Højrøstet fulde polakker gør det ikke en synderligt meget bedre oplevelse at være i lufthavnen, for ikke at tale om deres kø-system som alle skal igennem. Men det skal ikke gå ud over Norge.
Først lige en udsigt fra skolen ved solnedgang:
Det har virkeligt været en dejlig tur, men inden jeg kommer for meget til konklusionen, eller hvad man kan kalde det, så vil jeg lige fortælle lidt om mit ophold på Toneheim Folkehøjskole hvor jeg var lørdag-tirsdag. Jeg havde før stiftet bekendtskab med Toneheim da jeg sidste år var på Norges-turné med VoxNorth – så for mit vedkommende var det et gensyn, og et glædeligt gensyn. Allerede sidste gang jeg var på skolen, syntes jeg at kunne mærke en god energi – og den energi var der stadig, denne gang lærte jeg dog bedre at forstå hvor den energi kom fra. Alle elever på Toneheim spiller musik i en eller anden sammenhæng, trods dette virker flokken på mange måder til at formå og være både homogen og alsidig. Det er nogle meget dedikeret unge mennesker, og som en af lærerene udtalte – hvis man ville lære noget, var der rig mulighed for det. Altså der skulle være en lyst fra eleven til at lære. Jeg kunne ikke lige forestille mig en dansk højskole, hvor eleverne kommer søndag! morgen klokken 9.00 og spørger efter en tilsynslærer der kan låse op til øvelokalerne. Lærerne imellem på skolen var der virkeligt en god kommunikation, og alle lærere jeg fik at snakke med i den korte tid jeg var der – var åbne og interesseret. Sjældent har jeg mødt et sted hvor man kunne gå så konstruktivt i dialog omkring indholdet af et fag. Det virkede som en drømme arbejdsplads.
På Toneheim skulle jeg foruden at lære lidt mere om stedet, undervise 16 sangere i musik og bevægelse med fokus på Circlesongs. Jeg havde været lidt nervøs for hvordan jeg skulle gribe det an med denne aldersgruppe (18+) – da jeg jo før havde oplevet en stor forskel på at undervise danske unge og norske unge. Det er simpelthen sværere for mig at læse eleverne i forhold til hvor jeg skal bevæge mig hen, så jeg valgte at læne mig tilbage og tro på min intuition. Til tider spurgte jeg dem direkte om “det var en god måde at gøre det på for dem” eller om “det virkede mærkeligt”, hvilket jeg ikke fik så meget ud af, men alligevel fik jeg en pejling om at vi var på rette vej. Dette var dog kun tilfældet søndag, for da vi mandag eftermiddag havde en 2 timers session - tog det virkeligt form! Det som om alt lige pludselig faldt på plads og vi endelig var blevet en sammentømret gruppe der var klar til at gå på scenen to timer senere, hvilket vi jo så også skulle. Jeg valgte at give dem meget ansvar, og vi lavede ting på koncerten hvor jeg mere eller mindre bare kastede folk ud i at være centrum – det er ikke mit indtryk det er en særlig norsk måde at gøre det på, men vi havde arbejdet meget med at bryde vores grænser, lidt efter lidt, til jeg var sikker på de troede så meget på gruppen at de turde gå i front. Koncerten forløb fremragende, selvom man jo ikke må sige sådan noget selv, men set fra instruktørpladsen var jeg ovenud (himmelråbende) tilfreds med mine elevers præstation – som også fik at føle at de virkeligt havde været med til at give deres medstuderende en stor oplevelse. Rent musikalsk fik de en god og anderledes oplevelse af deres instrument, stemmen (kroppen) – en oplevelse jeg bliver mere og mere bevidst om er vigtig for sangere der måske ikke er bevidst om i hvor høj grad de selv har mulighed for at “være musikken”.
Jeg har oplevet det nogle gange nu, og det er fuldstændig mærkeligt (og grænseoverskridende at fortælle) at når man har sunget sådan en koncert oven på en workshop – føles det lidt som en drøm der går i opfyldelse, jeg føler mig priviligeret at jeg kan have sådanne oplevelser. Tak.
På alle måder har det været en stor oplevelse at være på Toneheim, se deres undervisning og få lov til at arbejde med nogle af deres elever. Nu kan jeg kun håbe at de 16 stjerne sangere holder fast i hinanden og fortsætter med at arbejde sammen som gruppe – og at jeg får lov til at komme igen og lege lidt mere med dem 
Hvis du går og overvejer og søge ind på kons men ikke føler dig helt klar, eller bare trænger til et anderledes år – så er Toneheim (foruden MGK selvfølgelig) helt klart en anbefalelse værdig! Tak til jer alle, specielt Heidi og sangerne
Afslutning:
Da jeg rejste afsted på min Norges tur, var jeg ikke helt sikker på hvad det egentlig var jeg ville have med hjem. Jeg havde selvfølgelig en klar idé om hvad jeg kom efter, som jeg jo også havde formuleret i min ansøgning – men hvordan jeg skulle finde frem til noget som helst jeg kunne bruge, kunne jeg ikke lige forestille mig. Nu sidder jeg på den anden side og kan se tilbage på en tur som jeg tror på mange måder kommer til at spille en stor rolle i mit fremtidige liv. Så selvom jeg nu sidder med en skræmmende to-do liste som stort set kun består af opgaver der skal gøres NU! – har det på alle måder været det hele værd at rive de her 13 dage ud af kalenderen. Om alle ville have godt af en sådan tur skal jeg ikke kunne sige, for mig passede det perfekt ind i der hvor jeg er lige nu.
Men hvad var det så jeg lærte? Ja det er svært at sige hvad jeg helt præcist har lært – men for mig har det virkeligt været inspirerende at se sig selv, sin uddannelse og sin egen kultur i forhold til en anden nært beslægtet kultur. For selvom vi danskere og nordmænd på mange måder er det samme folk, er der forskelle der kan være med til at forklare mere om hvorfor vi er som vi er. Jeg havde en idé om at Nordmænd var født kreative og derfor sagtens kunne arbejde kreativt inden for løse rammer – der blev jeg klogere, det er der rigtig mange der ikke har nemt ved, de var i mit tilfælde sværere at få til at “lege med” end jeg før har oplevet i Danmark. Men trods det virker de kreative af sind, på en eller anden måde, og samtidig har de en utrolig stor respekt for og til tider hæmmende trang til faste rammer og form. Det kom mig for øre at de lærebøger man ofte bruger på seminariet i Norge er Danske. Det undrer mig faktisk lidt i forhold til “resultatet af systemet” som man kan se på børnene. Som underviser ser jeg næsten et større potentiale i Norske børn, specielt i forhold til den måde jeg underviser (med lettere modifikationer), måske fordi de simpelthen virker til at følge mere med og have mere respekt for deres omgivelser end danske børn virker til at have. Denne respekt virker også til at være en interesse i at lære, det er svært at generalisere sådan noget, men det er min klare opfattelse at det er tilfældet. Det er svært for mig at sige om det resultat jeg fik med gruppen på Toneheim, ville afvige sig fra en gruppe på samme niveau i Danmark, for det tror jeg egentlig ikke rigtigt det ville. Det kan nok bedst sammenlignes med det weekend kursus jeg havde på MGK træf sidste år, men de forskellige omgivelserne gør det umuligt at sammenligne (stævne med fremmede kontra højskole med bekendte). Det virker altså til at der er kortere fra man begynder undervisningen, til der eksisterer et konstruktiv læringsrum. Musikalsk kan jeg kun være misundelige på Nordmændendes stadige brug af deres egen folkemusik – noget man desværre må kigge meget længe efter i Danmark, noget der i Norge i mine øjne helt sikkert har påvirket deres “tone” – og noget man simpelthen kan høre når man improvisere med dem. Dette var også noget jeg lagde vægt på i ansøgningen, og det er mit indtryk at det har stor betydning for deres kultur.
En ting er sikkert: jeg vender tilbage til Norge, og gerne om ikke så længe!
En stor tak til alle der støttede, tog sig tid til eller hjalp mig på min tur: Bodil, Ann-Camilla, Christina, Elisabeth, Tore, Christian, David, Heidi og alle jer andre Og til sidst kons og Obelske for det økonomiske fundament som var grunden til det overhovedet var muligt at komme afsted.
Så vil jeg gerne lige undskylde at jeg ikke har fået sendt nogle postkort 
Det skal jeg simpelthen være bedre til, undskyld. Til gengæld tog jeg et billede af damen som jeg nød godt selskab af i suiten. Hun er eftersigende en gammel præstekone, der vidst er rent kendt som kogebogsforfatter i Norge. Jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet, men her er hun:
