Jeg elsker at opdage når folk har sat ord på noget man ubevidst gør, men ikke har tænkt videre over. Det gør det unægteligt nemmere at forklare over for andre mennesker, hvorfor man vælger at gøre som man gør.
Af en eller anden grund er det blevet naturligt for mig at tænke på hvordan man kan skille sig ud, i stedet for hvordan man kan være den “bedste”. Blue Ocean Strategy er en bog om virksomhedsstrategi hvor man argumentere for at man strategisk skal vælge at placere sig på “Åbent vand” i stedet for at konkurrere. Sagt på en anden måde, man skal definere sig selv, så konkurrence bliver irrelevant. Jeg skal ikke kloge mig på hvordan og hvorledes de skriver det i bogen – og vil derfor henvise til:
Beskrivelse af Blue Ocean Strategy på Wikipedia
I forhold til den branche jeg er en del af, ser jeg umiddelbart denne måde at tænke på som et must i forhold til den fremtid man går i møde som musiker. Umiddelbart vil det være en fremgangsmåde til at finde den eksistensberettigelse der gør at det er netop ”mig” folk skal hyre. Det skal være irrelevant at søge andre musikere/undervisere da man lige præcis er det der ville passe ind. Ikke fordi man skal udkonkurrere de andre, men fordi man er noget specielt – man er på åbent vand og der findes ingen andre i nærheden. Hvordan jeg som musiker eller underviser så får mig placeret på åbent vand, kan vi så snakke om og diskutere i lange baner – men opdagelsen af bogen om Blue Ocean Strategy har gjort mig en del klogere i forhold til hvordan jeg skal gribe netop denne problemstilling an. Og lur mig om lige netop denne tankegang ikke også er gavnlig i forhold til samarbejde, støttemidler og så videre.
