Teaterstykket om Rydhavegruppen

    For andet år i træk, skrev vi på Margrethe Reedtz Skolen vores helt eget lokalhistoriske teaterstykke. Årets teaterstykke handlede om en lokal modstandsgruppe kaldet Rydhavegruppen og stykket fik derfor det meget mundrette navn: Teaterstykket om Rydhavegruppen. En af koncepterne bag de selvskrevne teaterstykker, er at eleverne får lov til at følge og deltage i tilblivelsen af teaterstykket. Det gør vi både for at eleverne får en oplevelse af den kreative proces, men også fordi deltagelsen i udviklingen af stykket fører en masse læring med sig. Man lærer simpelthen historien bedre at kende, ved selv at skulle forme det til et teaterstykke. At skrive teaterstykket er altså lige dele kreativ proces, som det er historieundervisning af fineste karakter.

    Processen

    Første skridt var at få holdt et oplæg for alle eleverne, så de kunne lære historien bedre et kende. Det kunne én af friskolens forældre tage sig af. Derefter skulle eleverne ud fra oplægget komme med deres bud på, hvilke dele af historien der var mest spændende, og som ville gøre sig godt i teaterstykket. Ud fra disse bud, skulle en skrivegruppe bestående af undertegnede og 4-5 elever forme idéerne til en narrativ struktur, som kunne danne rammen for teaterstykket. Ud fra denne struktur brainstormede skrivegruppen på hvordan stykket kunne formes, og enkelte af dem skrev forslag til konkrete scener vi kunne bruger.

    Ud fra dette oplæg skrev jeg, i samarbejde med skuespiller Sofie Ancher Vea, resten af teaterstykket med replikker og sange. Man kan vel sige, at vi blot udfyldte hullerne, så børnenes idéer blev til et sammenhængene teaterstykke.

    Den historiske dimension

    At lave et lokalhistorisk teaterstykke har mange formål. For det første handler det kort og godt om, at kunne skriv et teaterstykke med børnene som er spændende og som passer til deres evner. Det er noget min inspiration fra de gamle kulturradikale musikpædagoger har lært mig. Dernæst handler det om, at gøre eleverne klogere på Danmarks og egnens historie. Når man fortæller en lokal historie, fortæller man både om lokalsamfundet og den tid hvor historien fandt sted. Når vi skriver om en lokal modstandsgruppe, er det nemmere for os at forstå modstandskampen i hele Danmark, fordi vi kan forstå det fra egnens perspektiv. Dertil har vi til denne historie, også kunne trække på folk med direkte relationer til modstandsgruppen. Det har gjort projektet meget vedkommende for lokalsamfundet.

    Lokalsamfundet

    Én ting er at eleverne på friskolen bedre kan forstå hvilket lokalsamfund (og land) de bor i, noget andet er at forældre, søskende, bedsteforældre og andre lokale borgere der kommer til forestillingerne, også får en større forståelse for lokalsamfundet. Vi lever i en tid, hvor mange prøver at vende fortiden ryggen, nogen mener simpelthen ikke den er relevant. Det er det historikeren Michael Böss advarer mod i hans bog: “Det demente samfund”. Det er synd, for der gemmer sig meget guld i historien. I gennem tiderne har der været mangt et handlekraftigt og ofte uselvisk menneske, man kan lære meget af at undersøge. Historier der giver en forståelse for, hvorfor nogen har forventninger til andres rolle i et lokalsamfund. Som et eksempel møder jeg mange ældre, som er skuffet over den manglende opbakning til de lokale foreninger. Det kan være idrætsforeningen, beboerforeningen, vandværket og så videre. Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at mange foreninger i dag har svært ved at finde frivillige nok. For mig at se er grunden, at den nuværende generation, langt hen af vejen, ikke er opdraget til, at tage ansvar for den lokale forening. Vi er i højere grad forbrugere end deltagere. Det samme ved jeg kan mærkes på mange af landets friskoler, hvor der kan være stor forskel på, om forældre ser skolen som en kultur de er en del af eller en skole de tilkøber. Altså om man ser skolen som en kultur eller et produkt. Der er ingen tvivl om, at den mest bæredygtige friskole har flest af de forældre, som tager ansvar for den kultur der er i og omkring skolen.

    Måske er den store udfordring, at vi i høj grad har indtrykket af, at det er de andre der bør gøre noget, og det er her historien om Rydhavegruppen er interessant. Det er historien om mænd, der så det som deres opgave at handle på, at deres land ikke var som de ønskede det. Det får mig hen til én af de pointer man kan høre Michael Böss trække frem, når han fortæller om historiefagets vigtighed. Nemlig at historie lærer os, at vi har en mulighed for at handle og ændre tingenes gang. Vi kan selv tage fat og gøre verden til et bedre sted, ikke kun for os selv, men også for alle andre. Det kan man da kalde et smukt budskab!

    Fra papir til teater

    Hvordan man kommer fra et manuskript til et færdigt teaterstykke er en længere historie. Derfor vil jeg blot fortælle hvilken struktur vi bruger på friskolen. Teaterstykket er skrevet med øje for, at man kan dele eleverne op i grupper og øve gruppevis på de forskellige scener, kostumer, scenografi og musik sideløbende. Hver gruppe har en eller to lærere på, som fungerer som instruktør for deres egen gruppe. Vi kører altså ikke med én fælles instruktør, men med mange forskellige instruktører. Det er den enkelte gruppeinstruktør, der har ansvaret for at eleverne i gruppen får lært deres tekst, og får instrueret teksten til scenen. Når alle grupper er klar, samler vi teaterstykket og krydser fingre for, at historien hænger sammen, hvilket den heldigvis har gjort ind til nu.

    Konklusion

    Det er altid spændende at lave et teaterstykke, men det bliver blot endnu mere spændende at lave et lokalhistorisk teaterstykke. Der er for tiden meget tale om “aktualitetsteater”, og man kan med rette sige, at denne måde at lave skoleteater på gør teaterprojektet mere meningsfuldt i forhold til både børn og forældre. Dertil beviser projektet hvorfor kunsten har sin berettigelse som metode i grundskolen, selvom den er svær at gøre målbar, med mindre forældrenes smil, ros og stolte blikke kan tælle som måleenhed for projektets succes.

    Hør sangene fra stykket her