Teaterstykket om Margrethe Reedtz

    I 1600-tallet levede en dame kaldet Margrethe Reedtz. Margrethe Reedtz var i en periode gift med Malthe Sehested, der dengang var ejer af Rydhave Slot, som på daværende tidspunkt var et vellykket gods med masser af jord og gårde til. Når Malthe Sehested var væk fra godset, og da han senere døde, overtog Margrethe Reedtz driften af Rydhave Slot og al dets jord. Det siges hun var rigtig godt til det.

    Det var Fru Margrethe Reedtz der i slutningen af 1600-tallet oprettede en skole for bøndernes børn i lokalområdet. Skolen blev bygget i Ryde, og Margrethe Reedtz dækkede også udgifterne til driften af skolen. Helt op til 1980’erne var en af områdets gårde faktisk forpligtet til, at betale en del af overskuddet til skolen, som et resultat af en aftale Margrethe Reedtz fik lavet for at sikre indkomst til skolen.

    Til ære for Margrethe Reedtz valgte man i Ryde at opkalde den nystartede friskole fra 2012 ved hendes navn. Da jeg tiltrådte som leder i januar 2014 blev jeg hurtigt optaget af historien om Margrethe Reedtz. Tænk at skolen havde aner helt tilbage til 1600-tallet, og så havde det tilmed været den første af sin slags i hele amtet dengang.

    Interessen blev til ønsket om at skrive et helt nyt teaterstykke, så alle os der har vores gang på skolen, kunne blive klogere på vores lokalhistorie. At få idéerne til stykket var et fællesprojekt på skolen, hvor alle lærere og elever tog del i udviklingen. Til sidst skrev jeg det hele sammen til et teaterstykke med scener, narrativ struktur, replikker og sange, og i løbet af blot en uge fik elever og lærere lært hele stykket, syet kostumer og bygget scenografi, så stykket kunne få en fornem præmiere på skolens fællessal for forældre og andre interesserede.

    Se flere billeder fra projektet på Margrethe Reedtz Skolens hjemmeside

    Og hør sangene fra stykket her