Jo mere man læser om kulturen i Danmark, jo flere ukendte veje dukker der op. Det kan godt være jeg har en tendens til at lytte meget efter når der bliver talt om kultur, og prøve at finde hoved og hale i alt det jeg hører, men der er godt nok sket meget i tidens løb som man ikke lige læser sig til i folkeskolen, gymnasiet, mgk eller konservatoriet for den sags skyld.
Der er mange kulturpersonligheder jeg ikke kender til, og der er meget dansk kulturhistorie som aldrig har strejfet mit øre. Egentligt ville jeg ønske at man i skolen havde haft om kulturens udvikling i Danmark, bare de sidste 100 år, for der er sket utrolig meget.
(Nu kaster jeg mig ud på dybt vand) Lad os tage historien om DR som eksempel, hvem kender noget til dengang det hed Statsradiofonien og symfoniorkestret blev oprettet for at give danskerne muligheden for at opleve musik af høj klasse med symfoniorkester og italienske operasangere. Dengang var rytmisk musik ikke synderligt velanset, den åbenlyse begejstring for jazz musikken lå hos de kulturradikale og Bernhard Christensens jazz-pædagogik. Det var dengang man startede musikskoler fordi niveauet blandt danskerne var for lavt til at kunne spille den nye rytmiske musik.
I dag læste jeg en artikel om DR’s nye koncertsal. Jeg skal ikke kaste mig ud at diskuttere om det er en god eller dårlig investering, og om det rytmiske musik fortjener mere opmærksomhed i forhold til investeringen i den klassiske. Men jeg nød i fuldedrag denne artikel som kastede sig ud i at finde nogle svar. God fornøjelse.
