Nogle siger det handler om hårdt arbejde. Hvis man vil ”slå igennem” eller have nok at lave, så er det bare hårdt arbejde fra en ende af. Jeg har prøvet lidt af hvert efterhånden – og en af de ting jeg begynder at kunne mærke, er følelsen af om det hårde arbejde er det værd. Og hvis jeg så ikke gider det hårde arbejde, er det så fordi jeg ikke er en god nok kunstner? Jeg kan jo henvise til min tidligere artikel om at man ikke skal være bange for at pakke ind. Nu sidder jeg så lidt med fornemmelsen af at jeg ikke er bange for at pakke ting ind – jeg ved bare hvor stort et arbejde det kan være, og hvor langt det ligger fra den type jeg er. Men hvis det kræver det virkeligt hårde arbejde, udelukker man så ikke nogle typer? Og skal disse typer enten ”bare lære det”, eller samles op på en anden måde?
Jeg tror bestemt at der findes kunstnere der ikke bliver opdaget, og som ikke selv er i stand til at spille det hårde spil. Eksempelvis folk der ikke kan finde ud af at bygge en indkomst delvist på støttemidler til projekter, folk der ikke kan finde ud af at distribuere den fremragende plade de har KÆMPET for at få produceret – og som derved bare drukner i et hav af tilbud. Skal disse typer så bare lære det?
Nej det skal de ikke. Lige præcist på det punkt finder jeg kulturen alt andet end mangfoldig – af de personer der får skabt bands, lavet jobs og på en måde etableret sig, findes der så vidt jeg kan se, en fremherskende type personer. Modsat findes der flere typer der forholder sig stille og roligt, som tager en ting af gangen, ikke tager kampen op tilstrækkeligt – men som egentlig nok gerne vil. Kulturen burde kunne rumme flere forskellige typer, og gøre plads til at kunstnere der ikke umiddelbart kan få formidlet deres ellers så fremragende budskab – kan komme frem med dette budskab.
En af de ting jeg så ikke er kommet omkring endnu, er at relatere dette til ”Jamen hvem fortjener så at få succes” – for det er jo relativt hvad folk mener er god musik/kunst. En af de interessante ting er, om det så i sidste ende viser sig at være kvaliteten der står tilbage – hvad end kvalitet så måtte være. Jeg syntes det er et meget spændende område, et område der også blev vendt forleden da jeg var hidkaldt til workshop for at snakke om hvad man kunne gøre for kulturen og vækstlaget i Nordjylland.
En af de relationer der blev trukket frem var fodbold holdet. Jeg husker det ikke helt præcist, men i hvert fald blev fodboldhold trukket frem – formentlig fordi det var nødvendigt for holdet at have stærk opbakning fra publikum og sponsorer for at komme frem i branchen. Man er nød til at kæmpe denne kamp uden for banen. Det sjove ved lige netop fodbold er jo så at; ja der findes en ekstra kamp uden for banen, men det er ikke nødvendigvis spillerne der skal kæmpe den kamp og være i stand til at takle den, deres job er at føre bolden. Jeg vil til at stoppe nu, for jeg er på vej ud et sted der kræver meget mere en dette blog indlæg til at komme hele vejen rundt om emnet. Men det åbner i hvert fald diskussionen om der kunne findes nogle slags ”kulturhold” hvor spillerne ikke nødvendigvis var i stand til at kæmpe den kamp det er at komme ud med kunsten – men hvor folk der var gode til det, kunne gøre dette. Det findes jo i en ikke ubetydelig udstrækning i forhold til kunstnere der er på kontrakt og som skal forholde sig til at spille de koncerter der kommer ind, lave nye udgivelser etc… Men kunne man mangfoldiggøre denne tanke, finde en model der gjorde det lettere for et bred vifte af kunstnere fordelt over forskellige typer at leve af deres kunst. Eller i hvert fald have en værdig og motiverende indkomst.
Det var dagens lektie, i hvert fald for mig.
Tags: at leve af kunst