RSS Feed

‘Undervisning’ Category

  1. Et flot og dejligt land – 3. del

    oktober 21, 2009 by Morten Mosgaard

    Det er blevet tid til 3. og sidste del af blog-triologien “Et flot og dejligt land”. Jeg er netop hjemvendt til Aalborg efter endnu en behagelig rejse med Cimber-Sterlings direkte rute Aalborg-Oslo, Oslo lufthavn skal til gengæld alt andet end anbefales! Højrøstet fulde polakker gør det ikke en synderligt meget bedre oplevelse at være i lufthavnen, for ikke at tale om deres kø-system som alle skal igennem. Men det skal ikke gå ud over Norge.

    Først lige en udsigt fra skolen ved solnedgang:

    18102009252

    Det har virkeligt været en dejlig tur, men inden jeg kommer for meget til konklusionen, eller hvad man kan kalde det, så vil jeg lige fortælle lidt om mit ophold på Toneheim Folkehøjskole hvor jeg var lørdag-tirsdag. Jeg havde før stiftet bekendtskab med Toneheim da jeg sidste år var på Norges-turné med VoxNorth – så for mit vedkommende var det et gensyn, og et glædeligt gensyn. Allerede sidste gang jeg var på skolen, syntes jeg at kunne mærke en god energi – og den energi var der stadig, denne gang lærte jeg dog bedre at forstå hvor den energi kom fra. Alle elever på Toneheim spiller musik i en eller anden sammenhæng, trods dette virker flokken på mange måder til at formå og være både homogen og alsidig. Det er nogle meget dedikeret unge mennesker, og som en af lærerene udtalte – hvis man ville lære noget, var der rig mulighed for det. Altså der skulle være en lyst fra eleven til at lære. Jeg kunne ikke lige forestille mig en dansk højskole, hvor eleverne kommer søndag! morgen klokken 9.00 og spørger efter en tilsynslærer der kan låse op til øvelokalerne. Lærerne imellem på skolen var der virkeligt en god kommunikation, og alle lærere jeg fik at snakke med i den korte tid jeg var der – var åbne og interesseret. Sjældent har jeg mødt et sted hvor man kunne gå så konstruktivt i dialog omkring indholdet af et fag. Det virkede som en drømme arbejdsplads.

    På Toneheim skulle jeg foruden at lære lidt mere om stedet, undervise 16 sangere i musik og bevægelse med fokus på Circlesongs. Jeg havde været lidt nervøs for hvordan jeg skulle gribe det an med denne aldersgruppe (18+) – da jeg jo før havde oplevet en stor forskel på at undervise danske unge og norske unge. Det er simpelthen sværere for mig at læse eleverne i forhold til hvor jeg skal bevæge mig hen, så jeg valgte at læne mig tilbage og tro på min intuition. Til tider spurgte jeg dem direkte om “det var en god måde at gøre det på for dem” eller om “det virkede mærkeligt”, hvilket jeg ikke fik så meget ud af, men alligevel fik jeg en pejling om at vi var på rette vej. Dette var dog kun tilfældet søndag, for da vi mandag eftermiddag havde en 2 timers session - tog det virkeligt form! Det som om alt lige pludselig faldt på plads og vi endelig var blevet en sammentømret gruppe der var klar til at gå på scenen to timer senere, hvilket vi jo så også skulle. Jeg valgte at give dem meget ansvar, og vi lavede ting på koncerten hvor jeg mere eller mindre bare kastede folk ud i at være centrum – det er ikke mit indtryk det er en særlig norsk måde at gøre det på, men vi havde arbejdet meget med at bryde vores grænser, lidt efter lidt, til jeg var sikker på de troede så meget på gruppen at de turde gå i front. Koncerten forløb fremragende, selvom man jo ikke må sige sådan noget selv, men set fra instruktørpladsen var jeg ovenud (himmelråbende) tilfreds med mine elevers præstation – som også fik at føle at de virkeligt havde været med til at give deres medstuderende en stor oplevelse. Rent musikalsk fik de en god og anderledes oplevelse af deres instrument, stemmen (kroppen) – en oplevelse jeg bliver mere og mere bevidst om er vigtig for sangere der måske ikke er bevidst om i hvor høj grad de selv har mulighed for at “være musikken”.

    Jeg har oplevet det nogle gange nu, og det er fuldstændig mærkeligt (og grænseoverskridende at fortælle) at når man har sunget sådan en koncert oven på en workshop – føles det lidt som en drøm der går i opfyldelse, jeg føler mig priviligeret at jeg kan have sådanne oplevelser. Tak.

    På alle måder har det været en stor oplevelse at være på Toneheim, se deres undervisning og få lov til at arbejde med nogle af deres elever. Nu kan jeg kun håbe at de 16 stjerne sangere holder fast i hinanden og fortsætter med at arbejde sammen som gruppe – og at jeg får lov til at komme igen og lege lidt mere med dem :) Hvis du går og overvejer og søge ind på kons men ikke føler dig helt klar, eller bare trænger til et anderledes år – så er Toneheim (foruden MGK selvfølgelig) helt klart en anbefalelse værdig! Tak til jer alle, specielt Heidi og sangerne :-)

    Afslutning:

    Da jeg rejste afsted på min Norges tur, var jeg ikke helt sikker på hvad det egentlig var jeg ville have med hjem. Jeg havde selvfølgelig en klar idé om hvad jeg kom efter, som jeg jo også havde formuleret i min ansøgning – men hvordan jeg skulle finde frem til noget som helst jeg kunne bruge, kunne jeg ikke lige forestille mig. Nu sidder jeg på den anden side og kan se tilbage på en tur som jeg tror på mange måder kommer til at spille en stor rolle i mit fremtidige liv. Så selvom jeg nu sidder med en skræmmende to-do liste som stort set kun består af opgaver der skal gøres NU! – har det på alle måder været det hele værd at rive de her 13 dage ud af kalenderen. Om alle ville have godt af en sådan tur skal jeg ikke kunne sige, for mig passede det perfekt ind i der hvor jeg er lige nu.

    Men hvad var det så jeg lærte? Ja det er svært at sige hvad jeg helt præcist har lært – men for mig har det virkeligt været inspirerende at se sig selv, sin uddannelse og sin egen kultur i forhold til en anden nært beslægtet kultur. For selvom vi danskere og nordmænd på mange måder er det samme folk, er der forskelle der kan være med til at forklare mere om hvorfor vi er som vi er. Jeg havde en idé om at Nordmænd var født kreative og derfor sagtens kunne arbejde kreativt inden for løse rammer – der blev jeg klogere, det er der rigtig mange der ikke har nemt ved, de var i mit tilfælde sværere at få til at “lege med” end jeg før har oplevet i Danmark. Men trods det virker de kreative af sind, på en eller anden måde, og samtidig har de en utrolig stor respekt for og til tider hæmmende trang til faste rammer og form. Det kom mig for øre at de lærebøger man ofte bruger på seminariet i Norge er Danske. Det undrer mig faktisk lidt i forhold til “resultatet af systemet” som man kan se på børnene. Som underviser ser jeg næsten et større potentiale i Norske børn, specielt i forhold til den måde jeg underviser (med lettere modifikationer), måske fordi de simpelthen virker til at følge mere med og have mere respekt for deres omgivelser end danske børn virker til at have. Denne respekt virker også til at være en interesse i at lære, det er svært at generalisere sådan noget, men det er min klare opfattelse at det er tilfældet. Det er svært for mig at sige om det resultat jeg fik med gruppen på Toneheim, ville afvige sig fra en gruppe på samme niveau i Danmark, for det tror jeg egentlig ikke rigtigt det ville. Det kan nok bedst sammenlignes med det weekend kursus jeg havde på MGK træf sidste år, men de forskellige omgivelserne gør det umuligt at sammenligne (stævne med fremmede kontra højskole med bekendte). Det virker altså til at der er kortere fra man begynder undervisningen, til der eksisterer et konstruktiv læringsrum. Musikalsk kan jeg kun være misundelige på Nordmændendes stadige brug af deres egen folkemusik – noget man desværre må kigge meget længe efter i Danmark, noget der i Norge i mine øjne helt sikkert har påvirket deres “tone” – og noget man simpelthen kan høre når man improvisere med dem. Dette var også noget jeg lagde vægt på i ansøgningen, og det er mit indtryk at det har stor betydning for deres kultur.

    En ting er sikkert: jeg vender tilbage til Norge, og gerne om ikke så længe!

    En stor tak til alle der støttede, tog sig tid til eller hjalp mig på min tur: Bodil, Ann-Camilla, Christina, Elisabeth, Tore, Christian, David, Heidi og alle jer andre :) Og til sidst kons og Obelske for det økonomiske fundament som var grunden til det overhovedet var muligt at komme afsted.

    Så vil jeg gerne lige undskylde at jeg ikke har fået sendt nogle postkort :-( Det skal jeg simpelthen være bedre til, undskyld. Til gengæld tog jeg et billede af damen som jeg nød godt selskab af i suiten. Hun er eftersigende en gammel præstekone, der vidst er rent kendt som kogebogsforfatter i Norge. Jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet, men her er hun:

    20102009258


  2. Et flot og dejligt land – 2. del

    oktober 18, 2009 by Morten Mosgaard

    Jeg sidder i suiten i Præstegården på Toneheim Folkehøjskole, og har fået en rar modtagelse må man sige. Det er et dejligt sted, og sikken udsigt at vågne op til:

    Udsigt fra Suiten

    Som tidligere nævnt er der udsigt overalt i Norge, bare tog-turen til Hamar fra Oslo var virkelig en smuk tur – og det blev bestemt ikke grimmere af at det var ved solnedgang. Nok om udsigt og solnedgang, som jeg også skrev i sidste blog – skulle jeg jo være i Oslo i nogle dage, hvor jeg skulle opleve arbejdet i en norsk kirke og fredag stod den på jazz med nogle flinke drenge fra Musik Högskolen. Kirken i Norge, fylder mere i samfundet så vidt jeg kan fornemme – og det jeg sådan lige umiddelbart kan sammenligne det arbejde jeg oplevede med, ville i Danmark være Kfum og Kfuk. Den sidste dag i Bryn Kirke var jeg et smut med ude i en anden kirke, hvor de havde første gang af en lederuddannelse de er 4 kirker der samarbejder om. De nyeligt konfirmerede unge får muligheden for at få en slags leder uddannelse, hvor de så skal være med til at arrangere næste års konfirmantlejr. At der ville være ca. 70-80 deltagere fra 4 kirker havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig. Det er mange unge mennesker der på en god måder oplever at være rollemodeller og få ansvar. Jeg oplevede MAXIgospel og Ten Sing koret imens jeg var der, som også fik lov til at opleve lidt af mine lege, og så fik jeg set en meget kendt video om hvordan vi danskere ikke kan finde ud af at snakke med hinanden – inspirationen til Kamelåså Blues. Tak til Bryn Menighet og Elisabeth for at lukke mig indenfor.

    Fredag skulle jeg være gæstevært til et jam med en bassist, Christian Meaas Svendsen, og et par af hans medstuderende fra Musikhøgskolen. Vi havde en lidt træt øver om dagen, og ellers drog vi bare ud til Copa Con Oro hvor jammen skulle være. Hvis du bor i nærheden af Lilleborg i Oslo, kan det godt anbefales at tage der forbi. Fremragende jam med masser af dejlige mennesker, så det kan også anbefales hvis man ikke ved man skal lave næste fredag aften i Oslo. Nummeret Frit Fald fik nyt liv med mine norske kompisser. Jeg vender forhåbenligt tilbage. En af de store forskelle jeg oplever på Danmark og Norge, det er jo svært at generalisere – men jeg prøver alligevel. Det var min oplevelse at fortolkningen af numre ikke var så reference bundet som jeg ofte oplever den til danske jams. Her var mulighed for at tage nummeret i en HELT anden retning end jeg lige kunne forestille mig ville ske – og det var en fornøjelse at opleve. Det var klart med til at gøre det en mere interessant musikalsk oplevelse end jam ellers plejer at være for mit vedkommende. Tak for det gutter og gutinder, specielt tak til Christian, Tore Flatfjord og David Sjølie for at lade den lille jyde være medvært.

    Nu er jeg så i Hamar, og check lige det her sted: Hamardomen (billede 1billede 2) - der vil jeg gerne spille! Om ikke så længe står den på workshop for 16 sangere her på Toneheim Folkehøjskole, og i morgen + tirsdag har jeg fået mulighed for at opleve noget af undervisningen her på skolen. Så er der ligesom lagt i ovnen til en 3. del i denne saga om min Norges tur.

    Jeg har lagt lidt billeder ud på Facebook, ellers er her lige et lille billede fra soveværelset mit:

    Loftet i Suiten


  3. Et flot og dejligt land – 1. del

    oktober 13, 2009 by Morten Mosgaard

    Det gik sådan til at jeg før sommer modtog et rejselegat, af Obelske Familiefond igennem konservatoriet, så jeg kunne komme mig en tur til Norges land og lære lidt mere om landet, dets kultur og musik. Nu sidder jeg så her i Tertnes uden for Bergen, er lige kommet hjem fra en gæste-optrædet på Logen Bar – hvor Voksne Herrers Orkester spiller (hold godt fast) HVER mandag aften. Og der var folk, masser af folk, søde folk og folk der virkeligt lyttede. Så har jeg set det med. De spiller rigtig godt, og i aften fik de så lov til at være med til at lave en version af nogle af mine sangskriver sange: Husholdningshøj, Hvis Min Lejlighed, Solen Blir’ Så Rød og ta-da: SMS sangen (med fællessang i omkvædet, vi gik ikke så meget op i rytmen da vi havde “Dansk Time”). Inden da var jeg på besøg ved vokal gruppen YR hvor min veninde Ann-Camilla synger, hende som så venligt (mange mange tak) har givet mig tag over hovedet siden lørdag og lært mig meget mere om Norge og norsk kultur. Det var en god oplevelse at være forbi hos YR, opleve deres kollektive måde at arbejde på og ellers lave lidt improviseret musik med dem – hvilket de var virkeligt hurtige til at opfange på en meget musikalsk facon.

    Da jeg ankom i torsdags til Bergen, tilbragte jeg første dag med Bodil Lunde Rortveit, som blandt andet synger i den norske vokalgruppe Abes & Babes. Vi fik snakket en masse om musik og indstilling dertil, og så fik vi også lavet lidt musik undervejs. Om aftenen tog Bodil mig med hen til koncert på Hulen (et spillested lidt a la studenterhuset, som befinder sig inde i en klippe og er bygget om i 1968 efter at have været beskyttelsesrum) – her så vi Hanne Hukkelberg, norsk sangerinde og komponist. Jeg har oplevet bedre lyd vil jeg med det samme sige, men wow – den pigen hun blæste benene væk under den lille jyde i den bergenske hule. Og siden har jeg meget ofte sat hende på anlægget, igen og igen. Det var en anbefaling hvis man skulle være i tvivl, hun skriver godt – men hendes skæve og meget musikalske måde at arrangere på giver musikken et ekstra lag.

    Det var så hvad jeg har lavet ind til videre, mere eller mindre – jeg har også være på den obligatoriske “Rundt og se byen” tur, boet på et meget hyggeligt hotel – som jeg fandt mig meget godt tilpas på (på nær fredag eftermiddag da der var en eller anden øver i et lokale over caféen – det var disco, og det var højt).

    I morgen skal jeg i skole og opleve musikundervisning i den Norske grundskole, og senere forskellige kor alt sammen med Ann-Camilla, som er så venlig at lade mig opleve lidt af hendes hverdag med musik i Norge. Det vil jeg glæde mig meget til. Onsdag drager jeg til Oslo hvor jeg onsdag og torsdag skal opleve kirken, og lære mere om dens plads i den norske kultur – fredag skal jeg være gæst til åbning af en jam med en bekendt jeg mødte sidst jeg var i Oslo og lørdag drager jeg videre til Toneheim Folkhøjskole hvor jeg skal bo nogle dage, og lave musik/workshop med nogle af deres sangere. Men det skriver jeg meget mere om når jeg er kommet lidt tættere på.

    I sidste ende skulle jeg gerne være meget klogere på dansk og norsk musikkultur, jeg har i længere tid været fascineret af Norge og dens musik – og det virkeligt fedt at komme tæt på og møde de mennesker der begår sig i musikken. Mere om det når jeg er færdig med mine “studier”.

    Ha’ det bra’ (hvilket jeg ikke helt ved om er Norsk eller Svensk, jeg har nemlig en tendens til at snakke svensk når jeg lige syntes jeg skal kaste mig ud i at være norsk… Så kan jeg lære det!) Og hvad sker der lige for at der er god udsigt OVERALT heroppe – det er simpelthen ikke mindre end snyd. Men man kan da godt savne heden til tider, få tider.


  4. Musikkens Dag taskforce kursus

    januar 18, 2009 by Morten Mosgaard

    Det var en glad DKL formand der i fredags var med til taskforce kursus for Musikkens Dag. Landskoordinator Anders Søndergaard havde i samarbejde med Artlab, fået arrangeret et rigtig fedt kursus for forskellige taskforce deltagere rundt fra alle konservatorier i landet. Kurset fandt sted ved Kaospiloterne i Århus, en på ingen måde uinteressant uddannelse – check her.

    Kurset var et meget komprimeret kursus, hvor vi skulle nå en stor del af Artlabs katalog i løbet meget kort tid. Vi havde i alt 5 oplægsholdere, hvor de to var fællesoplæg for alle deltagere, og 3 hvor vi var delt op i små grupper for at komme rundt og have en mere intim undervisningsform. Der var meget fokus på motivation og kontakten til virksomheder, meget givtig på alle måder. Selvom jeg kunne frygte Otikon ikke ville være helt så meget med på idéen om en Trio Trio Trio impro-koncert for deres ansatte, var det fedt at prøve sine overtalelsesevner.

    Det er en fornøjelse at møde andre ligesindede, entreprenør delen af musikbranchen er ikke synderlig stor for at sige stort set fraværende i konservatorie-undervisningen – derfor er der desværre også langt imellem dem der virkelig brænder for at booke koncerter og events. Jeg er helt sikker på at de taskforce deltagere der var med på kurset, er meget motiveret til at gå hjem og banke en super fed Musikkens Dag op for deres konservatorier, nu ved vi i hvert fald hvad der ligger til grund for at kunne motivere sig selv.

    Lige nu befinder jeg mig på Egå Ungdoms Højskole, vi øver op til den kommende DKL Turné (facebook event) – imorgen drager vi afsted. Det bliver en vild koncert et klassisk rytmisk mash-up uden lige. Læs mere på www.dklnet.dk

    Turné plan:

    // Mandag d. 19. januar
    11.00 – Det Jyske Musikkonservatorium, Århus
    15.00 – Nordjysk Musikkonservatorium, Aalborg

    // Tirsdag d. 20. januar
    12.00 – Vestjysk Musikkonservatorium, Esbjerg
    16.30 – Det Fynste Musikkonservatorium, Odense
    20.00 – Grundtvigs Højskole, København*

    // Onsdag d. 21. januar
    16.00 – Club Concious – Rymisk Musikkonservatorium

    *Koncerten er offentlig, der tages entré


  5. Workshop

    november 2, 2008 by Morten Mosgaard

    Jeg er netop vendt hjem fra en super weekend i Århus. Jeg skrev igår at jeg ville lave verdens vildeste impro-vokalgruppe, “verdens” er måske lige i overkanten men vi havde helt sikkert vores storheds momenter!

    Det har været en stor fornøjelse at møde de 14 piger og den ene dreng. Det er fedt at arbejde med så dygtige sangere, specielt når man arbejder med cirkelsongs. Vejen fra idé/koncept til at man står og laver fedt musik er ikke særlig langt og man kan fokusere på det musikalske indhold i undervisningen med det samme. Workshoppen kom til at indeholde en del mere end bare cirklesongs, når man har 7 timer sammen kan man sagtens få plads til lidt ekstra sang snak. Fordelen ved kun at være sangere sammen, er at man har et fælles udgangspunkt, instrumentet er det samme, derfor vil snakken om opvarmning, øvning, bands, sangskrivning have en lang større række fællestræk end hvis man var 7 forskellige instrumenter. Det var en flok engageret deltagere, der ikke var bange for at stille spørgsmål, hvilket skaber nogle situationer man ikke har set komme – dette er jo bare en fornøjelse. Spørgsmål er altid godt, det skaber en bedre fornemmelse for om man er det sammested i undervisningen.

    Igår efter vi havde brugt lidt tid på at udforske fri improviseret støj-cirkles, måtte jeg, glædeligt, snakken igennem om det gode og smukke ved fri improviseret musik der bryder rammerne og ikke holder sig inden for de referencer man kender. Netop det er en ting jeg har skulle lære mig selv, heldigvis har inspirationen været i nærmiljøet de sidste år, især i form af Christian Skjødt og Mikkel Ring (Moskus, Glöggerne, Knob a Siesta, Yuma Yuma mfl.).

    Alle weekendens workshops blev afsluttet med små mini koncert rundt omkring til træffet. Og vi havde med mit hold fornøjelsen af at spille op inde i Ridehuset, hvor anlægget virkeligt kunne give os noget bas at arbejde med i forhold til de ellers udmærkede Mackie’r vi havde i danse-salen. Vores mini-koncert blev bygget op efter en model hvor hver gruppe havde ansvaret for at skabe deres egen stemme.  ved det første nummer kom grundstammen fra et vokal-beat og andet nummer blev det startet af en gruppe. Det var en fornøjelse at få prøvet vores arbejde af i koncert form, sangere kan godt klare sig selv, vi skal bare lige have lidt tid til at finde ud af det.

    Tak til alle jer der deltog på holdet, vi ses en skønne dag!