Til opgaverne holdt jeg et lille foredrag hvor jeg fortalte om vigtigheden af at tale om disse ting i bands, hvordan man kunne bruge det i resten af ens verden og hvordan de alle skulle gribes an. Er du interesseret i en sådan størrelse på din skole, så hold dig ikke tilbage men kontakt mig gerne.

Hvordan man slår igennem som band er umuligt at svare på helt præcist, men jo mere og jo hårdere man arbejder for det – jo større chance er der for at det sker. Disse fire opgaver kan få bands i den rigtige retning ved nemt og simpelt at forholde sig til teksten på opgaverne.

God fornøjelse

Download

Bandskolen – Opgave 1

Bandskolen – Opgave 2

Bandskolen – Opgave 3

Bandskolen – Opgave 4

Inspiration

Billeder / Storytelling

Phil Borges on endangered cultures

Rick Smolan tells the story of a girl

Carmen Agra Deedy spins stories

Shekhar Kapur: We are the stories we tell ourselves

David Holt plays mountain music

Social Media

Derek Sivers: How to start a movement

Johanna Blakley: Social media and the end of gender

Evan Williams on listening to Twitter users

Alexis Ohanian: How to make a splash in social media

Links

Maiken Ingvordsen – Har nogle gode guides til sociale medier for musikere, så kan findes i musikeren

Michael Højris – Har skrevet en god bog om Musikbranchen hvor man kan lære meget mere a la bandskolen

Rent pædagogisk er folkedans i selv det eneste område af den danske musikhistorie jeg er bekendt med, som favner en kombination jeg er meget glad for – nemlig sang, dans og spil eller sang, spil og bevægelse. Fordelen ved at inddrage denne kombination af sang, spil og bevægelse i musikundervisningen, er at denne musik, i modsætning til eventuelt cubansk musik, på en eller anden måde ligger i vores gener. Melodierne ligger lige for vores øre, rytmerne lige for vores fødder og bevægelserne lige til vores krop. Det er måske ikke lige let at lære for alle, men jeg vil mene det er den disciplin langt de fleste danskere vil have nemmeste ved at lære.

Nå, jeg kunne snakke i flere dage om folkemusik, folkedans og ikke mindst min nye folkedragt. Men sagen er, jeg er stolt af at kunne hjælpe til at holde vores danske folkekultur i live og derfor utrolig stolt af at jeg har måttet arve min fars gamle folke-danse-dragt.

Iført min nye folkedragt

Kunne du tænke dig at møde en masse mennesker i folkedragter, kan du overveje at tage et smut forbi Aabenraa i uge 29. hvor der er landstævne for landsforeningen Danske Folkedansere. Leder du efter musik, finder jeg min folkemusiske inspiration og noder på Folkets Hus Spillefolk, jeg er selv ret så glad for Smedens 2. Fynbo som er nem at tilpasse sammenspilsundervisning og sætte dans på.

Anledningen var kursusweekend ved lokalafdelinger Vestfold og Telemark under Norges Korforbund. Jeg skulle være den udenlandske gæste-instruktør og have et hold på 9 korsangere, hvoraf 1 var dirigent, 1 var organist og 1 var bestyrelsesmedlem i Vestfold afdelingen. På min workshop skulle vi arbejde med Gehørssang, oplægget var en blanding af rytmik, leg og bevægelse kombineret med circlesongs og gruppe improvisationer. En blanding af noget af det jeg sætter aller mest pris på at undervise i.

Læs mere om selve workshoppen på Jævn

Rejsen

Udsigten fra Bussen

Rejsen bestod af en køretur Langeland-Nyborg, en togtur Nyborg-Kastrup, en flyvetur Kastrup-Sandefjord og til sidst en bustur fra Sandefjord til Skien, Henrik Ibsens fødeby. Jeg ankom til hotellet først på aftenen fredag, så jeg havde god tid til at vende mig til stedet, få de sidste forberedelser på plads til workshoppen og ikke mindst se Danmark spille semifinale ved Håndbold VM. Lørdag ankom alle kursusdeltagerne og efter en kort introduktion var det igang med workshoppen.

Opstart

Det er altid svært at kende ens elever på forhånd når man skal undervise til en weekend workshop i et andet land, derfor var jeg meget spændt på at møde mine elever for de næste to dage. Jeg bruger altid tid på at sige pænt goddag inden vi går igang med workshoppen, og derefter står den næsten altid på en navne/hilse-leg både for at holdet skal lære hinanden bedre at kende, men også for at jeg kan få en fornemmelse af hvad det er for nogle elever jeg har fået. Man kan nå at observere meget under en simpel navneleg. Jeg får hørt alles stemme, jeg får fornemmet alles rytmiske evner og sidst men ikke mindst får man en fornemmelse af deres tilgang til min undervisning (og mig).

Deltagerne

Jeg har før talt om min store kærlighed for Norge og ikke mindst alle de nordmænd der bor i landet. Jeg elsker simpelthen at komme derop, og af en eller anden grund plejer jeg at gå ret godt i spænd med de nordmænd jeg møder. Det samme galte denne gang. Eleverne på mit hold var simpelthen fantastiske, det var et meget blandet hold med hensyn til baggrund og intentioner, men fælles for dem alle var en interesse for det jeg havde med til dem. Det skabte en rigtig god stemning på holdet, som strakte sig langt ud over undervisningslokalet til aftensmaden og de senere aftenaktiviteter, hvor jeg stolt kunne se deltagerne fra mit hold blive hængene i fællesstuen og synge løs på den ene norske sang efter den anden. Det var glæde ved musik og sang når det er aller bedst, og en kæmpe oplevelse at være med til. Musik kan have en tendens til at blive for vigtig, når den i sidste ende har til formål at glæde os mennesker på den ene eller anden måde. Den vigtige musik blev lørdag aften sat til skamme, og glæden strømmede ud gennem stemmerne i pejsestuen og endte ud i at jeg skulle lære en eller anden norsk melodi grand prix dans imens jeg og et par af mine elever akkompagnerede med beatbox og improvation.

Noget for alle

Korforbundet havde spurgt om jeg havde lyst til at underholde lidt om aftenen, et tilbud jeg ikke var sen til at tage imod. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle finde på, når ens undervisning kan være meget grænseoverskridende – kan det være svært at bedømme hvornår man laver noget der kan glæde alle uden at overskride for mange grænser, kontra hvornår man glæder de fleste men overskrider nogles grænser i en sådan grad at de ikke har en god oplevelse. Når man underholder store flokke af mennesker, syntes jeg det første er mest vigtigt: At glæde alle. Derfor faldt valget på en lille uskyldig beatbox lektion, bom-ti-ka-ti blev hurtigt til b-t-k-t som hurtigt blev til b-f-t-f-k-f-t-f som hurtigt blev til torden og trutten med læberne. Derefter var stemningen moden til at gøre noget jeg ikke havde turdet fra starten, nemlig en fælles folkedans. Vi fyldte den store konference sal op med deltagere, undervisere og arrangører, som alle fik en hurtig introduktion til “Prinser og prinsesse”-dansen. Det var godt jeg fik lavet den dans! Pladsen var trang og humøret var hørt, så det var ikke altid kæden gik op – men i sidste ende havde vi alle en rigtig god dans og fik sunget med i vilden sky.

Og hvad så

Mit fremragende hold

De nordmænd formår altid at overraske mig, jeg rejste der op med troen på at jeg skulle begrænse mig i forhold til hvor åben og legende jeg kunne tillade mig at være – men der vidste sig ikke at være nogen grænse der skulle tages hensyn til. Jeg håber på alle måder jeg får lov til at vende tilbage til det norske land inden længe og møde den samme eller en ny flok inspirerende nordmænd.

Mange tak til Norges Korforbund og afdelingerne Vestfold / Telemark for at give mig denne mulighed.

En anbefaling på stregen

Lige inden jeg måtte ud af døren og afsted til lufthavnen, nåede jeg at opleve holdende til Benedikte og Anja fra den norske vokalgruppe Pitsj. De og deres hold var forrygende, og det er deres vokalgruppe forøvrigt også, lyt engang.

Som selvstændig iværksættermusikant glemmer man nemt at der er noget der hedder skole, og var det ikke fordi jeg studerede på deltid havde dette da heller ikke været en mulighed. Men et tidspunkt man ikke kan holde skolen på deltid er eksamensperioden, der er det all-in. Derfor har de sidste måneder for mig stået på opgaveskrivning og eksamensforberedelse og hvad der ellers hører sig til på konservatoriet. Det er ikke fordi der f.eks. er mange sider der skal læses til klavereksamen, men der er 25 numre der skal kunne spilles.

Undervisning med fokus på musikopfattelse:

Et af de projekter jeg har brugt meget tid og energi på i skoleregi dette år, har været mit kombineret praktikhold i Sang, spil og bevægelsesledelse og bachelor projekt. Praktikholdet har i alt sin “enkelthed” gået ud på at undervise pædagoger i musik med udgangspunkt i min opfattelse af musik fremfor mine praktiske færdigheder. Derfor har mit mål være at ændre deres opfattelse af musik, fremfor at give dem masser af rytmer og materiale. Jeg er af den opfattelse at det er mere konstruktivt at vende strukturen om på undervisningen, springer over alle de håndværksmæssige øvelser og går lige til musikken. Altså er jeg overbevist om at man først skal give folk opfattelsen af og troen på de kan spille musik (hvilket alle kan) for derigennem at motivere dem til at udvikle sig musikalsk med glæden ved at skabe musik som en fast motivation.

Det har været et super spændende projekt. Jeg har undervist 9 top motiverede og modige pædagoger fra 5 forskellige børnehaver. De har alle været med til at gøre dette projekt til noget helt specielt for mig – tusind tak for det. Mit fokus er kommet som en naturlig videre udvikling af mit arbejde med at lære og forstå hvad jeg selv står for, med udgangspunkt i min store fascination for de gamle kulturradikale musikpædagogiske dyder. Det kan godt være at tanker startede tilbage i 20′erne, men de er top aktuelle den dag idag – og det føler jeg mig overbevist om at jeg har været med til at bevise med mit bachelor projekt, som jeg senere vil fortælle meget mere om her på blokken.

Jeg har undervejs nydt utrolig godt at de gode snakke jeg har haft med min vejleder Torben Jensen, en person jeg altid har og stadig yder en stor respekt for – tak for det Torben. Derudover har jeg været en tur ude ved en af mine musikpædagogiske helte, nemlig Leif Falk til en snak om hele undervisningsforløbet, indholdet og så videre. Leif har som den eneste jeg kender haft fornøjelse af både at blive undervist af Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidt, og har med udgangspunkt i denne undervisning udviklet hans egen måde at tilgå undervisning af børn og voksne, som han blandt andet udviklede på Århus Friskole og Rytmisk Center i Silkeborg.

Det glade hold:

Eksamen med praktikholdet gik bedre end jeg turde håbe, og det var da også en glad flok der bagefter fik taget gruppefoto inden vi fejrede afslutningen af forløbet med en velfortjent middag på Den Fede Ælling:

Hvorfor kulturradikal?

Det kan måske virke mærkeligt at jeg har kastet min kærlighed på denne gamle musikpædagogiske retning, men jeg bliver gang på gang chokeret over hvor enig jeg er med mine forgængere, og hvor meget min egen udvikling og egne oplevelser passer overens med det de dengang oplevede. Dette er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Jeg har igennem mine studier blevet konfronteret med “hvad var modstandernes holdning” og “hvad siger andre retninger” – jeg har undersøgt dette meget lidt og har igennem dette fundet ud af at jeg lige nu, i den udvikling jeg er i, er så rigeligt tilfreds med den inspiration jeg finder i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. Men jeg hører da gerne om andre hvis der er nogle der melder sig i kampen, men opsøge det selv har ingen interesse for mig.

Hvad gør de på seminariet?

Ja, her må jeg være et halvt svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Det jeg har hørt tidligere, har ikke umiddelbart mindet om de tanker jeg har om undervisning af pædagoger. Da jeg så mægtigt gerne vil vide det, satte jeg mig for at studere UCNs hjemmeside, for at se hvad de studerende skulle igennem i deres musikundervisning. Det førte mig til bekendtgørelse nummer 220 fra 2007 ved navn “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog“, her er det meget udførlig forklaret hvad det er de studerende skal lære, eller udførligt er måske så meget sagt for jeg tror man skal være uddannet inden for området for at forstå den overvældende brug af “æstetik” og “æstetiske processer”. Jeg har ladet mig forklare at disse æstetiske processer godt kunne minde lidt om min tilgang, men jeg har stadig ikke rigtig forstået udtrykket – og må derfor melde at jeg endnu ikke ved hvad det er de laver på det seminarium. Dog står der i studieordningen for pædagoguddannelsen på UCN følgende under beskrivelse af liniefaget “Udtryk, musik og drama” (s. 26):

På Professionshøjskolen University College Nordjylland udmøntes disse bestemmelser således, at der inden for disse rammer og i forlængelse af de prioriteringer, der er beskrevet i denne studieordnings indledning, lægges særlig vægt på følgende aspekter af faget:

• Udvikling af den studerendes håndværksmæssige færdigheder og personlige udtryk.

• Udvikling af den studerendes evne til at omsætte faglig viden og færdigheder til en pædagogisk praksis.

Med “bestemmelser” henvises der til de bestemmelser som fremgår af Bilag 5 i førnævnte bekendtgørelse, altså den meget fagterms-befængte beskrivelse af uddannelsens indhold – det indhold jeg ikke kan afvise måske ligger i tråd med min tilgang til at undervise pædagoger. Når jeg så læser at UCN vil lægge særlig vægt på udviklingen af de studerendes “håndværksmæssige færdigheder”, ja så mister jeg lidt troen på at vi skulle være på samme side – for det kunne jeg aldrig finde på at lægge særlig vægt på hvis jeg underviste pædagoger. Grund: der er simpelthen for langt hen til musikken ad den rute.

Afslutningsvis vil jeg sige, jeg har hørt fra min gode kollega Maiken Ingvordsen (der lige er kommet med en ny cd for hendes samarbejde med Johannes Møllehave!), at alle ens projekter skal være et eventyr – det kan jeg i den grad tilslutte, specielt dette projekt, og sikken et eventyr!

Tak til alle jer der har støttet mig på vejen (i ved hvem i er), i gør en verden til forskel!

Nok om Bjerge

Grunden til at jeg sidder her i Bergen skal findes tilbage i efteråret hvor jeg var på endnu en norges rejse, for at lære dette dejlige land bedre at kende. På rejsen besøgte jeg for første gang Bodil Lunde Rørtveit, som jeg kender igennem min gang i kor miljøet. Bodil synger i den norske vokalgruppe Apes&Babes, og vi stødte på hinanden da vi begge optrådte til Århus Vocal Festival i 2009.

Efter vores møde spurgte Bodil mig om jeg kunne tænke mig at medvirke til at udvikle en danseforestilling. Hun har allerede et samarbejde med den norske danser Henriette Slorer, og da jeg jo som nogen ved er kæmpe fan af at blande kunstarter sagde jeg straks ja.

I et dansestudio i Bergen

Den seneste uge har vi så været i et dansestudio her i Bergen hvor vi har gjort hvad vi kunne for at skabe en fælles forståelse for hvad det er for et projekt vi har gang i. Det har været en uhyre spændende uge, der blandt andet bød på teatersport øvelser, banan rytmer, impro sang til dansere, danse dirigent øvelse, tandbørste musik og meget meget mere.

Vi har alle tre utroligt forskellige baggrunde, og når man på den måde som vi gør – bevæger sig ind på et nyt territorie med en fod stadig plantet på hver vores lille ø, er det utrolig vigtigt at få snakket om hvad det egentlig er der foregår og har foregået. Det har været en stor udfordring at skulle arbejde på denne måde med et projekt, en arbejdsmåde hvor man lærer utrolig meget om sig selv, sine kompetencer og hvordan man virker på andre mennesker.

Det har været en uundværlig uge for et projekt som dette, og jeg ser allerede frem til at kunne arbejde videre med projektet næste gang vi ses.

Lidt om dans i Bergen

Det er ikke fordi jeg skjuler at jeg holder meget af Bergen, det er meget svært, for byen er helt sin egen. Dens omgivelser er utroligt smukke med fjorden, den lille halvø i midten og de 7 bjerge der omgiver byen. Udover de smukke omgivelser, kommer så at der virker til at ske utroligt meget kulturelt i Norges anden største by. Denne gang stiftede jeg igennem Bodil og Henriette bekendtskab med Norges Nationale Kompani for Samtidsdans – Carte Blanche, som i denne uge afviklede projektet Try In House II hvor danserne har fået frie tøjler til at gøre lige hvad de vil. Bodil og Henriette deltog i et nummer med danseren Nuria Guiu Sagarra.

Jeg var utrolig glad for at opleve dette arrangement, møde flere af de talentfulde dansere Carte Blanche huser, og jeg kan ikke lade være med at være overrasket over at Norges Nationale samtidsdans-kompani ligger i den næst største by. En kæmpe stor fordel for Bergen. Jeg havde desuden æren af at møde Bruno Heynderickx, lederen af Carte Blanche, og fik en lille snak om dans, Bergen og folk der flytter verden rundt. Jeg ønsker Carte Blanche alt held og lykke med deres fremtidige produktioner, og glæder mig til at vende tilbage en anden gang jeg er i byen.

Mødet med de voksne

Sidst jeg var i Bergen, sørgede Bodil for at jeg kunne komme ned og spille en lille mini-koncert med det lokale orkester “Voksne Herres Orkester”. Det er fire garvede Bergenmusikere som hver mandag mødes og spiller 4 korte sæt på Logen Teater i Bergen. Jeg havde sat forventninger højt, og det kunne jeg sagtens gøre – for det var igen en sand fornøjelse at spille med disse fire garvede herre. Og selvom det tog lidt hårdt på mig at skulle introduceres for Steiner Krokstads (trommer) yndlingssnaps, var det en aften jeg sent vil glemme.

Tak til orkestret, Bodil og alle jer der tog så pænt imod mig på Logen.

Workshop for de unge

Igennem min Bergen veninde Ann-Camilla, kender jeg Ruth som har et ungdomskor på Bergens Kulturskole. Hun havde i anledningen af mit besøg sat en workshop op for hendes ungdomskor på deres øve-aften. Det blev en turbo udgave af Rytmik, leg og bevægelses workshoppen jeg arbejder på, og jeg ser frem til at kunne vende tilbage til Bergen og arbejde videre med Ruths fremragende ungdomskor.

Det er virkeligt spændende at arbejde med nordmænd, man kan når man underviser virkeligt mærke den mentalitets forskel der er imellem danskere og nordmænd – på trods af at vi på så mange måder minder om hinanden. Det var samme oplevelse jeg havde da jeg besøgte Norge tilbage i efteråret, og for første gang prøvede at undervise heroppe.

Bergen i billeder

Her er et udvalg af de bedste billeder fra turen, hele billedserien kan ses i dette galleri: Bergen April 2010

Til slut vil jeg sige tusind tak til alle jer jeg mødte på min vej på denne Bergens tur, og specielt tak til Bodil og Henriette for at tage initiativ til dette spændende projekt, og til Ruth for at invitere mig til at undervise hendes ungdomskor. Vi ses i Bergen.

Først lige en udsigt fra skolen ved solnedgang:

Det har virkeligt været en dejlig tur, men inden jeg kommer for meget til konklusionen, eller hvad man kan kalde det, så vil jeg lige fortælle lidt om mit ophold på Toneheim Folkehøjskole hvor jeg var lørdag-tirsdag. Jeg havde før stiftet bekendtskab med Toneheim da jeg sidste år var på Norges-turné med VoxNorth – så for mit vedkommende var det et gensyn, og et glædeligt gensyn. Allerede sidste gang jeg var på skolen, syntes jeg at kunne mærke en god energi – og den energi var der stadig, denne gang lærte jeg dog bedre at forstå hvor den energi kom fra. Alle elever på Toneheim spiller musik i en eller anden sammenhæng, trods dette virker flokken på mange måder til at formå og være både homogen og alsidig. Det er nogle meget dedikeret unge mennesker, og som en af lærerene udtalte – hvis man ville lære noget, var der rig mulighed for det. Altså der skulle være en lyst fra eleven til at lære. Jeg kunne ikke lige forestille mig en dansk højskole, hvor eleverne kommer søndag! morgen klokken 9.00 og spørger efter en tilsynslærer der kan låse op til øvelokalerne. Lærerne imellem på skolen var der virkeligt en god kommunikation, og alle lærere jeg fik at snakke med i den korte tid jeg var der – var åbne og interesseret. Sjældent har jeg mødt et sted hvor man kunne gå så konstruktivt i dialog omkring indholdet af et fag. Det virkede som en drømme arbejdsplads.

På Toneheim skulle jeg foruden at lære lidt mere om stedet, undervise 16 sangere i musik og bevægelse med fokus på Circlesongs. Jeg havde været lidt nervøs for hvordan jeg skulle gribe det an med denne aldersgruppe (18+) – da jeg jo før havde oplevet en stor forskel på at undervise danske unge og norske unge. Det er simpelthen sværere for mig at læse eleverne i forhold til hvor jeg skal bevæge mig hen, så jeg valgte at læne mig tilbage og tro på min intuition. Til tider spurgte jeg dem direkte om “det var en god måde at gøre det på for dem” eller om “det virkede mærkeligt”, hvilket jeg ikke fik så meget ud af, men alligevel fik jeg en pejling om at vi var på rette vej. Dette var dog kun tilfældet søndag, for da vi mandag eftermiddag havde en 2 timers session - tog det virkeligt form! Det som om alt lige pludselig faldt på plads og vi endelig var blevet en sammentømret gruppe der var klar til at gå på scenen to timer senere, hvilket vi jo så også skulle. Jeg valgte at give dem meget ansvar, og vi lavede ting på koncerten hvor jeg mere eller mindre bare kastede folk ud i at være centrum – det er ikke mit indtryk det er en særlig norsk måde at gøre det på, men vi havde arbejdet meget med at bryde vores grænser, lidt efter lidt, til jeg var sikker på de troede så meget på gruppen at de turde gå i front. Koncerten forløb fremragende, selvom man jo ikke må sige sådan noget selv, men set fra instruktørpladsen var jeg ovenud (himmelråbende) tilfreds med mine elevers præstation – som også fik at føle at de virkeligt havde været med til at give deres medstuderende en stor oplevelse. Rent musikalsk fik de en god og anderledes oplevelse af deres instrument, stemmen (kroppen) – en oplevelse jeg bliver mere og mere bevidst om er vigtig for sangere der måske ikke er bevidst om i hvor høj grad de selv har mulighed for at “være musikken”.

Jeg har oplevet det nogle gange nu, og det er fuldstændig mærkeligt (og grænseoverskridende at fortælle) at når man har sunget sådan en koncert oven på en workshop – føles det lidt som en drøm der går i opfyldelse, jeg føler mig priviligeret at jeg kan have sådanne oplevelser. Tak.

På alle måder har det været en stor oplevelse at være på Toneheim, se deres undervisning og få lov til at arbejde med nogle af deres elever. Nu kan jeg kun håbe at de 16 stjerne sangere holder fast i hinanden og fortsætter med at arbejde sammen som gruppe – og at jeg får lov til at komme igen og lege lidt mere med dem Hvis du går og overvejer og søge ind på kons men ikke føler dig helt klar, eller bare trænger til et anderledes år – så er Toneheim (foruden MGK selvfølgelig) helt klart en anbefalelse værdig! Tak til jer alle, specielt Heidi og sangerne

Afslutning:

Da jeg rejste afsted på min Norges tur, var jeg ikke helt sikker på hvad det egentlig var jeg ville have med hjem. Jeg havde selvfølgelig en klar idé om hvad jeg kom efter, som jeg jo også havde formuleret i min ansøgning – men hvordan jeg skulle finde frem til noget som helst jeg kunne bruge, kunne jeg ikke lige forestille mig. Nu sidder jeg på den anden side og kan se tilbage på en tur som jeg tror på mange måder kommer til at spille en stor rolle i mit fremtidige liv. Så selvom jeg nu sidder med en skræmmende to-do liste som stort set kun består af opgaver der skal gøres NU! – har det på alle måder været det hele værd at rive de her 13 dage ud af kalenderen. Om alle ville have godt af en sådan tur skal jeg ikke kunne sige, for mig passede det perfekt ind i der hvor jeg er lige nu.

Men hvad var det så jeg lærte? Ja det er svært at sige hvad jeg helt præcist har lært – men for mig har det virkeligt været inspirerende at se sig selv, sin uddannelse og sin egen kultur i forhold til en anden nært beslægtet kultur. For selvom vi danskere og nordmænd på mange måder er det samme folk, er der forskelle der kan være med til at forklare mere om hvorfor vi er som vi er. Jeg havde en idé om at Nordmænd var født kreative og derfor sagtens kunne arbejde kreativt inden for løse rammer – der blev jeg klogere, det er der rigtig mange der ikke har nemt ved, de var i mit tilfælde sværere at få til at “lege med” end jeg før har oplevet i Danmark. Men trods det virker de kreative af sind, på en eller anden måde, og samtidig har de en utrolig stor respekt for og til tider hæmmende trang til faste rammer og form. Det kom mig for øre at de lærebøger man ofte bruger på seminariet i Norge er Danske. Det undrer mig faktisk lidt i forhold til “resultatet af systemet” som man kan se på børnene. Som underviser ser jeg næsten et større potentiale i Norske børn, specielt i forhold til den måde jeg underviser (med lettere modifikationer), måske fordi de simpelthen virker til at følge mere med og have mere respekt for deres omgivelser end danske børn virker til at have. Denne respekt virker også til at være en interesse i at lære, det er svært at generalisere sådan noget, men det er min klare opfattelse at det er tilfældet. Det er svært for mig at sige om det resultat jeg fik med gruppen på Toneheim, ville afvige sig fra en gruppe på samme niveau i Danmark, for det tror jeg egentlig ikke rigtigt det ville. Det kan nok bedst sammenlignes med det weekend kursus jeg havde på MGK træf sidste år, men de forskellige omgivelserne gør det umuligt at sammenligne (stævne med fremmede kontra højskole med bekendte). Det virker altså til at der er kortere fra man begynder undervisningen, til der eksisterer et konstruktiv læringsrum. Musikalsk kan jeg kun være misundelige på Nordmændendes stadige brug af deres egen folkemusik – noget man desværre må kigge meget længe efter i Danmark, noget der i Norge i mine øjne helt sikkert har påvirket deres “tone” – og noget man simpelthen kan høre når man improvisere med dem. Dette var også noget jeg lagde vægt på i ansøgningen, og det er mit indtryk at det har stor betydning for deres kultur.

En ting er sikkert: jeg vender tilbage til Norge, og gerne om ikke så længe!

En stor tak til alle der støttede, tog sig tid til eller hjalp mig på min tur: Bodil, Ann-Camilla, Christina, Elisabeth, Tore, Christian, David, Heidi og alle jer andre Og til sidst kons og Obelske for det økonomiske fundament som var grunden til det overhovedet var muligt at komme afsted.

Så vil jeg gerne lige undskylde at jeg ikke har fået sendt nogle postkort Det skal jeg simpelthen være bedre til, undskyld. Til gengæld tog jeg et billede af damen som jeg nød godt selskab af i suiten. Hun er eftersigende en gammel præstekone, der vidst er rent kendt som kogebogsforfatter i Norge. Jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet, men her er hun:

Som tidligere nævnt er der udsigt overalt i Norge, bare tog-turen til Hamar fra Oslo var virkelig en smuk tur – og det blev bestemt ikke grimmere af at det var ved solnedgang. Nok om udsigt og solnedgang, som jeg også skrev i sidste blog – skulle jeg jo være i Oslo i nogle dage, hvor jeg skulle opleve arbejdet i en norsk kirke og fredag stod den på jazz med nogle flinke drenge fra Musik Högskolen. Kirken i Norge, fylder mere i samfundet så vidt jeg kan fornemme – og det jeg sådan lige umiddelbart kan sammenligne det arbejde jeg oplevede med, ville i Danmark være Kfum og Kfuk. Den sidste dag i Bryn Kirke var jeg et smut med ude i en anden kirke, hvor de havde første gang af en lederuddannelse de er 4 kirker der samarbejder om. De nyeligt konfirmerede unge får muligheden for at få en slags leder uddannelse, hvor de så skal være med til at arrangere næste års konfirmantlejr. At der ville være ca. 70-80 deltagere fra 4 kirker havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig. Det er mange unge mennesker der på en god måder oplever at være rollemodeller og få ansvar. Jeg oplevede MAXIgospel og Ten Sing koret imens jeg var der, som også fik lov til at opleve lidt af mine lege, og så fik jeg set en meget kendt video om hvordan vi danskere ikke kan finde ud af at snakke med hinanden – inspirationen til Kamelåså Blues. Tak til Bryn Menighet og Elisabeth for at lukke mig indenfor.

Fredag skulle jeg være gæstevært til et jam med en bassist, Christian Meaas Svendsen, og et par af hans medstuderende fra Musikhøgskolen. Vi havde en lidt træt øver om dagen, og ellers drog vi bare ud til Copa Con Oro hvor jammen skulle være. Hvis du bor i nærheden af Lilleborg i Oslo, kan det godt anbefales at tage der forbi. Fremragende jam med masser af dejlige mennesker, så det kan også anbefales hvis man ikke ved man skal lave næste fredag aften i Oslo. Nummeret Frit Fald fik nyt liv med mine norske kompisser. Jeg vender forhåbenligt tilbage. En af de store forskelle jeg oplever på Danmark og Norge, det er jo svært at generalisere – men jeg prøver alligevel. Det var min oplevelse at fortolkningen af numre ikke var så reference bundet som jeg ofte oplever den til danske jams. Her var mulighed for at tage nummeret i en HELT anden retning end jeg lige kunne forestille mig ville ske – og det var en fornøjelse at opleve. Det var klart med til at gøre det en mere interessant musikalsk oplevelse end jam ellers plejer at være for mit vedkommende. Tak for det gutter og gutinder, specielt tak til Christian, Tore Flatfjord og David Sjølie for at lade den lille jyde være medvært.

Nu er jeg så i Hamar, og check lige det her sted: Hamardomen (billede 1 – billede 2) - der vil jeg gerne spille! Om ikke så længe står den på workshop for 16 sangere her på Toneheim Folkehøjskole, og i morgen + tirsdag har jeg fået mulighed for at opleve noget af undervisningen her på skolen. Så er der ligesom lagt i ovnen til en 3. del i denne saga om min Norges tur.

Jeg har lagt lidt billeder ud på Facebook, ellers er her lige et lille billede fra soveværelset mit:

Da jeg ankom i torsdags til Bergen, tilbragte jeg første dag med Bodil Lunde Rortveit, som blandt andet synger i den norske vokalgruppe Abes & Babes. Vi fik snakket en masse om musik og indstilling dertil, og så fik vi også lavet lidt musik undervejs. Om aftenen tog Bodil mig med hen til koncert på Hulen (et spillested lidt a la studenterhuset, som befinder sig inde i en klippe og er bygget om i 1968 efter at have været beskyttelsesrum) – her så vi Hanne Hukkelberg, norsk sangerinde og komponist. Jeg har oplevet bedre lyd vil jeg med det samme sige, men wow – den pigen hun blæste benene væk under den lille jyde i den bergenske hule. Og siden har jeg meget ofte sat hende på anlægget, igen og igen. Det var en anbefaling hvis man skulle være i tvivl, hun skriver godt – men hendes skæve og meget musikalske måde at arrangere på giver musikken et ekstra lag.

Det var så hvad jeg har lavet ind til videre, mere eller mindre – jeg har også være på den obligatoriske “Rundt og se byen” tur, boet på et meget hyggeligt hotel – som jeg fandt mig meget godt tilpas på (på nær fredag eftermiddag da der var en eller anden øver i et lokale over caféen – det var disco, og det var højt).

I morgen skal jeg i skole og opleve musikundervisning i den Norske grundskole, og senere forskellige kor alt sammen med Ann-Camilla, som er så venlig at lade mig opleve lidt af hendes hverdag med musik i Norge. Det vil jeg glæde mig meget til. Onsdag drager jeg til Oslo hvor jeg onsdag og torsdag skal opleve kirken, og lære mere om dens plads i den norske kultur – fredag skal jeg være gæst til åbning af en jam med en bekendt jeg mødte sidst jeg var i Oslo og lørdag drager jeg videre til Toneheim Folkhøjskole hvor jeg skal bo nogle dage, og lave musik/workshop med nogle af deres sangere. Men det skriver jeg meget mere om når jeg er kommet lidt tættere på.

I sidste ende skulle jeg gerne være meget klogere på dansk og norsk musikkultur, jeg har i længere tid været fascineret af Norge og dens musik – og det virkeligt fedt at komme tæt på og møde de mennesker der begår sig i musikken. Mere om det når jeg er færdig med mine “studier”.

Ha’ det bra’ (hvilket jeg ikke helt ved om er Norsk eller Svensk, jeg har nemlig en tendens til at snakke svensk når jeg lige syntes jeg skal kaste mig ud i at være norsk… Så kan jeg lære det!) Og hvad sker der lige for at der er god udsigt OVERALT heroppe – det er simpelthen ikke mindre end snyd. Men man kan da godt savne heden til tider, få tider.

Kurset var et meget komprimeret kursus, hvor vi skulle nå en stor del af Artlabs katalog i løbet meget kort tid. Vi havde i alt 5 oplægsholdere, hvor de to var fællesoplæg for alle deltagere, og 3 hvor vi var delt op i små grupper for at komme rundt og have en mere intim undervisningsform. Der var meget fokus på motivation og kontakten til virksomheder, meget givtig på alle måder. Selvom jeg kunne frygte Otikon ikke ville være helt så meget med på idéen om en Trio Trio Trio impro-koncert for deres ansatte, var det fedt at prøve sine overtalelsesevner.

Det er en fornøjelse at møde andre ligesindede, entreprenør delen af musikbranchen er ikke synderlig stor for at sige stort set fraværende i konservatorie-undervisningen – derfor er der desværre også langt imellem dem der virkelig brænder for at booke koncerter og events. Jeg er helt sikker på at de taskforce deltagere der var med på kurset, er meget motiveret til at gå hjem og banke en super fed Musikkens Dag op for deres konservatorier, nu ved vi i hvert fald hvad der ligger til grund for at kunne motivere sig selv.

Lige nu befinder jeg mig på Egå Ungdoms Højskole, vi øver op til den kommende DKL Turné (facebook event) – imorgen drager vi afsted. Det bliver en vild koncert et klassisk rytmisk mash-up uden lige. Læs mere på www.dklnet.dk

Turné plan:

// Mandag d. 19. januar
11.00 – Det Jyske Musikkonservatorium, Århus
15.00 – Nordjysk Musikkonservatorium, Aalborg

// Tirsdag d. 20. januar
12.00 – Vestjysk Musikkonservatorium, Esbjerg
16.30 – Det Fynste Musikkonservatorium, Odense
20.00 – Grundtvigs Højskole, København*

// Onsdag d. 21. januar
16.00 – Club Concious – Rymisk Musikkonservatorium

*Koncerten er offentlig, der tages entré

Det har været en stor fornøjelse at møde de 14 piger og den ene dreng. Det er fedt at arbejde med så dygtige sangere, specielt når man arbejder med cirkelsongs. Vejen fra idé/koncept til at man står og laver fedt musik er ikke særlig langt og man kan fokusere på det musikalske indhold i undervisningen med det samme. Workshoppen kom til at indeholde en del mere end bare cirklesongs, når man har 7 timer sammen kan man sagtens få plads til lidt ekstra sang snak. Fordelen ved kun at være sangere sammen, er at man har et fælles udgangspunkt, instrumentet er det samme, derfor vil snakken om opvarmning, øvning, bands, sangskrivning have en lang større række fællestræk end hvis man var 7 forskellige instrumenter. Det var en flok engageret deltagere, der ikke var bange for at stille spørgsmål, hvilket skaber nogle situationer man ikke har set komme – dette er jo bare en fornøjelse. Spørgsmål er altid godt, det skaber en bedre fornemmelse for om man er det sammested i undervisningen.

Igår efter vi havde brugt lidt tid på at udforske fri improviseret støj-cirkles, måtte jeg, glædeligt, snakken igennem om det gode og smukke ved fri improviseret musik der bryder rammerne og ikke holder sig inden for de referencer man kender. Netop det er en ting jeg har skulle lære mig selv, heldigvis har inspirationen været i nærmiljøet de sidste år, især i form af Christian Skjødt og Mikkel Ring (Moskus, Glöggerne, Knob a Siesta, Yuma Yuma mfl.).

Alle weekendens workshops blev afsluttet med små mini koncert rundt omkring til træffet. Og vi havde med mit hold fornøjelsen af at spille op inde i Ridehuset, hvor anlægget virkeligt kunne give os noget bas at arbejde med i forhold til de ellers udmærkede Mackie’r vi havde i danse-salen. Vores mini-koncert blev bygget op efter en model hvor hver gruppe havde ansvaret for at skabe deres egen stemme.  ved det første nummer kom grundstammen fra et vokal-beat og andet nummer blev det startet af en gruppe. Det var en fornøjelse at få prøvet vores arbejde af i koncert form, sangere kan godt klare sig selv, vi skal bare lige have lidt tid til at finde ud af det.

Tak til alle jer der deltog på holdet, vi ses en skønne dag!