Det er skønt bare at optage og lade sig følge med strømmen. Indspilning af musik kan blive så bundet og fast en aktivitet at det bliver helt uudholdeligt at være i som kreativ, denne nye måde at indspille på passer mig rigtig godt. Jeg forventer ikke noget af hverken sangene, mig selv eller dem jeg spiller med – men kommer der et flot resultat ud af det, er jeg overbevist om at jeg syntes verden skal høre resultatet.

Her er et hurtigt rå-mix af en af sangene, og efterfølgene nogle billeder fra indspilningen. Klik på linket for at læse mere om projektet Sange fra Langeland, eller følg min sangskriverkarriere på facebook.

Musik der kan bruges til noget

Efter mange år med en intens søgen efter de yderste kroge af den alternative musik, fik jeg noget af en aha-oplevelse da jeg igen begyndte at spille mine egne personlige sange, de sange der senere blev til debutpladen med Morten Mosgaards Orkester. I kølvandet på denne plade, er jeg begyndt at tænke over hvad man egentlig kan bruge musik til. Jeg har siden jeg begyndte på min første pædagogmedhjælper stilling på Brønsgård, skrevet sange til børn med det formål: at bruge dem til noget – man kan derfor sige at jeg efterhånden har en vis erfaring med at skrive musik der kan noget helt konkret. Mange vil måske mene at det at skabe kunst med et konkret formål aldrig kan blive på kunstens præmisser, kunsten skal have helt frie rammer for at kunne udtrykke sig til fulde, vil man måske hævde, men denne påstand er jeg ikke enig i. Som kreativ har jeg lært at idéer bedst opstår når jeg sætter spilleregler for de projekter jeg arbejder med, derfor vil jeg hævde at der er større chance for at lave nyskabende kunst når jeg skriver musik til gymnastikforeningens indmarch – end når jeg skriver en sang om markerne på Langeland, men som sådan kan det også være underordnet hvilke rammer man mener kunsten har bedst af. For mit vedkommende har kunsten bedst af regler og rammer jeg kan skabe indenfor, og det er her jeg for alvor kan udnytte det potentiale der er i at være skabende kunstner. Nemlig at jeg kan skabe kunst der kan bruges til noget.

En brugbar indmarch er noget særligt

En nyskreven sang til gymnastik indmarch er et godt eksempel på et stykke musik der kan bruges til noget. Formålet med projektet er helt konkret: At skrive en sang der på en ny og underholdende måde kan få alle gymnaster præsenteret og ind på gulvet, hvorefter fanerne kommer ind og resten af indmarchen er som den altid har været med nationalsang, åbningstale og tak for indsatsen til de mange frivillige i foreningen.

At skrive en indmarch er et fuldstændig fantastisk projekt. Tænk sig at have til at opgave at få 700-1000 gymnaster på gulvet i løbet af 10-15 minutter? Som gammel gymnast er det en drøm og opleve dette, samtidig med at det giver nogle helt specielle muligheder jeg aldrig ville have til mine egne koncerter. Synet af så mange mennesker er i sig selv noget helt særligt, og synet af at de kommer ind er derfor mindst lige så fantastisk. Sidste år var der fællessang med bevægelse for alle, og at se den hoppende mængde stå på midten af det store halgulv, er en effekt der løfter musikken et helt særligt sted hen. Oplevelsen af at ens musik kan fysisk bevæge så mange mennesker er unik, og derfor er indmarchen hvert år en stor ære at skulle udvikle og ikke mindst afvikle.

Cirkus Gymnastik

Årets tema var Cirkus, indmarchen fik derfor navnet Cirkus Gymnastik og hele strukturen på indmarchen tog form som en mini-cirkus-forestilling. Det er en enkelt idé, som er meget nem at visualisere. Bestyrelsen for gymnastikforeningen havde i år lavet en fælles brainstorm for hvordan man kunne lave indmarchen på en ny måde, cirkus var blandt disse idéer, og samtidig var det en idé som favnede mange af de andre idéer der var kommet på bordet. Det der var vores opgave som udviklere var derfor at konkretisere idéen, og fører den ud i livet. Rent musikalsk er Cirkus et meget begrænsende emne, da vi alle har nogle meget stærke referencer til hvordan cirkusmusik skal lyde. Vi har alle været i cirkus eller i det mindste set i fjernsynet, og polkarytmen er i hvert fald i mit hoved stærkt forbundet med det at gå i cirkus. For at bryde denne begrænsning fik jeg idéen til at skrive det man i “gamle dage” ville kalde et vers, nemlig en stærk melodi med en introducerende tekst der kunne fortælle lidt om hvad sangen vi nu skulle opleve handlede om. Denne versform har været meget brugt i de amerikanske jazzstandarder eller showtunes, og kan derfor nemt relateres til et cirkus-show. Samtidig har det den pædagogiske fordel, at en stemningsfyldt intro kan være med til at sætte stemningen i hallen inden hele seancen går igang, i takt med den velkendte polkarytme som trods alt har utrolig meget godt at byde på.

På den anden side

Det samme sker hver eneste år, vi har en meget festlig indmarch og går derfra med tusinde idéer til hvordan vi kan gøre det nyere, vildere og bedre det efterfølgende år. Det samme har selvfølgelig været tilfældet i år, og jeg håber på alle måder vi får lov til at lave endnu en spændende indmarch til næste år. Det er som skrevet tidligere en ære at bruge sin kreative kompetencer til at skabe musik der kan bruges til noget, og dette er bestemt en måde at gøre det på.

Læs og se mere om indmarchen hos Jævn

Da vi arrangerede Verden for Langeland på Ørstedspavillonen oplevede vi en god interesse for vores arrangement, ikke mindst på grund af den flotte indsats gjort af bestyrelsen i foreningen Ørstedspavillonen. Opmærksomheden var dog ikke nok til at aviserne gik ud over vores pressemeddelelse, men vi var så heldige at et TV2Fyn+ program ved navn “Vaders og Laksko” viste interesse for vores projekt og ville bruge det i deres udsendelse. Den forholdsvis gode opmærksomhed er et godt tegn, men faktisk er det mig uforståeligt at medierne på fyn ikke stod i kø for at fortælle den fantastiske historie, og jeg er overbevist om at det ikke er den eneste gode historie der ikke bliver udnyttet ordentligt af medierne.

Offer tid

Jeg har lært at tiden man bruger på at gøre sig selv til offer, ikke er konstruktiv brugt, jeg er enig – og jeg har brugt alt for meget tid i mit liv på at være skuffet og føle mig snydt. Det har jeg også brugt tid på her på Langeland, det er ikke konstruktivt overhovedet – men ikke destromindre vil jeg kort dvæle ved offer tanken, og se om jeg kan gøre det til et konstruktivt forsøg på en forandring. Jeg forstår til stadighed ikke at alle ikke havde lyst til at prioritere den gode historie om Musikefterskolens samarbejde med Ørstedspavillonen. Langeland mangler et kulturhus, lokale entusiaster tager ansvar, efterskole bruger deres musik og glæde derved til at støtte disse entusiaster og idéen om et kulturhus. Gratis dans/musik/sang i Ørstedspavillonens smukke gamle lokaler, samt muligheden for at  hjælpe til at vende en ellers negativ spiral for kultur på Langeland. Det er på alle måder en fremragende historie som kan være med til at løfte humøret på det folk – der alle ønsker at Langeland skal udvikle sig til at blive en sprudlende attraktiv ø. Hvis nu medierne brugte deres plads til at fortælle andre gode historier, var det ikke noget problem – men det er ikke tilfældet.

Udvikling kræver motivation

Et udkantsområde som Langeland har brug for entreprenører der kan sætte gang i maskineriet, det kan være både iværksættere eller frivillige entusiaster (som Ørsteds-folket). Som entreprenør af type har jeg oplevelsen af at motivation er en vigtig medspiller når man skal bestemme om indsatsen er tiden værd. Denne motivation kommer hvis man ser at de projekter man laver gør en forskel, foreningen får nye medlemmer, børnene får gode oplevelser, produktet sælger og meget mere – men hvem har ansvaret for at fortælle disse historier?

Hvis jeg kigger mig omkring på Langeland er der nogle lokale nyhedskilder som har en unik mulighed for at sprede gode motiverende historier. Historier der kan få entreprenørerne til at føle at deres indsats er nødvendig for Langelands udvikling. Det er bare ikke et ansvar medierne virker til at føle.

Hvad skal jeg med vold

Jeg vil fremhæve et eksempel som jeg ser som ret generel for de fynske medier: Forleden valgte jeg at frasige mig nyheder fra TV2Fyn på Twitter, jeg var blevet træt af alle de mange dårlige nyheder om nedskæringer, ulykker og vold – jeg husker kun at have læst én god historie imens jeg har fulgt deres feed i en måned. I stedet kommer nyheder om trafikulykker, folk der bliver stukket ned, tyveri og meget mere – og hvor er motivationen i det? Jeg har ikke brug for at høre om alle de triste ting der sker rundt omkring mig, det er ting der er med til at give mig et indtryk af at jeg bor i et dårligt fungere tilmed demotiverende område – hvor det alligevel ikke ville gøre nogen forskel hvis jeg engagerede mig i samfundet, da folk alligevel ville blive slået ned eller kørt over af en damptrumle. Lige præcist dette syntes jeg er et KÆMPE problem! Hvordan kan det overhovedet være i nogens interesse i at blive fodret med negative nyheder? Vil vi bekræftes i vores værste anelser om det samfund vi bor i? Vil vi virkelig helst have tegnet vores billede af Langeland som et sted der er fyldt med vold og ulykker – fremfor håb og inspirerende indsatser?

Aftenens første udsendelse i TV2Fyn er et rigtig godt eksempel på en historie der nok næppe motiverer: Fynsk turisme truet af alger – hvor er modet, håbet og den konstruktive tilgang? Det skal dog siges at der også fortælles gode historier engang imellem.

Tænk hvis man ku’

Tænk engang hvis hver gang jeg åbnede min lokale avis eller så lokal-tv, ville der være gode positive historier om udvikling der gavner det område jer bor i? Tænk hvis jeg hele tiden blev bekræftet i at den ø jeg har valgt at bosætte mig på, er et godt sted at bo, at mine medmennesker er skønne, alt mulighederne er store, at kulturen er spirende og så videre. Jeg ville på intet tidspunkt overveje at flytte væk. Men så længe nyhederne fortæller mig om alle områdets ulykker, skal jeg hver dag konfronteres med om det var et dårligt valg at flytte til Langeland.

Kære presse på fyn og øerne, jeg beder jer, vær kreativ. Hvad kan i gøre for at vores alles hjem kan blive et bedre sted? I har værktøjerne og mulighederne for at fortælle de gode historier, i kan gøre en forskel, i kan motivere entreprenører til at gøre en indsats – den indsats der kan være med til at gøre vores samfund til noget helt særligt. Ved i ikke hvor i skal starte, kender jeg nogle interessante Langelænder der kunne give jeg et præg. Hold jer ikke tilbage! Jeg har set i kan fortælle gode historier, så lad det gerne blive til mere.

Er dette sandheden

Jeg er typen der altid søger efter “sandheden”, og fra hvor jeg står nu, ser jeg arrangementet på Ørstedspavillonen som min nuværende sandhed. Efter jeg flyttede til Langeland, er jeg for alvor begyndt at fokusere på hvordan kultur kan være med til at udvikle det yderområde jeg selv er en del af. At det blev muligt at kunne prøve mine idéer af på et arrangement på efterskolen har været et sandt privilegium, da det giver en historie og en maskine bag projektet som kan gøre mulighederne nogle helt andre end hvis jeg stod alene med det. Det er lige præcist dette jeg har opdaget med dette arrangement; som ene mand er det svært at skabe kultur der kan ændre yderområder hvis man kun har sig selv at komme med, men har man til gengæld en hel efterskole fyldt med musikglade elever, ja så har man en helt anden slagkraft. Det bliver derfor mere og mere tydeligt for mig hvor stort et potentiale enhver skole må have for at kunne være en konstruktiv medspiller i udviklingen af udkantsdanmark. Hvilket jo må siges at være et potentiale der er truet på grund af de mange skolelukninger, besparelser og jeg skal komme efter dig.

Strukturen

Arrangementet i ØP var på alle måder et godt eksempel på hvordan en efterskole på forholdsvis enkel facon kan hjælpe lokalområdet og derved sig selv. Der er ikke nogen hemmelighed gemt bag at lave sådan et arrangement, jeg tror på at alle skoler der har en eller anden form for optræden at komme med, har mange potentielle samarbejdspartnere i deres nærområde hvis de kigger sig omkring. For vores vedkommende var denne samarbejdspartneren den nye forening Ørstedspavillonen, og grunde er der rigeligt af, men de to første som jeg ser det er A) Foreningen søger at løse det problem at Langeland mangler et kulturelt samlingspunkt og B) Efterskolen mangler et hus på Langeland hvor vi kan lave arrangementer ude af huset, med andre ord, vores interesse er den samme.

Hvad der er vores begges fordel er at Rudkøbing besidder en bygning som Ørstedspavillonen, en smuk og solid bygning der rummer en lang historie, og som samtidig rummer minder for langt de fleste Langelændere på den ene eller anden måde. Det er i mine øjne utroligt spændende som samtidig er med til at give projektet ØP endnu et perspektiv.

Efter arrangementet

Arrangementet er nu vel overstået, og der har været stor ros til alle involverede i projektet. Det har været en stor oplevelse at være en del af, og det har endnu engang vist sig at det er umuligt at forudsige alt. Jeg håber bestemt vi kan finde endnu en måde at samarbejde med bestyrelsen i ØP foreningen, de gør en beundringsværdig indsats og jeg vil opfordre jer alle til at melde jer ind i foreningen og vise jeres støtte til deres projekt. Læs mere på www.oerstedspavillonen.dk.

Vi har taget nogle billeder ved arrangementet af de seje elever som jeg lige vil dele med jer

Jeg fik den glade nyhed i artiklen “Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur” i Kristeligt Dagblad, og der er et eller andet i mig der reagerer på det ellers så flotte udspil, jeg vil derfor her komme med et par kommentarer til projektet.

Ser man på musikundervisningen og vores musikkultur i Danmark, har vi en lang historie for at synge. Personligt tror jeg bare ikke det er på sangområdet alene vi får mest ud af at sætte ind. Musik er ikke kun at synge, og skal vi have det optimale ud af musikundervisningen i folkeskolen for ikke at tale om stemmesundheden blandt eleverne – bliver vi nød til at kigge på sang, spil og bevægelse på én og samme tid. Stemmen er en del af vores krop, og de muskler vi skal bruge for at synge har ikke deres eget liv i denne krop. Derfor bliver vi nød til at arbejde med hele kroppen når vi vil frigøre stemmen, men hvor er kroppen i “Find din stemme”?

Hvor er kroppen i projektet?

Jeg har læst rundt omkring på nettet for at finde information om indholdet af det kursus der vil blive tilbudt, foruden at finde at finde en mere uddybende beskrivelse af tankerne bag. Jeg kan meget vel have lavet en forkert antagelse af projektets indhold, men som jeg læser de oplæg der er skrevet står der intet sted at kroppen er en vigtig del af vores sangstemme, hvilket for mig er uforståeligt. Det giver i mine øjne et forældet syn på stemmen som instrument, kroppen er det instrument.

Bliver man kreativ af at synge?

Der står ikke umiddelbart noget i projektet om kreativitet, det er et klogt træk, da fællessang i sig selv i er noget der fordrer kreativiteten. Men at kreativiteten ikke virker til at have en plads i projektet, kan jeg kun beklage. Musikundervisningen har det generelt svært i folkeskolen, og skal vi have mere fokus på musik – må vi finde de områder hvor lige præcist musik kan udvikle kompetencer der er nødvendige for elevernes fremtidige valg af studieretning og senere arbejdsliv. Det ville være omsonst at diskutere om kreativitet er nødvendig i fremtiden, som videns og udviklingssamfund er vi nød til at være dem der får idéerne, og de idéer kommer ikke med et udelukkende teoritisk og bogligt overskud.

Som jeg læser det, finder projektet hoveddelen af sit musikalske indhold i den danske sangskat. Den skal selvfølgelig bevares, men man er også nød til at se på hvad eleverne, og lærerene for den sags skyld, får mest ud af at arbejde med, det kan meget vel være sangskatten, men improvisationen gemmer utroligt mange muligheder man ikke finder i sangskatten som er mindst lige så relevante for de unge stemmer, foruden at styrke kreativiteten.

Får vi mest for pengene?

Faktisk er jeg ikke så meget for at skulle udtrykke min bekymring om andres projekter, mest fordi at det i det store hele er skønt med nye tiltag og at fokusere på manglerne ikke gavner projektet overhovedet. Jeg syntes dog alligevel det er meget vigtigt at give udtryk for at en sangindsats, ikke er det område jeg tror man får mest ud af investeringen. Selvfølgelig syntes jeg også at vi danskere har brug for at blive mere bekendt med vores sangstemme, men vi har i den grad også brug for at få frigjort vores stive kroppe. Én ting er at et bedre forhold til vores kroppe vil skabe bedre energi og mere overskud, den anden del er at vi i folkeskolen har med meget forskellige hjerner at gøre. Her henviser jeg hovedsageligt til forskellen på drenge og piger i de første klasser. Drengene har brug for bevægelse, de har brug for at få brugt noget energi og få sat musklerne i spil – det kræver bevægelse, ikke bare sang.

Musikpædagogiske retninger

Kender man mit arbejde, vil man vide at mine idéer omkring musikpædagogik har sine rødder dybt i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. I den musikpædagogiske retning har kroppen og improvisationen en central plads. Der er ingen tvivl om at projekter der udelukkende går i den retning jeg foretrækker, ikke vil være optimale – men det samme gælder projekter der går i den modsatte retning, de projekter hvis musikpædagogik har sit grundlag i det klassiske konservatories musikpædagogik.

Der er ingen tvivl om at Den Jyske Sangskole har nogle store kompetencer på området når det kommer til stemmer, og tiltaget med børneopera lyder på toppen! Men at der ikke er lavet et samarbejde med instruktører der kan sørge for at få kroppen og improvisationen sat på skoleskemaet for folkeskolens musiklærere, ser jeg som et STORT minus ved “Find din stemme”. Fortryder de deres vinkel, vil jeg anbefale dem at ringe til RMB linjen på Det Jyske Musikkonservatorium og få et lille indspark der kan sætte projektet lidt i perspektiv.

Læs mere om Find din stemme og se et TV Midt/Vest indslag om projektet

(Bemærk hvor eleverne sidder når de synger, jeg ville DØ hvis jeg skulle sidde og synge bag et bord på den måde. Stakkels unger, jeg kan godt forstå de mister pusten.)

Som selvstændig iværksættermusikant glemmer man nemt at der er noget der hedder skole, og var det ikke fordi jeg studerede på deltid havde dette da heller ikke været en mulighed. Men et tidspunkt man ikke kan holde skolen på deltid er eksamensperioden, der er det all-in. Derfor har de sidste måneder for mig stået på opgaveskrivning og eksamensforberedelse og hvad der ellers hører sig til på konservatoriet. Det er ikke fordi der f.eks. er mange sider der skal læses til klavereksamen, men der er 25 numre der skal kunne spilles.

Undervisning med fokus på musikopfattelse:

Et af de projekter jeg har brugt meget tid og energi på i skoleregi dette år, har været mit kombineret praktikhold i Sang, spil og bevægelsesledelse og bachelor projekt. Praktikholdet har i alt sin “enkelthed” gået ud på at undervise pædagoger i musik med udgangspunkt i min opfattelse af musik fremfor mine praktiske færdigheder. Derfor har mit mål være at ændre deres opfattelse af musik, fremfor at give dem masser af rytmer og materiale. Jeg er af den opfattelse at det er mere konstruktivt at vende strukturen om på undervisningen, springer over alle de håndværksmæssige øvelser og går lige til musikken. Altså er jeg overbevist om at man først skal give folk opfattelsen af og troen på de kan spille musik (hvilket alle kan) for derigennem at motivere dem til at udvikle sig musikalsk med glæden ved at skabe musik som en fast motivation.

Det har været et super spændende projekt. Jeg har undervist 9 top motiverede og modige pædagoger fra 5 forskellige børnehaver. De har alle været med til at gøre dette projekt til noget helt specielt for mig – tusind tak for det. Mit fokus er kommet som en naturlig videre udvikling af mit arbejde med at lære og forstå hvad jeg selv står for, med udgangspunkt i min store fascination for de gamle kulturradikale musikpædagogiske dyder. Det kan godt være at tanker startede tilbage i 20′erne, men de er top aktuelle den dag idag – og det føler jeg mig overbevist om at jeg har været med til at bevise med mit bachelor projekt, som jeg senere vil fortælle meget mere om her på blokken.

Jeg har undervejs nydt utrolig godt at de gode snakke jeg har haft med min vejleder Torben Jensen, en person jeg altid har og stadig yder en stor respekt for – tak for det Torben. Derudover har jeg været en tur ude ved en af mine musikpædagogiske helte, nemlig Leif Falk til en snak om hele undervisningsforløbet, indholdet og så videre. Leif har som den eneste jeg kender haft fornøjelse af både at blive undervist af Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidt, og har med udgangspunkt i denne undervisning udviklet hans egen måde at tilgå undervisning af børn og voksne, som han blandt andet udviklede på Århus Friskole og Rytmisk Center i Silkeborg.

Det glade hold:

Eksamen med praktikholdet gik bedre end jeg turde håbe, og det var da også en glad flok der bagefter fik taget gruppefoto inden vi fejrede afslutningen af forløbet med en velfortjent middag på Den Fede Ælling:

Hvorfor kulturradikal?

Det kan måske virke mærkeligt at jeg har kastet min kærlighed på denne gamle musikpædagogiske retning, men jeg bliver gang på gang chokeret over hvor enig jeg er med mine forgængere, og hvor meget min egen udvikling og egne oplevelser passer overens med det de dengang oplevede. Dette er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Jeg har igennem mine studier blevet konfronteret med “hvad var modstandernes holdning” og “hvad siger andre retninger” – jeg har undersøgt dette meget lidt og har igennem dette fundet ud af at jeg lige nu, i den udvikling jeg er i, er så rigeligt tilfreds med den inspiration jeg finder i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. Men jeg hører da gerne om andre hvis der er nogle der melder sig i kampen, men opsøge det selv har ingen interesse for mig.

Hvad gør de på seminariet?

Ja, her må jeg være et halvt svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Det jeg har hørt tidligere, har ikke umiddelbart mindet om de tanker jeg har om undervisning af pædagoger. Da jeg så mægtigt gerne vil vide det, satte jeg mig for at studere UCNs hjemmeside, for at se hvad de studerende skulle igennem i deres musikundervisning. Det førte mig til bekendtgørelse nummer 220 fra 2007 ved navn “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog“, her er det meget udførlig forklaret hvad det er de studerende skal lære, eller udførligt er måske så meget sagt for jeg tror man skal være uddannet inden for området for at forstå den overvældende brug af “æstetik” og “æstetiske processer”. Jeg har ladet mig forklare at disse æstetiske processer godt kunne minde lidt om min tilgang, men jeg har stadig ikke rigtig forstået udtrykket – og må derfor melde at jeg endnu ikke ved hvad det er de laver på det seminarium. Dog står der i studieordningen for pædagoguddannelsen på UCN følgende under beskrivelse af liniefaget “Udtryk, musik og drama” (s. 26):

På Professionshøjskolen University College Nordjylland udmøntes disse bestemmelser således, at der inden for disse rammer og i forlængelse af de prioriteringer, der er beskrevet i denne studieordnings indledning, lægges særlig vægt på følgende aspekter af faget:

• Udvikling af den studerendes håndværksmæssige færdigheder og personlige udtryk.

• Udvikling af den studerendes evne til at omsætte faglig viden og færdigheder til en pædagogisk praksis.

Med “bestemmelser” henvises der til de bestemmelser som fremgår af Bilag 5 i førnævnte bekendtgørelse, altså den meget fagterms-befængte beskrivelse af uddannelsens indhold – det indhold jeg ikke kan afvise måske ligger i tråd med min tilgang til at undervise pædagoger. Når jeg så læser at UCN vil lægge særlig vægt på udviklingen af de studerendes “håndværksmæssige færdigheder”, ja så mister jeg lidt troen på at vi skulle være på samme side – for det kunne jeg aldrig finde på at lægge særlig vægt på hvis jeg underviste pædagoger. Grund: der er simpelthen for langt hen til musikken ad den rute.

Afslutningsvis vil jeg sige, jeg har hørt fra min gode kollega Maiken Ingvordsen (der lige er kommet med en ny cd for hendes samarbejde med Johannes Møllehave!), at alle ens projekter skal være et eventyr – det kan jeg i den grad tilslutte, specielt dette projekt, og sikken et eventyr!

Tak til alle jer der har støttet mig på vejen (i ved hvem i er), i gør en verden til forskel!

Den ambitiøse bachelor

Det er nye tider, vi fusionere, og der skal snart kvalitetsgodkendes samtlige uddannelser på de danske musikkonservatorier. Det har ført til at vi nu er igang med at finde ud af hvordan vores fremtidige uddannelse skal se ud, og der er kommet nogle forslag – som jeg har fået lyst til at kommentere på (dette indlæg drejer sig som udgangspunkt om de rytmiske uddannelser). Jeg er bevidst om dette indlæg måske ikke er synderligt konstruktivt på nuværende tidspunkt, men på den anden side sker der jo ikke hvis vi ikke selv tager affære.

Èn af de ting som jeg vil vægte meget højt i mit fremtidige musiske virke, er åbenheden overfor forskellighed. Vi er alle forskellige mennesker, vi kommer på forskellige måder til at udfylde forskellige områder i kulturverdenen eller hvor vi nu end slår os tilfreds med et arbejde, og jeg må indrømme jeg syntes den nye kandidat er et skridt i den rigtige retning. Bachelorforslaget derimod er en helt anden sag, og nok nærmere et skridt i den forkerte retning set med mine briller. Jeg vil på forhånd sige at dette indlæge ikke er myntet på nogen bestemte personer på dette sted, jeg har en stor respekt for alle personer og jeres indsats for stedet, jeg vil blot for en gangs skyld opfordre til at vi tænker ud af boksen – bryder nogle af rammerne, tænker stort, tænker nyt, tænker udfordrende for vores uddannelse. Vi går på den højeste uddannelse for rytmisk musik i Danmark, og det stiller i mine øjne krav om at vi tør drømme hvis vi vil innovere vores uddannelse – hvilket jeg ikke syntes det nye bachelorforslag gør.

Jeg vil derfor gerne tillade mig at drømme højt:

Hvis jeg skal glemme alt om hvilke timer jeg har, glemme alt om regler og rammer sat af ministeriet og os selv, glemme alt om studieordning, akkreditering, timefagfordeling, fastansatte, timelærere, geografisk placering, omgivelsernes behov, mine begrænsede forestillinger om hvad der er nødvendigt at kunne når man kommer ud og så videre. Ja så ville jeg ønske at konservatoriet var det sted hvor der var plads til en mangfoldig flok af kreative komponister, musikere, musikundervisere osv. Jeg ville ønske at lige meget hvilket stort musisk talent man lå inde med, så var det relevant at gå på Danmarks højeste uddannelse for rytmisk musik, sådan ser jeg det ikke nu. Jeg ville ønske at selvom man ikke mestrede alle de fag der nu engang kræves man kan til optagelsesprøven, var der plads til en på konservatoriet, en plads hvor manglen af talent i det fag der nu end mentes at være så pisse hamrende vigtigt at det skal være et adgangskrav, ikke skulle komme i vejen for den enkeltes personlige og musiske udvikling. Jeg ville ønske at konservatoriet uddannede en bred palette af forskellige musiske talenter, med hver deres forcer og svagheder. En pallette der kunne demonstrere at alt hvad vi har troet om musik i jeg ved ikke hvor mange hundrede år, har været en så stor begrænsning for musikken og kunstens udvikling, at vi i sidste ende burde skamme os. Vi burde skamme os for at sige “Hvis man ikke kan dette fag, ja så kan man ikke spille eller undervise”.

Kort sagt:

Jeg drømmer om den dag der er plads til alle musiske talenter på konservatoriet, og hvor det enkelte musiske talent kan få den uddannelse der nu engang passer bedst. Hvis vi ikke snart begynder at tage nogle chancer, og jeg mener seriøst tage chancer, taber nogen på gulvet bare for at samle dem op igen og se hvad vi gjorde fejl – ja så kommer vi ikke synderligt meget videre inden for de næste mange år (og hvis vi ikke taber nogen i processen er det også ok).

Lad mig blive konkret:

Selvom jeg drømmer udenom hvad der måske er praktisk muligt, vil jeg gerne komme med nogle forslag til hvordan vi kan åbne for denne mulige mangfoldighed.

Vi har ALT for mange fag på bacheloren, jeg kan simpelthen ikke forstå det er så pisse hamrende nødvendigt at ligge alle de fag fast. Og jeg syntes at holde fast i så mange forskellige fag, i en form der ikke rigtig virker ny – lyder som gammelvin på nye flasker. Vi skal være modige, vi skal tænke nyt – er det virkeligt så pine død nødvendigt at have så mange fag, er det virkeligt så pine død nødvendigt at komme uforberedt til en bred vifte af timerne, fordi man har svært ved at prioritere at studere disse fag? Hvis de er så pisse hamrende nødvendige alle de bifag, jamen så hjælp da os, de studerende, med at blive motiveret til at få det optimale ud af den undervisning.

Jeg foreslår man fjerner ALLE fag fra første år (vi tænker stort her), går i skole fra 9-16 og tager én dag af gangen. Opgaven skal være at de studerende skal blive bevidst om hvordan de skaber deres egen fremtid. Det kan man gøre på uendeligt mange måder, man kan spille sig frem til det, snakke om det, tage på udflugter for at finde løsningen, lytte til foredrag, læse bøger, artikler, lave arrangementer, spille klaver, øve skalaer osv… Men vi bliver nød til at skabe plads til at finde ud af hvem de nye studerende er, hvor kommer de fra, hvilken fremtid tror de at de går i? Hvilken retning er de i realiteten på vej i (uden at styre dem i den retning vi lige NU syntes passer bedst til arbejdsmarkedet, for det er et andet arbejdsmarked de skal ud til om 3-6 år). Samtidig skal de lære at være glad for musik, være glad for den gave det er at spille musik, de skal spille sammen, glæde hinanden, være seriøse sammen, udforske hvad musik er og hvad musik kan – og udforske hvad de selv kan med musik, for det er ikke ens for alle. De skal lære at sætte pris på hinandens kvaliteter, for de er MEGET forskellige, nogen spiller vildt godt, nogen læser godt, nogen skriver godt, nogen digter godt, nogen komponerer godt, nogen inspirerer godt og så videre. Og på samme måde er der nogen der læser af helvede til, kommunikere som en skovl osv… Men vi har alle sammen noget at byde på, lige meget hvad end vores dårlige sider måtte være.

Oven på alt dette kommer det jeg føler er det vigtigste, nemlig at formidle hvad vi laver. Kunne snakke om det, spille om det, fortælle om det, sende et brev der forklarer hvad der sker, der er tusinde måder at sige tingene på – men hvis vi i fremtiden skal have noget arbejde, må vi blive bedre til at formidle hvad det er vi går og laver. Forestil jer sådan et første år der bare virker til at være være totalt kaos, hat og briller og gang i den – og forestil jer så studerende der faktisk kan udtrykke hvad det er der sker, hvad de laver – WOW! Jeg ville selv blive blæst væk hvis dette var tilfældet. Der skal dog være det forbehold, at de personer der ikke selv kan finde ud af at formidle – skal hjælpes. Kan man ikke selv formidle det, kan det være man kan finde andre der kan formidle hvad det er man laver.

Når dette første år er ovre, så skal der fuld fart på – hvis man gør det rigtigt, spår jeg man står med et fuldt hold der er klar til at give den HELE armen de sidste to år af deres bachelor. Det er pisse smart, for det betyder at de ønsker at tage ansvar for deres egen læring, og så skal der stilles krav! De skal lære meget på kort tid, men det kan sagtens lade sig gøre hvis man er motiveret. Hvad vi skal lære er relativt alt efter hvilken type man er, og hvad man har talent for. Nogen syntes godt om den model der er nu, andre skal have en anden model hvor de har meget mere praktisk arbejde og nærmest ingen teori før de selv viser interesse for det. Desuden har jeg den holdning at der ingen grund er til at undervise i fag folk kan lære sig selv hvis de er motiveret til det. Så kan vi tilmed spare lidt penge.

Fordelen ved denne model er at man får lukket op for muligheder der ikke før har eksisteret inden for konservatoriets vægge. Vi tænker ud af boksen, vi giver plads til at alle typer kan komme ind – på trods af deres svagheder. Hvad der kommer ud i den anden ende er svært at sige, måske ville alt dette arbejde bare skabe lige nøjagtigt den samme talentmasse vi skaber idag. Måske havde de faktisk ret da de grundlagde konservatorieuddannelsen for mange mange år siden, måske er alle mine tanker om mangfoldighed slet ikke nødvendige. Det er svært at sige, men tager vi ikke snart nogle chancer og prøver et eller andet modigt af – finder vi aldrig ud af det.

Mere konkret:

Lad mig lige kort konkretisere mit forslag til en ny opbygning af bacheloren (indsæt ects point efter behov).

1. år:

Projektbaseret fællesundervisning (indhold jf. ovenstående afsnit)

2. år:

Timer der er relevant for den enkeltes kompetencer og fremtid (eventuelt med udgangspunkt i den nuværende model hvis vi ikke kan finde på noget bedre.)

3. år:

Timer der er relevante og en til to store eksaminer der samler det hele til et fælles udtryk for den studerendes kompetencer og talenter.

Derefter giver de den bare fuld gas med en super snæver kandidat, og målretter sig lige netop den del af arbejdsmarkedet de satser på.

Afslutning:

Det var så min drømmeuddannelse, var det sådan uddannelsen var ville jeg hellere end gerne gå i skole fra 9-16, lave spændende fællesprojekter og arbejde min røv i laser for at blive færdig, for jeg vil være en del af noget hvor jeg ved at det jeg er god til, er en del af det vi alle har brug for, for at det vi opnår sammen kan lykkedes.

Jeg opfordrer hermed til at vi drømmer videre, tør tænke stort, ud af boksen og glemmer hvilke forhindringer vi end måtte stå overfor – bare for en stund…

Ønsker man ord fra en kreativitets ekspert om at revolutionere uddannelsesverden, kan jeg anbefale følgende klip med Sir Ken Robinson: Bring on the learning revolution

Artiklen er næsten i hus, den mangler lige en kommentar fra en studerende – og øvelsen består så i at holde fast i den holdning jeg havde for bare 2 måneder siden, og stå ved at det var sådan jeg tænkte på lige præcist det tidspunkt. Ellers bliver jeg aldrig færdig med den artikel. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Astrid Gøssel, damen der aldrig selv fik formuleret hvad det var hun stod for, af den grund at hun jo hele tiden udviklede sig – det var umuligt at fortælle hvad hun mente når hele tiden fik nye input. Det kan jeg i høj grad relatere til.

Hvis jeg skal prøve at komme med et bud på hvad der sker vil det være noget i den her stil:

Når man er en sådan person, der hele tiden relaterer det man ved og kan til den verden man begår sig i. Vil der hele tiden opstå nye perspektiver og ny viden vil finde frem. Det er kreativiteten der spiller ind i vores gøren og laden, og aldrig lader os holde fri. Vi er åbne, hele tiden nysgerrige efter ny viden – vi vil udvikle os, ikke stå stille, men blive klogere. Resultatet er at man hele tiden ændrer sine holdninger.

Jeg tror på mennesketyper, og jeg tror på at nogle få vil kunne relatere ovenstående direkte til deres eget liv – hvor mange andre, langt størstedelen, vil syntes at det slet ikke passer eller at der er mange mangler i forhold til hvordan de er som mennesker.

Det kunne da være rart at bytte ens kreative hjerne ud med en der kunne stå stille, bare lige om søndagen og i udvalgte ferier – men på den anden side, så tror jeg ikke vi kreative mennesker skal klage. Vi skal i stedet nyde godt af vores store iver for indlæring og udvikling der i den grad gør at vi kan se nye perspektiver der kan gavne os alle. Nogen skal så bare sørge for det bliver til noget.

Jeg har været meget heldig at møde nogle virkeligt interessante mennesker på min vej rundt i musikmiljøet, og jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over det før jeg læste bogen Beyond Talent som jeg før har blogget om. Networking kan virke om et utroligt underligt emne at tale om, mest fordi det jo handler om kontakt imellem mennesker – men afsnittet om networking i Beyond Talent satte virkeligt tingene i perspektiv for mig. Det har været mærkeligt at formidle disse tanker i denne blog, mest fordi at det kan komme til at virke påtaget eller anmasende når det bliver skrevet ned. Derfor er det vigtigt for mig at pointere jeg syntes der skal skabes en naturlig interesse for dialog fra begge parter. Det gælder ikke om kun at få noget ud af det selv.

I Beyond Talent står der:

“Networking, or “schmoozing”, simply means being neighborly, being open and being interested in meeting new people. It’s about exchanging information and ideas while getting to know people.” – Angela Myles Beeching, Beyond Talent (læs– køb)

Networking er ikke lige naturligt for alle mennesker, men jeg er overbevist om at det er noget der kan læres – også for os der ikke har lige let ved at fremstille os selv og vores arbejde. Jeg har været så heldig at have en naturlig interesse i at møde andre mennesker, jeg kan ikke mindes hvornår jeg først oplevede det – men de seneste år er det blevet en nærmest essentiel del af mit arbejdsliv. Egentlig er det professionelle afkast blot en ekstra bonus ved networking, for det er samtalerne i sig selv der for det meste betyder noget for mig.

Skab kontakten:

I et afsnit i Beyond Talent kan man få gode råd til hvordan man til receptioner kan skabe kontakt til andre mennesker. Der står blandt andet at gode steder at skabe kontakt kan være ved buffeten, entréen eller i små grupper. Man skal aldrig afbryde to personer der virker til at have gang i en samtale. Jeg har nu ikke taget de gode råd til mig, da jeg ikke ser networking som “noget der skal gøres” men som en naturlig del af hvem jeg er. Men tænker jeg mig om, er det måske ikke meget ved siden af den måde jeg selv har gjort.

For at komme i kontakt med de mennesker man gerne vil tale med er der mange måder at gribe det an på, men den simple forklaring er for mig at have en interesse for personen og dennes arbejde, som ofte fører til at jeg kontakter personen, præsenterer mig selv, for så at få indledt en samtale om et spørgsmål jeg måtte have. Det kan være en fordel at have et kendskab til personen, hvis der er noget bestemt man gerne vil have ud af samtalen.

(Det er virkelig mærkeligt at sætte ord på dette vil jeg lige tilføje)

Hvem kan man spørge:

Det er jo (for det meste) ikke forbudt at kontakte andre mennesker, derfor er der rig mulighed for at kontakte de mennesker man syntes kunne være interessante at snakke med. Det seneste år er jeg i stigende grad begyndt at kontakte mennesker jeg ikke nødvendigvis har mødt, eller kun mødt perifert – men som jeg virkeligt gerne vil møde personligt og tale med. Med disse personer har jeg i høj grad sørget for at give tydeligt udtryk for min interesse i dem og deres arbejde. De fleste jeg kender og møder, taler gerne om deres egne erfaringer og deres arbejde – man kan selvfølgelig ikke forvente at alle har tid til at sætte en time eller mere af til en kop kaffe, men hvis interessen og seriøsiteten er stor nok, er det min erfaring at de fleste gerne vil starte en dialog som måske ender med en kop kaffe. Personligt møde giver unægteligt en bedre forståelse for og kendskab til hinanden.

Venners venner:

Jeg har af enkelte omgange nydt godt af mine egne venner eller kontakter, der har kunnet præsentere mig for personer jeg gerne vil møde. En fælles ven der gerne vil formidle kontakten, kan ofte se en idé med at formidle denne kontakt – og bliver derfor en fremragende ambassadør.

Resultatet:

Det er svært at sige helt præcist hvad der kan komme ud af at netværke, men jeg vil umiddelbart sige at mit største udbytte er at få tilfredsstillet min lyst til at møde nye mennesker og lære om andre menneskers måde at gøre tingene på. Af og til fører der en fortsat dialog efter den første kontakt, og en enkelt gang imellem giver denne dialog et økonomisk afkast i form af en anbefaling eller et job.

Jeg vil sige det vigtigste for networking er nok netop at få udvidet sit netværk og igennem dialog få en større indsigt i sit arbejdsmarked. Jo flere perspektiver og kontakter vi kan få skrabet sammen, jo stærkere står vi som musikere i denne til tider utaknemmelige og uoverskuelige musikbranche.

Konklusion:

Jeg vil ikke sige networking er et must, men det kan gå hen og blive en kæmpe fordel at man bliver god til at skabe kontakt til nye mennesker. Det er disse mennesker der kan være med til at sørge for man er i en konstant udvikling, og som kan hjælpe en til at nå de mål man har sat sig for at nå. Husk at det ikke handler om at få præsenteret sine egne idéer, men om en gensidig udveksling, det er først rigtig interessant når der opstår en gensidig dialog.

Så er det ellers bare om at få det prøvet af i praksis, og for at give nogle eksempler på hvordan man kan gribe det an – har jeg valgt at skrive en blog om nogle af de personer jeg har mødt. Det kommer inden længe