RSS Feed

‘Børnemusik’ Category

  1. Smag for leg på Thurø

    oktober 12, 2010 by Morten Mosgaard

    Læs også Bag om: Smag for leg del 1

    Kære Blog-læsere

    Det er igen blevet tid til en lille update fra mit musiske univers. Jeg har i denne uge trukket sangskrivertøjet på og bosat mig midlertidigt på Thurø i et lille dejligt sommerhus ved vandet. Det er skønt, både med en pause fra den lidt travle hverdag jeg har haft mig i opstarten af efterskolen, men også at kunne fokusere på at være lidt alene og skrive musik.

    Udsigten jeg vågnede op til den første morgen

    Smag for leg

    Jeg kom med i projektet Smag for leg tilbage i foråret, da min efterskoleveninde Stine var ved at forberede projektet i en praktik ved DGI Østjylland. Stine og Ditte som står for projektet studerer Sundhed og ernæring (mener jeg) på Århus Universitet, og projektet Smag for leg er en kombination af deres erfaringer med gymnastiken og deres viden om sundhed og ernæring fra uddannelsen. Projektet går ud på at skabe 5 kasser til børnehaver, i hver kasse skal der være forskellige værktøjer så børnehaven kan komme til at tale, lege og synge om henholdsvis fibre, sukker, grøntsager, fisk og frugt. Mit job er at skrive nye sange og sanglege som kan komme med i værktøjskasserne til inspiration og brug i børnehaverne.

    Oversigt over opgaven

    Jeg er i fuld gang med at skrive remser, sange og lave lege til de forskellige kasser og det er et spændende arbejde. Jeg bruger meget tid på at sikre mig materialet bliver så enkelt at det let kan bruges i børnehaverne, samtidig med at der skal indspilles musik der skal være lytte/danse/legebar i sig selv. Det er noget af opgave, som dog ikke er umulig at løse.

    Jeg tweeter fra Thurø på @mosgaard hvis man vil lidt tættere på :)


  2. Eksamenstid: Undervisning med fokus på musikopfattelse

    juni 20, 2010 by Morten Mosgaard

    Opdatering: Eksamen er nu overstået, og det gik glimragende! Tusind tak til mine elskede praktiskholdspædagoger, venner og familie for opbakningen til mit til tider lidt overambitiøse projekt.

    Som selvstændig iværksættermusikant glemmer man nemt at der er noget der hedder skole, og var det ikke fordi jeg studerede på deltid havde dette da heller ikke været en mulighed. Men et tidspunkt man ikke kan holde skolen på deltid er eksamensperioden, der er det all-in. Derfor har de sidste måneder for mig stået på opgaveskrivning og eksamensforberedelse og hvad der ellers hører sig til på konservatoriet. Det er ikke fordi der f.eks. er mange sider der skal læses til klavereksamen, men der er 25 numre der skal kunne spilles.

    Undervisning med fokus på musikopfattelse:

    Et af de projekter jeg har brugt meget tid og energi på i skoleregi dette år, har været mit kombineret praktikhold i Sang, spil og bevægelsesledelse og bachelor projekt. Praktikholdet har i alt sin “enkelthed” gået ud på at undervise pædagoger i musik med udgangspunkt i min opfattelse af musik fremfor mine praktiske færdigheder. Derfor har mit mål være at ændre deres opfattelse af musik, fremfor at give dem masser af rytmer og materiale. Jeg er af den opfattelse at det er mere konstruktivt at vende strukturen om på undervisningen, springer over alle de håndværksmæssige øvelser og går lige til musikken. Altså er jeg overbevist om at man først skal give folk opfattelsen af og troen på de kan spille musik (hvilket alle kan) for derigennem at motivere dem til at udvikle sig musikalsk med glæden ved at skabe musik som en fast motivation.

    Det har været et super spændende projekt. Jeg har undervist 9 top motiverede og modige pædagoger fra 5 forskellige børnehaver. De har alle været med til at gøre dette projekt til noget helt specielt for mig – tusind tak for det. Mit fokus er kommet som en naturlig videre udvikling af mit arbejde med at lære og forstå hvad jeg selv står for, med udgangspunkt i min store fascination for de gamle kulturradikale musikpædagogiske dyder. Det kan godt være at tanker startede tilbage i 20′erne, men de er top aktuelle den dag idag – og det føler jeg mig overbevist om at jeg har været med til at bevise med mit bachelor projekt, som jeg senere vil fortælle meget mere om her på blokken.

    Jeg har undervejs nydt utrolig godt at de gode snakke jeg har haft med min vejleder Torben Jensen, en person jeg altid har og stadig yder en stor respekt for – tak for det Torben. Derudover har jeg været en tur ude ved en af mine musikpædagogiske helte, nemlig Leif Falk til en snak om hele undervisningsforløbet, indholdet og så videre. Leif har som den eneste jeg kender haft fornøjelse af både at blive undervist af Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidt, og har med udgangspunkt i denne undervisning udviklet hans egen måde at tilgå undervisning af børn og voksne, som han blandt andet udviklede på Århus Friskole og Rytmisk Center i Silkeborg.

    Det glade hold:

    Eksamen med praktikholdet gik bedre end jeg turde håbe, og det var da også en glad flok der bagefter fik taget gruppefoto inden vi fejrede afslutningen af forløbet med en velfortjent middag på Den Fede Ælling:

    Hvorfor kulturradikal?

    Det kan måske virke mærkeligt at jeg har kastet min kærlighed på denne gamle musikpædagogiske retning, men jeg bliver gang på gang chokeret over hvor enig jeg er med mine forgængere, og hvor meget min egen udvikling og egne oplevelser passer overens med det de dengang oplevede. Dette er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Jeg har igennem mine studier blevet konfronteret med “hvad var modstandernes holdning” og “hvad siger andre retninger” – jeg har undersøgt dette meget lidt og har igennem dette fundet ud af at jeg lige nu, i den udvikling jeg er i, er så rigeligt tilfreds med den inspiration jeg finder i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. Men jeg hører da gerne om andre hvis der er nogle der melder sig i kampen, men opsøge det selv har ingen interesse for mig.

    Hvad gør de på seminariet?

    Ja, her må jeg være et halvt svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Det jeg har hørt tidligere, har ikke umiddelbart mindet om de tanker jeg har om undervisning af pædagoger. Da jeg så mægtigt gerne vil vide det, satte jeg mig for at studere UCNs hjemmeside, for at se hvad de studerende skulle igennem i deres musikundervisning. Det førte mig til bekendtgørelse nummer 220 fra 2007 ved navn “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog“, her er det meget udførlig forklaret hvad det er de studerende skal lære, eller udførligt er måske så meget sagt for jeg tror man skal være uddannet inden for området for at forstå den overvældende brug af “æstetik” og “æstetiske processer”. Jeg har ladet mig forklare at disse æstetiske processer godt kunne minde lidt om min tilgang, men jeg har stadig ikke rigtig forstået udtrykket – og må derfor melde at jeg endnu ikke ved hvad det er de laver på det seminarium. Dog står der i studieordningen for pædagoguddannelsen på UCN følgende under beskrivelse af liniefaget “Udtryk, musik og drama” (s. 26):

    På Professionshøjskolen University College Nordjylland udmøntes disse bestemmelser således, at der inden for disse rammer og i forlængelse af de prioriteringer, der er beskrevet i denne studieordnings indledning, lægges særlig vægt på følgende aspekter af faget:

    Udvikling af den studerendes håndværksmæssige færdigheder og personlige udtryk.

    • Udvikling af den studerendes evne til at omsætte faglig viden og færdigheder til en pædagogisk praksis.

    Med “bestemmelser” henvises der til de bestemmelser som fremgår af Bilag 5 i førnævnte bekendtgørelse, altså den meget fagterms-befængte beskrivelse af uddannelsens indhold – det indhold jeg ikke kan afvise måske ligger i tråd med min tilgang til at undervise pædagoger. Når jeg så læser at UCN vil lægge særlig vægt på udviklingen af de studerendes “håndværksmæssige færdigheder”, ja så mister jeg lidt troen på at vi skulle være på samme side – for det kunne jeg aldrig finde på at lægge særlig vægt på hvis jeg underviste pædagoger. Grund: der er simpelthen for langt hen til musikken ad den rute.

    Afslutningsvis vil jeg sige, jeg har hørt fra min gode kollega Maiken Ingvordsen (der lige er kommet med en ny cd for hendes samarbejde med Johannes Møllehave!), at alle ens projekter skal være et eventyr – det kan jeg i den grad tilslutte, specielt dette projekt, og sikken et eventyr!

    Tak til alle jer der har støttet mig på vejen (i ved hvem i er), i gør en verden til forskel!


  3. Sanglyst

    januar 8, 2009 by Morten Mosgaard

    Jeg fandt idag, igennem E-nyt fra Musikeren. Frem til en pressemeddelelse fra kulturministeriet, at kulturministeriet, undervisningsministeriet og veldfærdsministeriet styrker sanglysten over de næste 3 år. Tilskuddet er på knap 6. mio. og stammer fra alle 3 ministerier. Kampagnen hedder Sanglyst og er skabt på DR’s initiativ – læs pressemeddelelsen.

    Bertel Haarder udtaler: “Sangen giver fortrolighed med egen kultur og kendskab til andres, f.eks. når man synger israelske og engelske folkeviser eller når tosprogede børn synger Grundtvig og Weyse,“.

    Det kan han da have fuldstændig ret i. Men når det er en sangkampagne som skal ramme bl.a. børn, kan jeg blive træt af alt det kulturarv. Selvfølgelig er det godt man ved hvor man kommer fra og kender kulturen etc… Men børn har brug for den frihed og motivation der er i at skabe deres eget i et inspirerende samarbejde med andre.

    Der er mange måder at gribe sanglyst an, og jeg vil så sandeligt håbe at DR for en gangs skyld (som de gjorde i Øreflip) giver plads til børnenes skabelyst og fantasi – der var nogle vilde improvisationer i de udsendelser. Fællessang er såmænd meget godt, men for mit vedkommende helst ud fra et rammeperspektiv der giver mulighed for frihed og improvisation til den enkelte. Det er utroligt at denne æld gamle kamp om hvad der er bedst for børnene stadig eksistere i det danske samfund.

    Jeg anbefaler at man stifter bekendtskab med: Jytte Rahbek Schmidt


  4. Når børn synger

    januar 7, 2009 by Morten Mosgaard

    Jeg har idag siddet og fundet ekstra materiale til min musikhistorie opgave om kulturradikalismen forbundet med børnemusik og musik-uddannelse. Hvilket var lidt af en større opgave end først antaget, men jeg er da utrolig glad for at få en dybere indsigt i kulturkampen, og at jeg lige netop på dette område stikker tydeligt til venstre for midten – men det er en anden snak.

    Midt i min søgen genfandt jeg siden for Erik Lyhne’s forlag Lyren – Erik Lyhne er en af de personer der har gjort en indsats for at videreføre det arbejde for musikpædagogikken der blev startet i 20-30′erne af Astrid Gøssel og Bernhard Christensen, og senere af bl.a. Jytte Rahbæk. På siden er der mere om Erik Lyhne, hans udgivelser og ikke mindst en lang række artikler om bl.a. Musik Med Mening (bogen om de tre førnævnte), Astrid Gøssel og Bernhard Christensen.

    Heriblandt fandt jeg så artiklen: Sådan synger børn i Danmark

    Artiklen omhandler udgivelsen af et materiale med selv samme navn, som både drejer sig om 54 sange lavet og indspillet af børn – nedskrevet med noder, tekster og kommentarer.

    Jeg har altid været stor tilhænger af børns frie leg, og derigennem spontantsang – så der er ingen tvivl om jeg skal ud og have fat i dette prægtige værk!

    Besøger du artiklen kan du se eksempler fra udgivelsen – jeg var helst solgt ved eks. 3, så eksempel 4 var virkelig luksus. Jeg tør slet ikke drømme om en hel udgivelse med den slags!


  5. Mortenmusik.dk og booking

    november 26, 2008 by Morten Mosgaard

    Jeg har fuld gang i opdateringen af mortenmusik.dk, min nye børnemusik hjemmeside. Der er kommet flere pressemeddelelser til, optagelser af forskellige sange, noder, tekster om min undervisning og der vil komme meget mere den næste tid.

    Jeg er igang med bedre og mere uddybende beskrivelser af mine forskellige børnekoncert og orkestre, og tanker bag den måde jeg laver mine børnekoncerter på – som i høj grad bygger på nyt materiale der passer til lejligheden, alt efter hvilken form for koncert. Et eksempel herpå er “Lille Morten’s Juletrio” som jeg netop har uploadet nyt om på siden.

    7. december spiller vi i Hjørring med Lille Morten’s Juletrio, det er første job jeg har fået igennem booking-bureauet TG-management, som har kontaktet mig efter en medarbejde oplevede en omgang musikalsk legestue med mig på hovedbiblioteket i Aalborg. Det tegner til at blive starten på et spændene samarbejde, som jeg ser meget frem til.

    Jeg kan stadig kontaktes personligt angående koncerter.