Da vi arrangerede Verden for Langeland på Ørstedspavillonen oplevede vi en god interesse for vores arrangement, ikke mindst på grund af den flotte indsats gjort af bestyrelsen i foreningen Ørstedspavillonen. Opmærksomheden var dog ikke nok til at aviserne gik ud over vores pressemeddelelse, men vi var så heldige at et TV2Fyn+ program ved navn “Vaders og Laksko” viste interesse for vores projekt og ville bruge det i deres udsendelse. Den forholdsvis gode opmærksomhed er et godt tegn, men faktisk er det mig uforståeligt at medierne på fyn ikke stod i kø for at fortælle den fantastiske historie, og jeg er overbevist om at det ikke er den eneste gode historie der ikke bliver udnyttet ordentligt af medierne.

Offer tid

Jeg har lært at tiden man bruger på at gøre sig selv til offer, ikke er konstruktiv brugt, jeg er enig – og jeg har brugt alt for meget tid i mit liv på at være skuffet og føle mig snydt. Det har jeg også brugt tid på her på Langeland, det er ikke konstruktivt overhovedet – men ikke destromindre vil jeg kort dvæle ved offer tanken, og se om jeg kan gøre det til et konstruktivt forsøg på en forandring. Jeg forstår til stadighed ikke at alle ikke havde lyst til at prioritere den gode historie om Musikefterskolens samarbejde med Ørstedspavillonen. Langeland mangler et kulturhus, lokale entusiaster tager ansvar, efterskole bruger deres musik og glæde derved til at støtte disse entusiaster og idéen om et kulturhus. Gratis dans/musik/sang i Ørstedspavillonens smukke gamle lokaler, samt muligheden for at  hjælpe til at vende en ellers negativ spiral for kultur på Langeland. Det er på alle måder en fremragende historie som kan være med til at løfte humøret på det folk – der alle ønsker at Langeland skal udvikle sig til at blive en sprudlende attraktiv ø. Hvis nu medierne brugte deres plads til at fortælle andre gode historier, var det ikke noget problem – men det er ikke tilfældet.

Udvikling kræver motivation

Et udkantsområde som Langeland har brug for entreprenører der kan sætte gang i maskineriet, det kan være både iværksættere eller frivillige entusiaster (som Ørsteds-folket). Som entreprenør af type har jeg oplevelsen af at motivation er en vigtig medspiller når man skal bestemme om indsatsen er tiden værd. Denne motivation kommer hvis man ser at de projekter man laver gør en forskel, foreningen får nye medlemmer, børnene får gode oplevelser, produktet sælger og meget mere – men hvem har ansvaret for at fortælle disse historier?

Hvis jeg kigger mig omkring på Langeland er der nogle lokale nyhedskilder som har en unik mulighed for at sprede gode motiverende historier. Historier der kan få entreprenørerne til at føle at deres indsats er nødvendig for Langelands udvikling. Det er bare ikke et ansvar medierne virker til at føle.

Hvad skal jeg med vold

Jeg vil fremhæve et eksempel som jeg ser som ret generel for de fynske medier: Forleden valgte jeg at frasige mig nyheder fra TV2Fyn på Twitter, jeg var blevet træt af alle de mange dårlige nyheder om nedskæringer, ulykker og vold – jeg husker kun at have læst én god historie imens jeg har fulgt deres feed i en måned. I stedet kommer nyheder om trafikulykker, folk der bliver stukket ned, tyveri og meget mere – og hvor er motivationen i det? Jeg har ikke brug for at høre om alle de triste ting der sker rundt omkring mig, det er ting der er med til at give mig et indtryk af at jeg bor i et dårligt fungere tilmed demotiverende område – hvor det alligevel ikke ville gøre nogen forskel hvis jeg engagerede mig i samfundet, da folk alligevel ville blive slået ned eller kørt over af en damptrumle. Lige præcist dette syntes jeg er et KÆMPE problem! Hvordan kan det overhovedet være i nogens interesse i at blive fodret med negative nyheder? Vil vi bekræftes i vores værste anelser om det samfund vi bor i? Vil vi virkelig helst have tegnet vores billede af Langeland som et sted der er fyldt med vold og ulykker – fremfor håb og inspirerende indsatser?

Aftenens første udsendelse i TV2Fyn er et rigtig godt eksempel på en historie der nok næppe motiverer: Fynsk turisme truet af alger – hvor er modet, håbet og den konstruktive tilgang? Det skal dog siges at der også fortælles gode historier engang imellem.

Tænk hvis man ku’

Tænk engang hvis hver gang jeg åbnede min lokale avis eller så lokal-tv, ville der være gode positive historier om udvikling der gavner det område jer bor i? Tænk hvis jeg hele tiden blev bekræftet i at den ø jeg har valgt at bosætte mig på, er et godt sted at bo, at mine medmennesker er skønne, alt mulighederne er store, at kulturen er spirende og så videre. Jeg ville på intet tidspunkt overveje at flytte væk. Men så længe nyhederne fortæller mig om alle områdets ulykker, skal jeg hver dag konfronteres med om det var et dårligt valg at flytte til Langeland.

Kære presse på fyn og øerne, jeg beder jer, vær kreativ. Hvad kan i gøre for at vores alles hjem kan blive et bedre sted? I har værktøjerne og mulighederne for at fortælle de gode historier, i kan gøre en forskel, i kan motivere entreprenører til at gøre en indsats – den indsats der kan være med til at gøre vores samfund til noget helt særligt. Ved i ikke hvor i skal starte, kender jeg nogle interessante Langelænder der kunne give jeg et præg. Hold jer ikke tilbage! Jeg har set i kan fortælle gode historier, så lad det gerne blive til mere.

Jeg fik den glade nyhed i artiklen “Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur” i Kristeligt Dagblad, og der er et eller andet i mig der reagerer på det ellers så flotte udspil, jeg vil derfor her komme med et par kommentarer til projektet.

Ser man på musikundervisningen og vores musikkultur i Danmark, har vi en lang historie for at synge. Personligt tror jeg bare ikke det er på sangområdet alene vi får mest ud af at sætte ind. Musik er ikke kun at synge, og skal vi have det optimale ud af musikundervisningen i folkeskolen for ikke at tale om stemmesundheden blandt eleverne – bliver vi nød til at kigge på sang, spil og bevægelse på én og samme tid. Stemmen er en del af vores krop, og de muskler vi skal bruge for at synge har ikke deres eget liv i denne krop. Derfor bliver vi nød til at arbejde med hele kroppen når vi vil frigøre stemmen, men hvor er kroppen i “Find din stemme”?

Hvor er kroppen i projektet?

Jeg har læst rundt omkring på nettet for at finde information om indholdet af det kursus der vil blive tilbudt, foruden at finde at finde en mere uddybende beskrivelse af tankerne bag. Jeg kan meget vel have lavet en forkert antagelse af projektets indhold, men som jeg læser de oplæg der er skrevet står der intet sted at kroppen er en vigtig del af vores sangstemme, hvilket for mig er uforståeligt. Det giver i mine øjne et forældet syn på stemmen som instrument, kroppen er det instrument.

Bliver man kreativ af at synge?

Der står ikke umiddelbart noget i projektet om kreativitet, det er et klogt træk, da fællessang i sig selv i er noget der fordrer kreativiteten. Men at kreativiteten ikke virker til at have en plads i projektet, kan jeg kun beklage. Musikundervisningen har det generelt svært i folkeskolen, og skal vi have mere fokus på musik – må vi finde de områder hvor lige præcist musik kan udvikle kompetencer der er nødvendige for elevernes fremtidige valg af studieretning og senere arbejdsliv. Det ville være omsonst at diskutere om kreativitet er nødvendig i fremtiden, som videns og udviklingssamfund er vi nød til at være dem der får idéerne, og de idéer kommer ikke med et udelukkende teoritisk og bogligt overskud.

Som jeg læser det, finder projektet hoveddelen af sit musikalske indhold i den danske sangskat. Den skal selvfølgelig bevares, men man er også nød til at se på hvad eleverne, og lærerene for den sags skyld, får mest ud af at arbejde med, det kan meget vel være sangskatten, men improvisationen gemmer utroligt mange muligheder man ikke finder i sangskatten som er mindst lige så relevante for de unge stemmer, foruden at styrke kreativiteten.

Får vi mest for pengene?

Faktisk er jeg ikke så meget for at skulle udtrykke min bekymring om andres projekter, mest fordi at det i det store hele er skønt med nye tiltag og at fokusere på manglerne ikke gavner projektet overhovedet. Jeg syntes dog alligevel det er meget vigtigt at give udtryk for at en sangindsats, ikke er det område jeg tror man får mest ud af investeringen. Selvfølgelig syntes jeg også at vi danskere har brug for at blive mere bekendt med vores sangstemme, men vi har i den grad også brug for at få frigjort vores stive kroppe. Én ting er at et bedre forhold til vores kroppe vil skabe bedre energi og mere overskud, den anden del er at vi i folkeskolen har med meget forskellige hjerner at gøre. Her henviser jeg hovedsageligt til forskellen på drenge og piger i de første klasser. Drengene har brug for bevægelse, de har brug for at få brugt noget energi og få sat musklerne i spil – det kræver bevægelse, ikke bare sang.

Musikpædagogiske retninger

Kender man mit arbejde, vil man vide at mine idéer omkring musikpædagogik har sine rødder dybt i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. I den musikpædagogiske retning har kroppen og improvisationen en central plads. Der er ingen tvivl om at projekter der udelukkende går i den retning jeg foretrækker, ikke vil være optimale – men det samme gælder projekter der går i den modsatte retning, de projekter hvis musikpædagogik har sit grundlag i det klassiske konservatories musikpædagogik.

Der er ingen tvivl om at Den Jyske Sangskole har nogle store kompetencer på området når det kommer til stemmer, og tiltaget med børneopera lyder på toppen! Men at der ikke er lavet et samarbejde med instruktører der kan sørge for at få kroppen og improvisationen sat på skoleskemaet for folkeskolens musiklærere, ser jeg som et STORT minus ved “Find din stemme”. Fortryder de deres vinkel, vil jeg anbefale dem at ringe til RMB linjen på Det Jyske Musikkonservatorium og få et lille indspark der kan sætte projektet lidt i perspektiv.

Læs mere om Find din stemme og se et TV Midt/Vest indslag om projektet

(Bemærk hvor eleverne sidder når de synger, jeg ville DØ hvis jeg skulle sidde og synge bag et bord på den måde. Stakkels unger, jeg kan godt forstå de mister pusten.)

Som selvstændig iværksættermusikant glemmer man nemt at der er noget der hedder skole, og var det ikke fordi jeg studerede på deltid havde dette da heller ikke været en mulighed. Men et tidspunkt man ikke kan holde skolen på deltid er eksamensperioden, der er det all-in. Derfor har de sidste måneder for mig stået på opgaveskrivning og eksamensforberedelse og hvad der ellers hører sig til på konservatoriet. Det er ikke fordi der f.eks. er mange sider der skal læses til klavereksamen, men der er 25 numre der skal kunne spilles.

Undervisning med fokus på musikopfattelse:

Et af de projekter jeg har brugt meget tid og energi på i skoleregi dette år, har været mit kombineret praktikhold i Sang, spil og bevægelsesledelse og bachelor projekt. Praktikholdet har i alt sin “enkelthed” gået ud på at undervise pædagoger i musik med udgangspunkt i min opfattelse af musik fremfor mine praktiske færdigheder. Derfor har mit mål være at ændre deres opfattelse af musik, fremfor at give dem masser af rytmer og materiale. Jeg er af den opfattelse at det er mere konstruktivt at vende strukturen om på undervisningen, springer over alle de håndværksmæssige øvelser og går lige til musikken. Altså er jeg overbevist om at man først skal give folk opfattelsen af og troen på de kan spille musik (hvilket alle kan) for derigennem at motivere dem til at udvikle sig musikalsk med glæden ved at skabe musik som en fast motivation.

Det har været et super spændende projekt. Jeg har undervist 9 top motiverede og modige pædagoger fra 5 forskellige børnehaver. De har alle været med til at gøre dette projekt til noget helt specielt for mig – tusind tak for det. Mit fokus er kommet som en naturlig videre udvikling af mit arbejde med at lære og forstå hvad jeg selv står for, med udgangspunkt i min store fascination for de gamle kulturradikale musikpædagogiske dyder. Det kan godt være at tanker startede tilbage i 20′erne, men de er top aktuelle den dag idag – og det føler jeg mig overbevist om at jeg har været med til at bevise med mit bachelor projekt, som jeg senere vil fortælle meget mere om her på blokken.

Jeg har undervejs nydt utrolig godt at de gode snakke jeg har haft med min vejleder Torben Jensen, en person jeg altid har og stadig yder en stor respekt for – tak for det Torben. Derudover har jeg været en tur ude ved en af mine musikpædagogiske helte, nemlig Leif Falk til en snak om hele undervisningsforløbet, indholdet og så videre. Leif har som den eneste jeg kender haft fornøjelse af både at blive undervist af Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidt, og har med udgangspunkt i denne undervisning udviklet hans egen måde at tilgå undervisning af børn og voksne, som han blandt andet udviklede på Århus Friskole og Rytmisk Center i Silkeborg.

Det glade hold:

Eksamen med praktikholdet gik bedre end jeg turde håbe, og det var da også en glad flok der bagefter fik taget gruppefoto inden vi fejrede afslutningen af forløbet med en velfortjent middag på Den Fede Ælling:

Hvorfor kulturradikal?

Det kan måske virke mærkeligt at jeg har kastet min kærlighed på denne gamle musikpædagogiske retning, men jeg bliver gang på gang chokeret over hvor enig jeg er med mine forgængere, og hvor meget min egen udvikling og egne oplevelser passer overens med det de dengang oplevede. Dette er jeg endnu engang blevet bekræftet i. Jeg har igennem mine studier blevet konfronteret med “hvad var modstandernes holdning” og “hvad siger andre retninger” – jeg har undersøgt dette meget lidt og har igennem dette fundet ud af at jeg lige nu, i den udvikling jeg er i, er så rigeligt tilfreds med den inspiration jeg finder i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. Men jeg hører da gerne om andre hvis der er nogle der melder sig i kampen, men opsøge det selv har ingen interesse for mig.

Hvad gør de på seminariet?

Ja, her må jeg være et halvt svar skyldig, for jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Det jeg har hørt tidligere, har ikke umiddelbart mindet om de tanker jeg har om undervisning af pædagoger. Da jeg så mægtigt gerne vil vide det, satte jeg mig for at studere UCNs hjemmeside, for at se hvad de studerende skulle igennem i deres musikundervisning. Det førte mig til bekendtgørelse nummer 220 fra 2007 ved navn “Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog“, her er det meget udførlig forklaret hvad det er de studerende skal lære, eller udførligt er måske så meget sagt for jeg tror man skal være uddannet inden for området for at forstå den overvældende brug af “æstetik” og “æstetiske processer”. Jeg har ladet mig forklare at disse æstetiske processer godt kunne minde lidt om min tilgang, men jeg har stadig ikke rigtig forstået udtrykket – og må derfor melde at jeg endnu ikke ved hvad det er de laver på det seminarium. Dog står der i studieordningen for pædagoguddannelsen på UCN følgende under beskrivelse af liniefaget “Udtryk, musik og drama” (s. 26):

På Professionshøjskolen University College Nordjylland udmøntes disse bestemmelser således, at der inden for disse rammer og i forlængelse af de prioriteringer, der er beskrevet i denne studieordnings indledning, lægges særlig vægt på følgende aspekter af faget:

• Udvikling af den studerendes håndværksmæssige færdigheder og personlige udtryk.

• Udvikling af den studerendes evne til at omsætte faglig viden og færdigheder til en pædagogisk praksis.

Med “bestemmelser” henvises der til de bestemmelser som fremgår af Bilag 5 i førnævnte bekendtgørelse, altså den meget fagterms-befængte beskrivelse af uddannelsens indhold – det indhold jeg ikke kan afvise måske ligger i tråd med min tilgang til at undervise pædagoger. Når jeg så læser at UCN vil lægge særlig vægt på udviklingen af de studerendes “håndværksmæssige færdigheder”, ja så mister jeg lidt troen på at vi skulle være på samme side – for det kunne jeg aldrig finde på at lægge særlig vægt på hvis jeg underviste pædagoger. Grund: der er simpelthen for langt hen til musikken ad den rute.

Afslutningsvis vil jeg sige, jeg har hørt fra min gode kollega Maiken Ingvordsen (der lige er kommet med en ny cd for hendes samarbejde med Johannes Møllehave!), at alle ens projekter skal være et eventyr – det kan jeg i den grad tilslutte, specielt dette projekt, og sikken et eventyr!

Tak til alle jer der har støttet mig på vejen (i ved hvem i er), i gør en verden til forskel!

Den ambitiøse bachelor

Det er nye tider, vi fusionere, og der skal snart kvalitetsgodkendes samtlige uddannelser på de danske musikkonservatorier. Det har ført til at vi nu er igang med at finde ud af hvordan vores fremtidige uddannelse skal se ud, og der er kommet nogle forslag – som jeg har fået lyst til at kommentere på (dette indlæg drejer sig som udgangspunkt om de rytmiske uddannelser). Jeg er bevidst om dette indlæg måske ikke er synderligt konstruktivt på nuværende tidspunkt, men på den anden side sker der jo ikke hvis vi ikke selv tager affære.

Èn af de ting som jeg vil vægte meget højt i mit fremtidige musiske virke, er åbenheden overfor forskellighed. Vi er alle forskellige mennesker, vi kommer på forskellige måder til at udfylde forskellige områder i kulturverdenen eller hvor vi nu end slår os tilfreds med et arbejde, og jeg må indrømme jeg syntes den nye kandidat er et skridt i den rigtige retning. Bachelorforslaget derimod er en helt anden sag, og nok nærmere et skridt i den forkerte retning set med mine briller. Jeg vil på forhånd sige at dette indlæge ikke er myntet på nogen bestemte personer på dette sted, jeg har en stor respekt for alle personer og jeres indsats for stedet, jeg vil blot for en gangs skyld opfordre til at vi tænker ud af boksen – bryder nogle af rammerne, tænker stort, tænker nyt, tænker udfordrende for vores uddannelse. Vi går på den højeste uddannelse for rytmisk musik i Danmark, og det stiller i mine øjne krav om at vi tør drømme hvis vi vil innovere vores uddannelse – hvilket jeg ikke syntes det nye bachelorforslag gør.

Jeg vil derfor gerne tillade mig at drømme højt:

Hvis jeg skal glemme alt om hvilke timer jeg har, glemme alt om regler og rammer sat af ministeriet og os selv, glemme alt om studieordning, akkreditering, timefagfordeling, fastansatte, timelærere, geografisk placering, omgivelsernes behov, mine begrænsede forestillinger om hvad der er nødvendigt at kunne når man kommer ud og så videre. Ja så ville jeg ønske at konservatoriet var det sted hvor der var plads til en mangfoldig flok af kreative komponister, musikere, musikundervisere osv. Jeg ville ønske at lige meget hvilket stort musisk talent man lå inde med, så var det relevant at gå på Danmarks højeste uddannelse for rytmisk musik, sådan ser jeg det ikke nu. Jeg ville ønske at selvom man ikke mestrede alle de fag der nu engang kræves man kan til optagelsesprøven, var der plads til en på konservatoriet, en plads hvor manglen af talent i det fag der nu end mentes at være så pisse hamrende vigtigt at det skal være et adgangskrav, ikke skulle komme i vejen for den enkeltes personlige og musiske udvikling. Jeg ville ønske at konservatoriet uddannede en bred palette af forskellige musiske talenter, med hver deres forcer og svagheder. En pallette der kunne demonstrere at alt hvad vi har troet om musik i jeg ved ikke hvor mange hundrede år, har været en så stor begrænsning for musikken og kunstens udvikling, at vi i sidste ende burde skamme os. Vi burde skamme os for at sige “Hvis man ikke kan dette fag, ja så kan man ikke spille eller undervise”.

Kort sagt:

Jeg drømmer om den dag der er plads til alle musiske talenter på konservatoriet, og hvor det enkelte musiske talent kan få den uddannelse der nu engang passer bedst. Hvis vi ikke snart begynder at tage nogle chancer, og jeg mener seriøst tage chancer, taber nogen på gulvet bare for at samle dem op igen og se hvad vi gjorde fejl – ja så kommer vi ikke synderligt meget videre inden for de næste mange år (og hvis vi ikke taber nogen i processen er det også ok).

Lad mig blive konkret:

Selvom jeg drømmer udenom hvad der måske er praktisk muligt, vil jeg gerne komme med nogle forslag til hvordan vi kan åbne for denne mulige mangfoldighed.

Vi har ALT for mange fag på bacheloren, jeg kan simpelthen ikke forstå det er så pisse hamrende nødvendigt at ligge alle de fag fast. Og jeg syntes at holde fast i så mange forskellige fag, i en form der ikke rigtig virker ny – lyder som gammelvin på nye flasker. Vi skal være modige, vi skal tænke nyt – er det virkeligt så pine død nødvendigt at have så mange fag, er det virkeligt så pine død nødvendigt at komme uforberedt til en bred vifte af timerne, fordi man har svært ved at prioritere at studere disse fag? Hvis de er så pisse hamrende nødvendige alle de bifag, jamen så hjælp da os, de studerende, med at blive motiveret til at få det optimale ud af den undervisning.

Jeg foreslår man fjerner ALLE fag fra første år (vi tænker stort her), går i skole fra 9-16 og tager én dag af gangen. Opgaven skal være at de studerende skal blive bevidst om hvordan de skaber deres egen fremtid. Det kan man gøre på uendeligt mange måder, man kan spille sig frem til det, snakke om det, tage på udflugter for at finde løsningen, lytte til foredrag, læse bøger, artikler, lave arrangementer, spille klaver, øve skalaer osv… Men vi bliver nød til at skabe plads til at finde ud af hvem de nye studerende er, hvor kommer de fra, hvilken fremtid tror de at de går i? Hvilken retning er de i realiteten på vej i (uden at styre dem i den retning vi lige NU syntes passer bedst til arbejdsmarkedet, for det er et andet arbejdsmarked de skal ud til om 3-6 år). Samtidig skal de lære at være glad for musik, være glad for den gave det er at spille musik, de skal spille sammen, glæde hinanden, være seriøse sammen, udforske hvad musik er og hvad musik kan – og udforske hvad de selv kan med musik, for det er ikke ens for alle. De skal lære at sætte pris på hinandens kvaliteter, for de er MEGET forskellige, nogen spiller vildt godt, nogen læser godt, nogen skriver godt, nogen digter godt, nogen komponerer godt, nogen inspirerer godt og så videre. Og på samme måde er der nogen der læser af helvede til, kommunikere som en skovl osv… Men vi har alle sammen noget at byde på, lige meget hvad end vores dårlige sider måtte være.

Oven på alt dette kommer det jeg føler er det vigtigste, nemlig at formidle hvad vi laver. Kunne snakke om det, spille om det, fortælle om det, sende et brev der forklarer hvad der sker, der er tusinde måder at sige tingene på – men hvis vi i fremtiden skal have noget arbejde, må vi blive bedre til at formidle hvad det er vi går og laver. Forestil jer sådan et første år der bare virker til at være være totalt kaos, hat og briller og gang i den – og forestil jer så studerende der faktisk kan udtrykke hvad det er der sker, hvad de laver – WOW! Jeg ville selv blive blæst væk hvis dette var tilfældet. Der skal dog være det forbehold, at de personer der ikke selv kan finde ud af at formidle – skal hjælpes. Kan man ikke selv formidle det, kan det være man kan finde andre der kan formidle hvad det er man laver.

Når dette første år er ovre, så skal der fuld fart på – hvis man gør det rigtigt, spår jeg man står med et fuldt hold der er klar til at give den HELE armen de sidste to år af deres bachelor. Det er pisse smart, for det betyder at de ønsker at tage ansvar for deres egen læring, og så skal der stilles krav! De skal lære meget på kort tid, men det kan sagtens lade sig gøre hvis man er motiveret. Hvad vi skal lære er relativt alt efter hvilken type man er, og hvad man har talent for. Nogen syntes godt om den model der er nu, andre skal have en anden model hvor de har meget mere praktisk arbejde og nærmest ingen teori før de selv viser interesse for det. Desuden har jeg den holdning at der ingen grund er til at undervise i fag folk kan lære sig selv hvis de er motiveret til det. Så kan vi tilmed spare lidt penge.

Fordelen ved denne model er at man får lukket op for muligheder der ikke før har eksisteret inden for konservatoriets vægge. Vi tænker ud af boksen, vi giver plads til at alle typer kan komme ind – på trods af deres svagheder. Hvad der kommer ud i den anden ende er svært at sige, måske ville alt dette arbejde bare skabe lige nøjagtigt den samme talentmasse vi skaber idag. Måske havde de faktisk ret da de grundlagde konservatorieuddannelsen for mange mange år siden, måske er alle mine tanker om mangfoldighed slet ikke nødvendige. Det er svært at sige, men tager vi ikke snart nogle chancer og prøver et eller andet modigt af – finder vi aldrig ud af det.

Mere konkret:

Lad mig lige kort konkretisere mit forslag til en ny opbygning af bacheloren (indsæt ects point efter behov).

1. år:

Projektbaseret fællesundervisning (indhold jf. ovenstående afsnit)

2. år:

Timer der er relevant for den enkeltes kompetencer og fremtid (eventuelt med udgangspunkt i den nuværende model hvis vi ikke kan finde på noget bedre.)

3. år:

Timer der er relevante og en til to store eksaminer der samler det hele til et fælles udtryk for den studerendes kompetencer og talenter.

Derefter giver de den bare fuld gas med en super snæver kandidat, og målretter sig lige netop den del af arbejdsmarkedet de satser på.

Afslutning:

Det var så min drømmeuddannelse, var det sådan uddannelsen var ville jeg hellere end gerne gå i skole fra 9-16, lave spændende fællesprojekter og arbejde min røv i laser for at blive færdig, for jeg vil være en del af noget hvor jeg ved at det jeg er god til, er en del af det vi alle har brug for, for at det vi opnår sammen kan lykkedes.

Jeg opfordrer hermed til at vi drømmer videre, tør tænke stort, ud af boksen og glemmer hvilke forhindringer vi end måtte stå overfor – bare for en stund…

Ønsker man ord fra en kreativitets ekspert om at revolutionere uddannelsesverden, kan jeg anbefale følgende klip med Sir Ken Robinson: Bring on the learning revolution

Om musik for køer:

I vores research forud for koncerten for køerne, fandt vi et par virkeligt interessante artikler. Flere landmænd er overbevist om at musik får køerne til at slappe af, nogle mener det lige meget hvilket musik det er – men forskning har vist at køernes favorit er afslappende musik. Deres teori er at musik kan afstresse køer som det kan afstresse mennesker, når køerne slapper mere af på grund af musikken – stiger mælkeproduktionen. Du kan læse mere i denne artikel: Sweet music for milking. Vi fandt også denne artikel hvor rumænske landmænd fandt ud af at musik kunne være med til at holde køerne i ro under meget varme forhold.

Omtale:

TV2 Nord var forbi med deres kamera, hvilket resulterede i indslag på både TV2 Nyhederne og TV2 Nord

Der er siden kommet en artikel om vores koncert i bladet FoodCulture læs den her: Kostalden rockede

Musikkens Dag:

Musikkens Dag er et velgørende arrangement hvor studerende fra alle landets musikkonservatorier spiller musik på gader, streder, spillesteder og nu også bondegårde. Alle penge samlet ind ved Musikkens Dag går ubeskåret til Dansk Røde Kors. Læs mere om Musikkens Dag og hvordan du kan støtte på vores hjemmeside www.musikkensdag.dk, du kan også undgå klikket og sende teksten “MUSIKKEN” til nummeret 1231 og støtte det gode formål med 100 kr. Og så er det ellers bare at læne sig tilbage og nyde at kunne lytte til musikken, hjemme hvor der hverken er vind, kulde eller ko-lugt (selvom vi er helt sikkert på de faktorer bare gjorde musikken endnu mere spændende).

Musik

For at huske denne helt specielle koncert, valgt vi at lave en live optagelse – du kan høre første nummer her:

Der er en mikrofon på køerne, så man kan høre dem synge med og fornemme genklangen i stalden.

Video

Vi streamede live video derude, den kan være lidt svært at kigge på men her er et uddrag derfra og giver et indtryk af vores projekt:

Billeder

Musikkens Dag for dyr!

22. April er det Musikkens Dag i Danmark, og konservatoriestuderende fra hele landet pryder gader og stræder med deres musik imens de til samler ind til Dansk Røde Kors. I år bliver udvidet til nu også at dække dyr, i en kø stal ikke langt fra Aalborg nær den lille by Visse, vil der nemlig blive afholdt Musikkens Dag for køer. Improvisationstrioen Mossø Skjødt vil sørge for at køerne i anledningen af Musikkens Dag vil blive underholdt efter alle kunstens regler og skaber musik der både inddrager køer, stald, sang, guitar, trommer og landbrug.

Kontakt Morten Mosgaard på 28 40 66 95 for mere information om koncerten.

OBS! Kun for dyr

Mossø Skjødt er:

Søren Raaschou – Guitar

Christian Skjødt – Trommer

Morten Mosgaard – Vokal

Referencer:

Tonometer Music, You Had Me At Hello, Trio Trio Trio, It’s A Boring Century med flere…

Med Groovin’ Transformator er jeg for det første virkeligt kommet på arbejde, men på den anden side har jeg virkeligt også fået musikken på arbejde. Og til det vil jeg skynde mig at påpege hvor professionelle og overskudsagtige mine elskede nordmænd har været – det har været en sand fornøjelse at arbejde sammen med dem. I kan finde dem her: Harald Lassen, David Aleksander Sjølie, Christian Meaas Svendsen og Tore Flatjord.

Jeg har i løbet af projektet skrevet “dagbog” eller “logbog” om man vil, for at kunne holde styr på hele projektet. Det har krævet alle mine kræfter at skulle samle musik, digter, rapper, skuespillere og en tryllekunstner og her har det dokument du kan downloade her virkelig været en stor hjælp til at finde hoved og hale i det hele – samtidig kan det også give jer læsere et indblik i hvad der sker inde i mit lille kreative hoved under forberedelserne til morgendagens optagelse.

Download Groovin’ Transformator logbogen

Sikken’ et projekt. Hvordan det kommer til at lyde på en cd – er fuldstændig umuligt at forholde sig til på nuværende tidspunkt, og på sin vis heller ikke synderligt konstruktivt at forholde sig til midt i processen. Nu skal vi bare sørge for at indholdet bliver så godt som overhovedet muligt – og så må optagelsen komme i anden række.

Jeg er rørt i det sekund jeg starter denne blog, jeg har lige set en person med talent – virkelig stort talent, og med en så positiv energi at jeg har svært ved at forstå hvad der lige er ramt mig. Sidste uge med Andrew D’Angelo her i Aalborg, ramte mig også hårdt, både på grund af hans store talent, men lige så meget for den tid vi havde sammen hvor jeg fik en særlig indsigt i dette utrolige menneskes liv. Mennesket jeg talte om først hedder Raghava KK, jeg har aldrig før stødt på denne kunstner som i denne måned talte på TED 2010 konferencen, med en meget ærlig og i den grad rørende fortælling om hvordan hans karriere som kunstner har skabt kapitler i hans liv – eller nærmere nye bøger.

Jeg har før tænkt hvor det virkeligt store talent er i dag, de stjerner jeg har set op til – og stadig ser op til, er efterhånden alle sammen døde og videre i en anden verden. De personer der kommer igennem i dag, har i mine øjne slet ikke det samme format – men et eller andet sted må de findes. Jeg bliver mere bevidst om at jeg har været blind for de virkeligt store talenter, og for at finde dem er jeg nød til at forlade min jyske landevej, sætte mig på et fly så jeg kan se ud over hele verden – rent metaforisk.

Jeg læste for ikke så længe siden en blog (som jeg ikke lige kan finde igen), om at dårlige musikere venligst bedes indstille deres karriere og finde noget andet at lave. Alle kan “blive til noget” i dagens medie verden, og antallet af mini pladeselskaber og artister der spreder deres egen musik på nettet er uendelig – bare i lille Danmark. Det samfund vi lever i godkender og har vel egentlig altid stillet sig tilfreds med, det der nemt kommer til en. Kan man så være sikker på at de virkeligt store talenter kommer frem?

Det er jeg meget overbevist om man ikke kan være sikker på, et gennembrud er hårdt arbejde – og et stort talent, lige meget hvilket det er – kræver markedsføring for at komme frem, man kan enten gøre det selv eller håbe på andre gør det for en. Man kan tro og håbe på at det der skal komme frem, kommer frem – og sådan er det nok også, derfor blev jeg også før så rørt af at opleve dette menneske – dette kæmpe mæssige talent, Raghava KK, som har formået at komme frem i livet med sit talent og af flere omgange har givet en del af sig selv til den verden vi lever i.

Jeg vil hermed give dette TED.COM klip mine varmeste anbefalinger, god fornøjelse:

På det sidste har jeg været storforbruger af DR’s direkte links kombineret med VLC-afspilleren – hvilket gør det muligt for mig at se en lang række af DRs udsendelser når jeg har tid og lyst. Det virker, og det er god kvalitet.

Kriseknuserne:

En af de udsendelser jeg har fulgt er Kriseknuserne, et program der går tæt på en virksomhed for at finde ud af hvorfor de har klaret sig med overskud i krisetiderne. Det er et super fedt program, for det er lige netop et program der er opmærksom på de små ting som er med til at gøre forskellen. Jeg er ret overbevist om man inden for virksomhedsledelse er kommet meget længere med at være opmærksom på “det der ikke bliver fortalt”, og direkte forholder sig til det som en essentiel del af virksomheden. Det er i hvert fald utroligt spændende at opleve virksomhedernes ledere, der på alle virkeligt formår at være den åbne og involverende leder. I love it! Det er godt nok korte udsendelser, men jeg syntes de er gode til at få mange vinkler med på virksomhedernes succes. Jeg kunne måske her ønske mig en mere faglig indsigt i virksomhedsledelse til at bedømme programmet med.

Så mens alle de autodidakte team-buildere går rundt og tror de ved hvad de laver, er der da heldigvis nogle der sørger for at dem der faktisk ved hvad de laver (formentligt) - kommer til orde. Tak for det!

Jeg er klart gør det selv typen, og man lærer da en del hen af vejen – men hvordan man laver den bedste markedsføring af ens produkt har jeg jo ikke den fjerneste anelse om. Jeg kan godt fortælle om mit produkt, sige hvad jeg vil og hvor jeg vil hen så jeg i hvert fald selv forstår det – men den viden det kræver at nå målet har jeg ikke – forståeligt nok, jeg er jo ikke uddannet inden for feltet.

Vi bruger Twitter, Myspace, Facebook etc… i stride strømme – alle kan oprette en facebook event og invitere deres netværk til deres koncert. Det er blevet nemt umiddelbart at gøre en indsats, men hvor vidt rækker vi? Når man så sætter sine egne begrænsede markedsføringsovervejelser op imod de proffe – ja så kan man lige pludselig godt forstå hvorfor de tjener penge på det de laver og jeg ikke gør. Desværre er det et økonomisk spørgsmål, så inden det vælter ind med penge fra klienter eller staten får lyst til at opgradere kulturen væsentligt – ja så må vi nok klare os selv.

Et eksempel på nogen der virkeligt kan:

Check: Forsman og Bodenfors – http://www.fb.se/

Jeg har for eksempel i deres Showreal fundet ud af hvorfor jeg skal have lavet mig en pensionsordning (der er masser af gode reklamer imellem).

For at lære mere om hvordan sociale medier kan bruges, kan du følge med på det sociale medie bureau Nodes.dk ‘s blog – som er så venlige at lade os andre få et indblik i hvad de går og arbejder med. Det er jo ikke dumt at lære fra dem der kan, når man nu ikke selv kan.