Jeg har i lang tid mere eller mindre ikke for alvor blandet mig i debatten på musikkonservatoriet, men nu syntes jeg der trænger til et lille indspark igen – især med de forestående forslag om en ny rytmisk bachelor. Det har ført til at jeg forleden skrev debatindlægget “Den Ambitiøse Bachelor” som du her kan læse i sin diskrete fulde længde. God fornøjelse.
Den ambitiøse bachelor
Det er nye tider, vi fusionere, og der skal snart kvalitetsgodkendes samtlige uddannelser på de danske musikkonservatorier. Det har ført til at vi nu er igang med at finde ud af hvordan vores fremtidige uddannelse skal se ud, og der er kommet nogle forslag – som jeg har fået lyst til at kommentere på (dette indlæg drejer sig som udgangspunkt om de rytmiske uddannelser). Jeg er bevidst om dette indlæg måske ikke er synderligt konstruktivt på nuværende tidspunkt, men på den anden side sker der jo ikke hvis vi ikke selv tager affære.
Èn af de ting som jeg vil vægte meget højt i mit fremtidige musiske virke, er åbenheden overfor forskellighed. Vi er alle forskellige mennesker, vi kommer på forskellige måder til at udfylde forskellige områder i kulturverdenen eller hvor vi nu end slår os tilfreds med et arbejde, og jeg må indrømme jeg syntes den nye kandidat er et skridt i den rigtige retning. Bachelorforslaget derimod er en helt anden sag, og nok nærmere et skridt i den forkerte retning set med mine briller. Jeg vil på forhånd sige at dette indlæge ikke er myntet på nogen bestemte personer på dette sted, jeg har en stor respekt for alle personer og jeres indsats for stedet, jeg vil blot for en gangs skyld opfordre til at vi tænker ud af boksen – bryder nogle af rammerne, tænker stort, tænker nyt, tænker udfordrende for vores uddannelse. Vi går på den højeste uddannelse for rytmisk musik i Danmark, og det stiller i mine øjne krav om at vi tør drømme hvis vi vil innovere vores uddannelse – hvilket jeg ikke syntes det nye bachelorforslag gør.
Jeg vil derfor gerne tillade mig at drømme højt:
Hvis jeg skal glemme alt om hvilke timer jeg har, glemme alt om regler og rammer sat af ministeriet og os selv, glemme alt om studieordning, akkreditering, timefagfordeling, fastansatte, timelærere, geografisk placering, omgivelsernes behov, mine begrænsede forestillinger om hvad der er nødvendigt at kunne når man kommer ud og så videre. Ja så ville jeg ønske at konservatoriet var det sted hvor der var plads til en mangfoldig flok af kreative komponister, musikere, musikundervisere osv. Jeg ville ønske at lige meget hvilket stort musisk talent man lå inde med, så var det relevant at gå på Danmarks højeste uddannelse for rytmisk musik, sådan ser jeg det ikke nu. Jeg ville ønske at selvom man ikke mestrede alle de fag der nu engang kræves man kan til optagelsesprøven, var der plads til en på konservatoriet, en plads hvor manglen af talent i det fag der nu end mentes at være så pisse hamrende vigtigt at det skal være et adgangskrav, ikke skulle komme i vejen for den enkeltes personlige og musiske udvikling. Jeg ville ønske at konservatoriet uddannede en bred palette af forskellige musiske talenter, med hver deres forcer og svagheder. En pallette der kunne demonstrere at alt hvad vi har troet om musik i jeg ved ikke hvor mange hundrede år, har været en så stor begrænsning for musikken og kunstens udvikling, at vi i sidste ende burde skamme os. Vi burde skamme os for at sige “Hvis man ikke kan dette fag, ja så kan man ikke spille eller undervise”.
Kort sagt:
Jeg drømmer om den dag der er plads til alle musiske talenter på konservatoriet, og hvor det enkelte musiske talent kan få den uddannelse der nu engang passer bedst. Hvis vi ikke snart begynder at tage nogle chancer, og jeg mener seriøst tage chancer, taber nogen på gulvet bare for at samle dem op igen og se hvad vi gjorde fejl – ja så kommer vi ikke synderligt meget videre inden for de næste mange år (og hvis vi ikke taber nogen i processen er det også ok).
Lad mig blive konkret:
Selvom jeg drømmer udenom hvad der måske er praktisk muligt, vil jeg gerne komme med nogle forslag til hvordan vi kan åbne for denne mulige mangfoldighed.
Vi har ALT for mange fag på bacheloren, jeg kan simpelthen ikke forstå det er så pisse hamrende nødvendigt at ligge alle de fag fast. Og jeg syntes at holde fast i så mange forskellige fag, i en form der ikke rigtig virker ny – lyder som gammelvin på nye flasker. Vi skal være modige, vi skal tænke nyt – er det virkeligt så pine død nødvendigt at have så mange fag, er det virkeligt så pine død nødvendigt at komme uforberedt til en bred vifte af timerne, fordi man har svært ved at prioritere at studere disse fag? Hvis de er så pisse hamrende nødvendige alle de bifag, jamen så hjælp da os, de studerende, med at blive motiveret til at få det optimale ud af den undervisning.
Jeg foreslår man fjerner ALLE fag fra første år (vi tænker stort her), går i skole fra 9-16 og tager én dag af gangen. Opgaven skal være at de studerende skal blive bevidst om hvordan de skaber deres egen fremtid. Det kan man gøre på uendeligt mange måder, man kan spille sig frem til det, snakke om det, tage på udflugter for at finde løsningen, lytte til foredrag, læse bøger, artikler, lave arrangementer, spille klaver, øve skalaer osv… Men vi bliver nød til at skabe plads til at finde ud af hvem de nye studerende er, hvor kommer de fra, hvilken fremtid tror de at de går i? Hvilken retning er de i realiteten på vej i (uden at styre dem i den retning vi lige NU syntes passer bedst til arbejdsmarkedet, for det er et andet arbejdsmarked de skal ud til om 3-6 år). Samtidig skal de lære at være glad for musik, være glad for den gave det er at spille musik, de skal spille sammen, glæde hinanden, være seriøse sammen, udforske hvad musik er og hvad musik kan – og udforske hvad de selv kan med musik, for det er ikke ens for alle. De skal lære at sætte pris på hinandens kvaliteter, for de er MEGET forskellige, nogen spiller vildt godt, nogen læser godt, nogen skriver godt, nogen digter godt, nogen komponerer godt, nogen inspirerer godt og så videre. Og på samme måde er der nogen der læser af helvede til, kommunikere som en skovl osv… Men vi har alle sammen noget at byde på, lige meget hvad end vores dårlige sider måtte være.
Oven på alt dette kommer det jeg føler er det vigtigste, nemlig at formidle hvad vi laver. Kunne snakke om det, spille om det, fortælle om det, sende et brev der forklarer hvad der sker, der er tusinde måder at sige tingene på – men hvis vi i fremtiden skal have noget arbejde, må vi blive bedre til at formidle hvad det er vi går og laver. Forestil jer sådan et første år der bare virker til at være være totalt kaos, hat og briller og gang i den – og forestil jer så studerende der faktisk kan udtrykke hvad det er der sker, hvad de laver – WOW! Jeg ville selv blive blæst væk hvis dette var tilfældet. Der skal dog være det forbehold, at de personer der ikke selv kan finde ud af at formidle – skal hjælpes. Kan man ikke selv formidle det, kan det være man kan finde andre der kan formidle hvad det er man laver.
Når dette første år er ovre, så skal der fuld fart på – hvis man gør det rigtigt, spår jeg man står med et fuldt hold der er klar til at give den HELE armen de sidste to år af deres bachelor. Det er pisse smart, for det betyder at de ønsker at tage ansvar for deres egen læring, og så skal der stilles krav! De skal lære meget på kort tid, men det kan sagtens lade sig gøre hvis man er motiveret. Hvad vi skal lære er relativt alt efter hvilken type man er, og hvad man har talent for. Nogen syntes godt om den model der er nu, andre skal have en anden model hvor de har meget mere praktisk arbejde og nærmest ingen teori før de selv viser interesse for det. Desuden har jeg den holdning at der ingen grund er til at undervise i fag folk kan lære sig selv hvis de er motiveret til det. Så kan vi tilmed spare lidt penge.
Fordelen ved denne model er at man får lukket op for muligheder der ikke før har eksisteret inden for konservatoriets vægge. Vi tænker ud af boksen, vi giver plads til at alle typer kan komme ind – på trods af deres svagheder. Hvad der kommer ud i den anden ende er svært at sige, måske ville alt dette arbejde bare skabe lige nøjagtigt den samme talentmasse vi skaber idag. Måske havde de faktisk ret da de grundlagde konservatorieuddannelsen for mange mange år siden, måske er alle mine tanker om mangfoldighed slet ikke nødvendige. Det er svært at sige, men tager vi ikke snart nogle chancer og prøver et eller andet modigt af – finder vi aldrig ud af det.
Mere konkret:
Lad mig lige kort konkretisere mit forslag til en ny opbygning af bacheloren (indsæt ects point efter behov).
1. år:
Projektbaseret fællesundervisning (indhold jf. ovenstående afsnit)
2. år:
Timer der er relevant for den enkeltes kompetencer og fremtid (eventuelt med udgangspunkt i den nuværende model hvis vi ikke kan finde på noget bedre.)
3. år:
Timer der er relevante og en til to store eksaminer der samler det hele til et fælles udtryk for den studerendes kompetencer og talenter.
Derefter giver de den bare fuld gas med en super snæver kandidat, og målretter sig lige netop den del af arbejdsmarkedet de satser på.
Afslutning:
Det var så min drømmeuddannelse, var det sådan uddannelsen var ville jeg hellere end gerne gå i skole fra 9-16, lave spændende fællesprojekter og arbejde min røv i laser for at blive færdig, for jeg vil være en del af noget hvor jeg ved at det jeg er god til, er en del af det vi alle har brug for, for at det vi opnår sammen kan lykkedes.
Jeg opfordrer hermed til at vi drømmer videre, tør tænke stort, ud af boksen og glemmer hvilke forhindringer vi end måtte stå overfor – bare for en stund…
Ønsker man ord fra en kreativitets ekspert om at revolutionere uddannelsesverden, kan jeg anbefale følgende klip med Sir Ken Robinson: Bring on the learning revolution
