I får lige endnu en blog om de ting man normalt ikke fortæller, så here goes:
Det har altid givet god mening for mig, at når jeg skulle til at udgive min musik, ville jeg gøre det selv. Så på mange måder har det bare været et spørgsmål om tid inden pladeselskabet så dagens lys. Nu har det set dagens lys, og faktisk har det eksisteret i et stykke tid – bare ikke i form af et pladeselskab.
Jeg skabte i sin tid Jaevn som et slags kollektiv med nogle af mine kreative venner, desværre var der ingen af os der havde tid og overskud til at drive kollektivet med så stor geografisk spredning som vi havde – og selvom det var fedt at være en del af et fællesskab, blev det ikke til noget. Da det blev klart for mig, valgte jeg at danne grundlaget til det der skulle blive Jaevn som det er idag. Hvad det præcist er i dag må i virkeligt ikke spørge mig om (der findes i hvert fald ingen branchekode for det), men nu er det i hvert fald også et pladeselskab.
På et tidspunkt havde jeg den idé at mit arbejde skulle pakkes ind i en form for kasse, a la en virksomhed af en art, det kan jeg godt være i tvivl om idag – men jeg nu glad for jeg gjorde det. Der er selvfølgelig vanvittigt mange overvejelser (ikke mindst økonomiske) der spiller ind, og dem har jeg været igennem igen og igen. Nu er Jaevn en realitet, jeg har fået mig et CVR nummer, min producentkode og første cover er snart færdigt og klar til at blive puttet om Trio Trio Trio’s første cd udgivelse.
Nu kommer punktet så hvor alle overvejelser omkring markedsføring, salg, distribution og så videre begynder at trække sig på – ting jeg nok bevidst havde valgt at skubbe lidt fra mig, men som jeg på det seneste har måttet indse jeg er nød til at tage alvorligt hvis det overhovedet skal give mening at jeg lavede et firma. Navnet Jaevn antyder ikke ligefrem at jeg skal være vanvittig udfarende og klar på albuerne, men noget må jeg gøre.
Lidt om navnet:
Jeg har aldrig været den store modstander af Janteloven, og faktisk har jeg det pisse hamrende svært ved når folk udgiver sig for at være noget jeg ikke mener de kan kalde sig (hvilket er det værste ved at skrive pressemeddelelser selv, for det er i den grad en begrænsning for mig). Der er ikke noget værre end orkestrer eller organisationer der bruger navne der på ingen måde giver et realistisk indtryk af hvad fanden det er for en størrelse. Jeg har ikke tænkt mig at gå til personligt angreb på nogen, men det generer mig grænseløst. Der vrimler med “kunstnere” og orkestrer der udgiver egen musik og drømmer om det store gennembrud, jeg ser umiddelbart ikke mig selv som “en af dem” – men jeg ville lyve hvis jeg ikke indrømmer at jeg i høj grad bruger tid på at tænke over hvad jeg kan opnå og hvordan, og her er et navn der er nemmere at booke på da klart på ønskelisten.
Da jeg fandt på navnet Jaevn, var der et eller andet over det der ramte plet. Det handler ikke om at være den bedste, det handler ikke om at være mest original, det handler om at være en del af det hele – jeg er ingenting uden det miljø jeg begår mig i, jeg kan ikke definere mig selv uden noget at holde mig op imod. Modsat er det heller ikke for at antyde at alt hvad der kommer fra Jaevn vil være jævnt kedeligt, men for at være helt ærlig: Hvem idag har lige gravet den dybe tallerken. Selvfølgelig udvikler vi os og selvfølgelig mener jeg at jeg har noget anderledes at byde – ellers kunne jeg lige så godt lade være med at spille/skrive musik. Men jeg kunne på ingen måde tænke mig at antyde at jeg havde gravet den dybe tallerken, selvom jeg måske godt nogen gange kan lyde sådan.
Derfor er alt der kommer fra mig “Jaevnt” (selvom jeg måske skyder mig selv i foden ved at sige sådan). Det kan godt være fri improvisationsmusik stikker utrolig meget ud for den almene dansker, eller for hvem circlesongs er fri improvisationsmusik, men det er fordi de ikke har hørt den improvisationsmusik der er meget meget længere ude end Trio Trio Trios. Til gengæld kan min solo-musik formentlig nemt komme til at lyde kedelig for folk der mangler den udtrykskompleksitet (ordvalg?!) der er i improvisationsmusikken. Men i det store hele stikker det ikke vanvittig meget ud. Det er stille og rolig jævnt.
Hvis du går og overvejer og søge ind på kons men ikke føler dig helt klar, eller bare trænger til et anderledes år – så er Toneheim (foruden MGK selvfølgelig) helt klart en anbefalelse værdig! Tak til jer alle, specielt Heidi og sangerne 
Det skal jeg simpelthen være bedre til, undskyld. Til gengæld tog jeg et billede af damen som jeg nød godt selskab af i suiten. Hun er eftersigende en gammel præstekone, der vidst er rent kendt som kogebogsforfatter i Norge. Jeg kan selvfølgelig ikke huske navnet, men her er hun:
