Jeg fik den glade nyhed i artiklen “Stort projekt skal redde folkeskolens sangkultur” i Kristeligt Dagblad, og der er et eller andet i mig der reagerer på det ellers så flotte udspil, jeg vil derfor her komme med et par kommentarer til projektet.

Ser man på musikundervisningen og vores musikkultur i Danmark, har vi en lang historie for at synge. Personligt tror jeg bare ikke det er på sangområdet alene vi får mest ud af at sætte ind. Musik er ikke kun at synge, og skal vi have det optimale ud af musikundervisningen i folkeskolen for ikke at tale om stemmesundheden blandt eleverne – bliver vi nød til at kigge på sang, spil og bevægelse på én og samme tid. Stemmen er en del af vores krop, og de muskler vi skal bruge for at synge har ikke deres eget liv i denne krop. Derfor bliver vi nød til at arbejde med hele kroppen når vi vil frigøre stemmen, men hvor er kroppen i “Find din stemme”?

Hvor er kroppen i projektet?

Jeg har læst rundt omkring på nettet for at finde information om indholdet af det kursus der vil blive tilbudt, foruden at finde at finde en mere uddybende beskrivelse af tankerne bag. Jeg kan meget vel have lavet en forkert antagelse af projektets indhold, men som jeg læser de oplæg der er skrevet står der intet sted at kroppen er en vigtig del af vores sangstemme, hvilket for mig er uforståeligt. Det giver i mine øjne et forældet syn på stemmen som instrument, kroppen er det instrument.

Bliver man kreativ af at synge?

Der står ikke umiddelbart noget i projektet om kreativitet, det er et klogt træk, da fællessang i sig selv i er noget der fordrer kreativiteten. Men at kreativiteten ikke virker til at have en plads i projektet, kan jeg kun beklage. Musikundervisningen har det generelt svært i folkeskolen, og skal vi have mere fokus på musik – må vi finde de områder hvor lige præcist musik kan udvikle kompetencer der er nødvendige for elevernes fremtidige valg af studieretning og senere arbejdsliv. Det ville være omsonst at diskutere om kreativitet er nødvendig i fremtiden, som videns og udviklingssamfund er vi nød til at være dem der får idéerne, og de idéer kommer ikke med et udelukkende teoritisk og bogligt overskud.

Som jeg læser det, finder projektet hoveddelen af sit musikalske indhold i den danske sangskat. Den skal selvfølgelig bevares, men man er også nød til at se på hvad eleverne, og lærerene for den sags skyld, får mest ud af at arbejde med, det kan meget vel være sangskatten, men improvisationen gemmer utroligt mange muligheder man ikke finder i sangskatten som er mindst lige så relevante for de unge stemmer, foruden at styrke kreativiteten.

Får vi mest for pengene?

Faktisk er jeg ikke så meget for at skulle udtrykke min bekymring om andres projekter, mest fordi at det i det store hele er skønt med nye tiltag og at fokusere på manglerne ikke gavner projektet overhovedet. Jeg syntes dog alligevel det er meget vigtigt at give udtryk for at en sangindsats, ikke er det område jeg tror man får mest ud af investeringen. Selvfølgelig syntes jeg også at vi danskere har brug for at blive mere bekendt med vores sangstemme, men vi har i den grad også brug for at få frigjort vores stive kroppe. Én ting er at et bedre forhold til vores kroppe vil skabe bedre energi og mere overskud, den anden del er at vi i folkeskolen har med meget forskellige hjerner at gøre. Her henviser jeg hovedsageligt til forskellen på drenge og piger i de første klasser. Drengene har brug for bevægelse, de har brug for at få brugt noget energi og få sat musklerne i spil – det kræver bevægelse, ikke bare sang.

Musikpædagogiske retninger

Kender man mit arbejde, vil man vide at mine idéer omkring musikpædagogik har sine rødder dybt i de gamle kulturradikale musikpædagogiske idéer. I den musikpædagogiske retning har kroppen og improvisationen en central plads. Der er ingen tvivl om at projekter der udelukkende går i den retning jeg foretrækker, ikke vil være optimale – men det samme gælder projekter der går i den modsatte retning, de projekter hvis musikpædagogik har sit grundlag i det klassiske konservatories musikpædagogik.

Der er ingen tvivl om at Den Jyske Sangskole har nogle store kompetencer på området når det kommer til stemmer, og tiltaget med børneopera lyder på toppen! Men at der ikke er lavet et samarbejde med instruktører der kan sørge for at få kroppen og improvisationen sat på skoleskemaet for folkeskolens musiklærere, ser jeg som et STORT minus ved “Find din stemme”. Fortryder de deres vinkel, vil jeg anbefale dem at ringe til RMB linjen på Det Jyske Musikkonservatorium og få et lille indspark der kan sætte projektet lidt i perspektiv.

Læs mere om Find din stemme og se et TV Midt/Vest indslag om projektet

(Bemærk hvor eleverne sidder når de synger, jeg ville DØ hvis jeg skulle sidde og synge bag et bord på den måde. Stakkels unger, jeg kan godt forstå de mister pusten.)

Bloggen blev aldrig færdig, men her kommer der lige et et link til et debat-indlæg skrevet af min store helt Niels Hausgaard:

Anbefalet læsning:

Hausgaard: Hvilke værdier kæmper vi for?

Skulpturen, der blev en stat

Skulpturen Nimis er blevet bygger igennem de sidste 30 år, i et naturreservat hvor der sådan set ikke må bygges noget som helst, ej heller kunst. Det har ført til masser af sager imellem kunstneren Lars Vilks og den svenske regering. Midt i 80′erne blev den så solgt, og i midt 90′erne blev der oprettet en stat. Det er noget af en historie må man sige.

Det er utroligt hvad det er der kan få en kunstner til at bedrive sådan et værk, for fascinerende må det siges at være – og man kan heller ikke undgå at holde med den lille i den her sag – som så nu er staten Ladonia. Så selvom vi alle går rundt og har regler der skal overholdes – er det ikke altid at vi ønsker at håndhæve disse regler. Der er i hvert fald ingen tvivl om at jeg her er på kunstens side – og vil overveje at blive indbygger i Ladonia, og eventuelt betale de 12 dollars det koster for at få en titel. Hvorfor ikke.

Hermed mine varmeste anbefalinger til ovenstående artikel i Berlingske!

»Der er mange i kunstmiljøet, som synes, at det ikke er fint at bruge markedsføring, når det kommer til kunst. Det er at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet, mener de. Det er en stor fejl. For folks fritid er mere kostbar end nogensinde, og den hårde konkurrence blandt kulturinstitutioner i dag betyder, at man ikke kun kan tillade sig at tænke på det kunstneriske indhold,« – Udtalelse fra Michael Thouber til artiklen.

Læs artiklen her: Indpakning er lige så vigtig som indholdet

Det forklarer egentlig meget godt hvorfor jeg driver denne blog, det er nemlig utrolig vigtigt at vi som kunstnere begynder at forholde os til hvordan vi pakker vores produkter ind. For det første gør det ikke noget at se sin kunst som et “produkt” – for hvis det skal ud til forbrugeren, bliver vi nød til at forholde os til hvordan vi kommer i kontakt med forbrugeren. Heldigvis begynder der at komme mere og mere snak om hvordan man kan markedsføre sig selv, især inden for musikbranchen har jeg oplevet en stigende interesse for debat målrettet bands der ønsker at slå igennem. Desværre er denne del af musikbranchen forholdsvis snæver, og alle os der bliver uddannet som musikere og musikunderviser går for det meste en arbejdsdag imøde der umuliggøre at tage kampen op med andre “bands”. Det skal dog ikke være en undskyldning for ikke at gøre det.

Jeg tænker ofte på hvordan jeg kan være med til at sikre at det er kvalitets kunsten, hvem der så end skal bestemme hvad det er, der skal nå igennem til forbrugeren. Orkestre af professionelle musikere der ikke kan spille “gratis” eller på døren, da deres økonomi og prioritering af tid gør at de må prioritere betalte jobs – kan få svært ved at føre et orkester frem. Man tjener ikke synderligt med penge på at lave sig et orkester, og arbejdet med at udgive musik, booke jobs og så videre – er oftest givet meget dårligt ud i sidste ende.

Det kan virke som en uoverskuelig kamp at tage op for rigtig mange, men vigtigheden af indpakningsarbejdet stiger – og det samme gør bevidstheden herom heldigvis også. Så mon ikke vi kommer til at se flere musikere der, hvis de ikke selv kan, så alliere sig med folk der kan bevæge sig i indpakningsfeltet.

Artiklen hedder: Vinylpladerne er på vej tilbage.

Det er ved at være nogle år tilbage jeg fandt ud af at der var et eller andet ved vinylen der trak. Vinylpladen er et analogt medie i modsætningen til cd-skiven, og det er her man finder den runde analoge varme. Derfra har jeg dog ikke været den store køber af lp’er, mest af praktiske grunde – men det har stadig væk været det medie jeg har gået til, når jeg havde brug for rigtigt at nyde (det og så den Lyngdorf for-forstærker der har sparket nyt liv i mine monitors!).

Lige præcis dette forhold til vinylpladen har medført at der de seneste år har været en markant stigning på salg af vinyl plader, og i artiklen fokuserer de meget på at folk idag springer cd-skiven over, for at gå direkte fra digital på computeren til det analoge på lp’en. Det passer utrolig godt med det forhold at mange kunstnere idag vælger at udgive deres musik digitalt, for så at lave en mere eksklusiv udgivelse for samlere – eller folk der ønsker et fysisk medie.

Et godt eksempel på dette er Nine Inch Nails der netop har udgivet en ny plade: The Slip. Pladen er til gratis download, men kan også købes i en limited CD/DVD og deluxe vinyl udgave – der er trykt 250.000 cd’er (med live DVD, 24 siders booklet, stickers og øveoptagelser) som alle er individuelt nummereret.

Andre vælger kun at udgive på vinyl, et lokalt eksempel herpå er min gode ven og trommeslager i Gruppen i Boksen, Christian Skjødt, som med hans pladeselskab Tonometer Music udgiver “Creative and Adventurous Music” – og dette kan stærkt anbefales. Udgivelserne fra Tonometer Music kommer kun på LP men medfølger ofte digital downloads og lidt ekstra tingel tangel til pladen. Check det ud.

Der er masser af gode eksempler på folk der udgiver unikke plader, og der er ingen tvivl om at skal man konkurrere mod digitale downloads – skal man gøre en indsats for at det fysiske medie bliver unikt.

Den 16. maj kunne jeg så læse at en række danske film komponister, deriblandt Karsten Fundal, er rejst til Cannes, de har selv måttet arrangere turen støttet af DJBFA, Kunststyrelsen og Dansk Musiker Forund. Her render de så rundt, spiller deres musik og netværker. Det er ganske rigtigt hvad der står i artiklen – man er nød til selv at opsøge kontakterne hvis man ønsker at de skal kende ens arbejde.

En yderst spændene artikel hvor markedsføringen for produktet i sidste ende er god gammeldags netværks snak.

Læs artiklen her: Danske musikere hitter i Cannes

Det er ikke bare blogging vinklen der gør orkestret interessant i mine øjne, det er også den måde de ser sig selv som et lille firma. Deres plade bliver udgivet i Scandinavien af EMI, og det ser de som deres lille firma opkøbt af et større. Det er en spændene vinkel hvor man i firmaet har et produkt, Musikken, tror man nok på sit produkt – hvilket man jo bliver nød til i den her branche – handler det om at få markedsført musikken så man kommer til at sælge plader og spiller koncert og på den måde kommer til at tjene nogle penge på det produkt man har.

Det er et frisk pust at et orkester som When Saints Go Machine kommer med deres klare vinkel på hvordan de har båret sig ad med at bruge internettes muligheder for at få udbredt musikken. En af de ting der gør Musikbloggere til noget unikt, er at det – som det står i artiklen – er musikelskere, derfor er deres ord om musikken meget mere troværdig end en decideret reklame der vil sende signalet om at der sidder nogle pengestærke mænd bag projektet.

Du kan læse mere om When Saints Go Machine og deres tanker i denne artikel: Beats, blogs og business

Beskrivelse fra www.kultuhverv.dk:

“Kultuhverv er et tre årigt projekt under Kulturregion Østjysk Vækstbånd – et samarbejde mellem Kulturministeriet, Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers kommuner. Projektet sætter i perioden 2009 – 2011 fokus på innovation i virksomheder og udvikling af kulturinstitutioner.”

Du kan læse lidt mere i artiklen her: Erhvervslivet søger kreative hoveder

Ellers henvises til ovenstuende link til Kultuhverv

Som skrevet i bloggen om Plug and read, er jeg overbevist om at en kreativ tankegang sagtens kan omsættes til en anden kontekts end den normalt fungerer eller er opstået. Det kan måske være svært at finde den connection der skal til, og det kan måske svært for to typer mennesker at finde et fælles sprog, der gør at begge får noget ud af samarbejdet – eller at det rent faktisk bliver et samarbejde. Det bliver spændene hvordan de har tænkt i projektet at gribe kommunikationen imellem kunstneren og virksomheden an – da det jo ikke umiddelbart er to ting der tanke mæssigt i traditionen hænger synderligt godt sammen. Men lad det endelig komme, og mere af det nu vi er igang!

Jeg finder samarbejdet forfatterne imellem ualmindelig interessant, at man på den måde blander kunstarter for at finde frem til et fælles produkt. Jeg vil glæde mig til at læse bogen, og finde ud af hvor godt det hele er skruet sammen. Der er for mig ingen tvivl om at kreative mennesker kan inspirere hinanden på tværs af deres respektive dicipliner, så længe de tør være åbne og tage imod. Kreativitet er ikke bundet til én bestemt ting, men kan bruges i alle sammenhænge – så har man en kreativ tilgang til tingene, kan den bruges lige meget hvad man giver sig i kast med.

Dagens links:

Besøg Phabel

Læs artiklen: Ny bog forener musik, tegning og litteratur

Det var ikke noget problem at presse det ind i programmet da musikskolen i Ikast uden tvivl har betydet meget for mig. Du kan herunder læse mit oplæg fra Ikast Avis fredag den 24. april 2009:

En musikskole der tør tage ansvar af Morten Mosgaard, fra Ikast Avis 24 april 2009