Af en eller anden grund, har kunst for børn ikke den samme præstige som kunst for voksne. Jeg møder tit udsagnet “Det behøver jo ikke være helt professionelt når det er til børn” – jeg kunne ikke være mere uenig! Lige siden jeg begyndte på konservatoriet, besluttede jeg mig for at gøre alt hvad jeg kunne for spille fedt musik for børn. Det skulle ikke bare være fedt musik, det skulle være med musikere der havde et professionelt virke og tydeligvist udstrålede kærligheden til deres instrument. Når man så tænder for radioen og hører den børnemusik der bliver udgivet idag, er der bare ufattelig meget dårligt børnemusik. Enten er musikken skrevet nedladende til børn, eller også er den indspillet dårligt. Hvorfor?
Hvis børn bliver opfostret med dårlig musik, vil dårlig musik gå hen og blive standard for dem. Når dårlig musik er standard for dem, kan de kun forholde sig til dårlig musik. Det er skruen uden ende, hvem skal udvikle vores børn til at blive en bred vifte af talentfulde og kreative kunstnere hvis de kun kender alt det dårlige?
Nogle gange virker det som om børnemusik er noget “alle kan lave” hvis man lige har den gode idé. Præstigen i at lave en børnebog eller en god børne-cd er bestemt til at overse. Da jeg så fandt disse to artikler, blev jeg helt harm – nu har jeg aldrig været meget for regeringens kulturpolitik overhovedet, men det her er sgu for dårligt:
