En musikalsk fortælling for de 3-6 årige af Teater Jævn

Der var engang en pige som manglede en ven. “Gid jeg havde en ven”, sagde hun til sig selv, “men det skal ikke være en hvilken som helst ven, det skal være en ven som mig!” Og så gik hun ud i den store verden, for at lede efter en ven der var helt som hende. Men det var slet ikke så let, for alle hun mødte, var altid bare en lille smule anderledes. Pigen sukkede og sagde: “Måske er der ingen som mig. Hvem skal jeg så være venner med?”

En ven som mig er en musikalsk fortælling for de 3-6 årige. Fortællingen er skabt i anledningen af Genforeningsmarkeringen 2020, og undersøger temaerne Naboskab og Venskab, Forskellighed og Lighed – i børnehøjde.

Skuespiller Sofie Ancher Vea og musiker Morten “Musik” Mosgaard er børnenes guider på pigens legende, musikalske rejse i jagten på en ven.En ven som mig er udviklet af Teater Jævn, en teatergruppe med base i både Sønderborg og Herning.

Den musikalske fortælling kan ses på biblioteker i Sønderborg Kommune i perioden fra den 16. til den 20. marts 2020

20. november 2019