Mossø Skjødt spillede Improvisationskoncert for køer og kom i TV2 nyhederne

Til Musikkens Dag i 2010 spillede jeg sammen med Christian Skjødt (trommer) og Søren Raaschou (guitar) en improvisationskoncert for en flok køer lidt uden for Aalborg. Jeg havde allerede dengang fundet ud af, at det var svært at få medierne i tale, også selvom man havde gode nyheder. Det var altså ikke nok at konservatoriestuderende landet over spillede masser af musik for at støtte en velgørenhedsorganisation. Unge musikstuderendes massive frivillige var tydeligvis ikke “relevant” for folket. En del af min opdagelse var, at presseomtale sjældent kom gennem den “almindelige gode historie” men gennem skæve historier, noget der kunne vække journalistens (og redaktørens) nysgerrighed, så de følte at netop de havde fundet dagens gode eller sjove historie folk ville studse over. Vi havde før oplevet, at Nordjyske i stedet for at fortælle den gode historie om de studerendes velgørenhed, valgte at skrive om at få butikker havde følt sig generet af en koncert på Musikkens Dag.

I forsøget på at give medierne den føromtalte “dagens gode eller sjove historie”, fandt jeg på at lave en improvisationskoncert for køer. Vi måtte bryde rammen, for at få lov til at fortælle om vores velgørenhedsprojekt. Det var altså først og fremmest et mediestunt, men samtidig også en egen nysgerrighed på at prøve musikken af i forskellige rammer. Søren, Christian og jeg havde alle spillet improvisationsmusik for mennesker masser af gange, men vi havde aldrig spillet for køer. Vi havde hørt om, at Kresten Osgood havde spillet for dyr med nogle studerende, så måske var det her vi fandt næste målgruppe for vores musik.

Om musik for køer:

I vores research forud for koncerten for køerne, fandt vi et par virkeligt interessante artikler. Flere landmænd er overbevist om at musik får køerne til at slappe af, nogle mener det lige meget hvilket musik det er – men forskning har vist at køernes favorit er afslappende musik. Deres teori er at musik kan afstresse køer som det kan afstresse mennesker, når køerne slapper mere af på grund af musikken – stiger mælkeproduktionen. Du kan læse mere i denne artikel: Sweet music for milking. Vi fandt også denne artikel hvor rumænske landmænd fandt ud af, at musik kunne være med til at holde køerne i ro under meget varme forhold.

Omtale:

På dagen var TV2 Nord forbi med deres kamera, hvilket resulterede i indslag på både TV2 Nyhederne og TV2 Nord

Der kom også en artikel om vores koncert i bladet FoodCulture under titlen Kostalden rockede

Musik

For at huske denne helt specielle koncert, valgt vi at lave en live optagelse af koncerten – du kan høre første nummer her:

Vi havde en mikrofon på køerne, så man kan høre dem synge med og fornemme genklangen i stalden.

20. april 2010