RSS Feed

januar, 2010

  1. Et jævnt pladeselskab ser dagens lys

    januar 31, 2010 by Morten Mosgaard

    I får lige endnu en blog om de ting man normalt ikke fortæller, så here goes:

    Det har altid givet god mening for mig, at når jeg skulle til at udgive min musik, ville jeg gøre det selv. Så på mange måder har det bare været et spørgsmål om tid inden pladeselskabet så dagens lys. Nu har det set dagens lys, og faktisk har det eksisteret i et stykke tid – bare ikke i form af et pladeselskab.

    Jeg skabte i sin tid Jaevn som et slags kollektiv med nogle af mine kreative venner, desværre var der ingen af os der havde tid og overskud til at drive kollektivet med så stor geografisk spredning som vi havde – og selvom det var fedt at være en del af et fællesskab, blev det ikke til noget. Da det blev klart for mig, valgte jeg at danne grundlaget til det der skulle blive Jaevn som det er idag. Hvad det præcist er i dag må i virkeligt ikke spørge mig om (der findes i hvert fald ingen branchekode for det), men nu er det i hvert fald også et pladeselskab.

    På et tidspunkt havde jeg den idé at mit arbejde skulle pakkes ind i en form for kasse, a la en virksomhed af en art, det kan jeg godt være i tvivl om idag – men jeg nu glad for jeg gjorde det. Der er selvfølgelig vanvittigt mange overvejelser (ikke mindst økonomiske) der spiller ind, og dem har jeg været igennem igen og igen. Nu er Jaevn en realitet, jeg har fået mig et CVR nummer, min producentkode og første cover er snart færdigt og klar til at blive puttet om Trio Trio Trio’s første cd udgivelse.

    Nu kommer punktet så hvor alle overvejelser omkring markedsføring, salg, distribution og så videre begynder at trække sig på – ting jeg nok bevidst havde valgt at skubbe lidt fra mig, men som jeg på det seneste har måttet indse jeg er nød til at tage alvorligt hvis det overhovedet skal give mening at jeg lavede et firma. Navnet Jaevn antyder ikke ligefrem at jeg skal være vanvittig udfarende og klar på albuerne, men noget må jeg gøre.

    Lidt om navnet:

    Jeg har aldrig været den store modstander af Janteloven, og faktisk har jeg det pisse hamrende svært ved når folk udgiver sig for at være noget jeg ikke mener de kan kalde sig (hvilket er det værste ved at skrive pressemeddelelser selv, for det er i den grad en begrænsning for mig). Der er ikke noget værre end orkestrer eller organisationer der bruger navne der på ingen måde giver et realistisk indtryk af hvad fanden det er for en størrelse. Jeg har ikke tænkt mig at gå til personligt angreb på nogen, men det generer mig grænseløst. Der vrimler med “kunstnere” og orkestrer der udgiver egen musik og drømmer om det store gennembrud, jeg ser umiddelbart ikke mig selv som “en af dem” – men jeg ville lyve hvis jeg ikke indrømmer at jeg i høj grad bruger tid på at tænke over hvad jeg kan opnå og hvordan, og her er et navn der er nemmere at booke på da klart på ønskelisten.

    Da jeg fandt på navnet Jaevn, var der et eller andet over det der ramte plet. Det handler ikke om at være den bedste, det handler ikke om at være mest original, det handler om at være en del af det hele – jeg er ingenting uden det miljø jeg begår mig i, jeg kan ikke definere mig selv uden noget at holde mig op imod. Modsat er det heller ikke for at antyde at alt hvad der kommer fra Jaevn vil være jævnt kedeligt, men for at være helt ærlig: Hvem idag har lige gravet den dybe tallerken. Selvfølgelig udvikler vi os og selvfølgelig mener jeg at jeg har noget anderledes at byde – ellers kunne jeg lige så godt lade være med at spille/skrive musik. Men jeg kunne på ingen måde tænke mig at antyde at jeg havde gravet den dybe tallerken, selvom jeg måske godt nogen gange kan lyde sådan.

    Derfor er alt der kommer fra mig “Jaevnt” (selvom jeg måske skyder mig selv i foden ved at sige sådan). Det kan godt være fri improvisationsmusik stikker utrolig meget ud for den almene dansker, eller for hvem circlesongs er fri improvisationsmusik, men det er fordi de ikke har hørt den improvisationsmusik der er meget meget længere ude end Trio Trio Trios. Til gengæld kan min solo-musik formentlig nemt komme til at lyde kedelig for folk der mangler den udtrykskompleksitet (ordvalg?!) der er i improvisationsmusikken. Men i det store hele stikker det ikke vanvittig meget ud. Det er stille og rolig jævnt.


  2. Folk jeg har mødt: Erik Lyhne og Leif Falk

    januar 30, 2010 by Morten Mosgaard

    Som tidligere lovet, kommer her lidt om et par mennesker jeg har mødt igennem “min naturlige interesse for at lære andre mennesker at kende”. Både Erik Lyhne og Leif Falk omtalt i denne blog, har været personer jeg rigtigt gerne ville møde pga. deres viden, erfaring og kendskab til bla. Bernhard Christensen og Jytte Rahbæk Schmidts arbejde med børn og musik.

    Erik Lyhne:

    I forsommeren 2009 besluttede jeg mig for at følge op på min store interesse for de musikpædagogiske kulturradikale idéer, derfor kontaktede jeg Erik Lyhne hvis arbejde, blandt andet med bogen “Musik med Mening”, jeg sætter stor pris på. Igennem min store interesse for området og Eriks arbejde med det sendte jeg ham en mail og han indvilgede i at mødes og snakke om emnet. Det blev til et rigtig spændende møde, hvor det ikke kun var min interesse i Eriks arbejde og store viden der var på dagsordenen, men også min tilgang til emnet og hvordan jeg bruger det i praksis. Jeg vil bestemt holde kontakten, faktisk skylder jeg Erik et par optagelser af mit arbejde jeg havde lovet ham. Læs mere om Erik Lyhne ved Forlaget Lyren.

    Leif Falk:

    Den samme interesse satte mig i efteråret 2009 i kontakt med Leif Falk, som nåede at arbejde sammen med Jytte Rahbæk Schmidt og at være elev på Bernhard Christensens eget “rytmiske konservatorium”. Leif var med til at starte det tidligere Rytmisk Center i Silkeborg, og har været mangeårig underviser på Århus Friskole, hvor alle sange der blev sunget enten var skabt af undervisere eller elever på skolen. Det var en af mine undervisere på konservatoriet der kendte Leif, og som gerne ville sætte mig i forbindelse med ham, han gjorde det muligt for mig at ringe til Leif, som vidste jeg ville ringe og hvad jeg ville. Vi fik aftalt en dag jeg kunne komme forbi, og igen blev det en utrolig god oplevelse. Leif Falk er et utroligt menneske – som man også får indtrykket af i bogen Indianerdansen – at møde ham personligt var en meget stor oplevelse. Se mere om bogen her.


  3. Hvad, hvorfor og hvordan: Networking

    januar 17, 2010 by Morten Mosgaard

    Inspireret af en samtale jeg havde til konservatoriets julefrokost sidste år og Maiken Ingvordsens nye blog, har jeg forfattet (endnu) en lille blog om “Networking”.

    Jeg har været meget heldig at møde nogle virkeligt interessante mennesker på min vej rundt i musikmiljøet, og jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over det før jeg læste bogen Beyond Talent som jeg før har blogget om. Networking kan virke om et utroligt underligt emne at tale om, mest fordi det jo handler om kontakt imellem mennesker – men afsnittet om networking i Beyond Talent satte virkeligt tingene i perspektiv for mig. Det har været mærkeligt at formidle disse tanker i denne blog, mest fordi at det kan komme til at virke påtaget eller anmasende når det bliver skrevet ned. Derfor er det vigtigt for mig at pointere jeg syntes der skal skabes en naturlig interesse for dialog fra begge parter. Det gælder ikke om kun at få noget ud af det selv.

    I Beyond Talent står der:

    “Networking, or “schmoozing”, simply means being neighborly, being open and being interested in meeting new people. It’s about exchanging information and ideas while getting to know people.” – Angela Myles Beeching, Beyond Talent (læs– køb)

    Networking er ikke lige naturligt for alle mennesker, men jeg er overbevist om at det er noget der kan læres – også for os der ikke har lige let ved at fremstille os selv og vores arbejde. Jeg har været så heldig at have en naturlig interesse i at møde andre mennesker, jeg kan ikke mindes hvornår jeg først oplevede det – men de seneste år er det blevet en nærmest essentiel del af mit arbejdsliv. Egentlig er det professionelle afkast blot en ekstra bonus ved networking, for det er samtalerne i sig selv der for det meste betyder noget for mig.

    Skab kontakten:

    I et afsnit i Beyond Talent kan man få gode råd til hvordan man til receptioner kan skabe kontakt til andre mennesker. Der står blandt andet at gode steder at skabe kontakt kan være ved buffeten, entréen eller i små grupper. Man skal aldrig afbryde to personer der virker til at have gang i en samtale. Jeg har nu ikke taget de gode råd til mig, da jeg ikke ser networking som “noget der skal gøres” men som en naturlig del af hvem jeg er. Men tænker jeg mig om, er det måske ikke meget ved siden af den måde jeg selv har gjort.

    For at komme i kontakt med de mennesker man gerne vil tale med er der mange måder at gribe det an på, men den simple forklaring er for mig at have en interesse for personen og dennes arbejde, som ofte fører til at jeg kontakter personen, præsenterer mig selv, for så at få indledt en samtale om et spørgsmål jeg måtte have. Det kan være en fordel at have et kendskab til personen, hvis der er noget bestemt man gerne vil have ud af samtalen.

    (Det er virkelig mærkeligt at sætte ord på dette vil jeg lige tilføje)

    Hvem kan man spørge:

    Det er jo (for det meste) ikke forbudt at kontakte andre mennesker, derfor er der rig mulighed for at kontakte de mennesker man syntes kunne være interessante at snakke med. Det seneste år er jeg i stigende grad begyndt at kontakte mennesker jeg ikke nødvendigvis har mødt, eller kun mødt perifert – men som jeg virkeligt gerne vil møde personligt og tale med. Med disse personer har jeg i høj grad sørget for at give tydeligt udtryk for min interesse i dem og deres arbejde. De fleste jeg kender og møder, taler gerne om deres egne erfaringer og deres arbejde – man kan selvfølgelig ikke forvente at alle har tid til at sætte en time eller mere af til en kop kaffe, men hvis interessen og seriøsiteten er stor nok, er det min erfaring at de fleste gerne vil starte en dialog som måske ender med en kop kaffe. Personligt møde giver unægteligt en bedre forståelse for og kendskab til hinanden.

    Venners venner:

    Jeg har af enkelte omgange nydt godt af mine egne venner eller kontakter, der har kunnet præsentere mig for personer jeg gerne vil møde. En fælles ven der gerne vil formidle kontakten, kan ofte se en idé med at formidle denne kontakt – og bliver derfor en fremragende ambassadør.

    Resultatet:

    Det er svært at sige helt præcist hvad der kan komme ud af at netværke, men jeg vil umiddelbart sige at mit største udbytte er at få tilfredsstillet min lyst til at møde nye mennesker og lære om andre menneskers måde at gøre tingene på. Af og til fører der en fortsat dialog efter den første kontakt, og en enkelt gang imellem giver denne dialog et økonomisk afkast i form af en anbefaling eller et job.

    Jeg vil sige det vigtigste for networking er nok netop at få udvidet sit netværk og igennem dialog få en større indsigt i sit arbejdsmarked. Jo flere perspektiver og kontakter vi kan få skrabet sammen, jo stærkere står vi som musikere i denne til tider utaknemmelige og uoverskuelige musikbranche.

    Konklusion:

    Jeg vil ikke sige networking er et must, men det kan gå hen og blive en kæmpe fordel at man bliver god til at skabe kontakt til nye mennesker. Det er disse mennesker der kan være med til at sørge for man er i en konstant udvikling, og som kan hjælpe en til at nå de mål man har sat sig for at nå. Husk at det ikke handler om at få præsenteret sine egne idéer, men om en gensidig udveksling, det er først rigtig interessant når der opstår en gensidig dialog.

    Så er det ellers bare om at få det prøvet af i praksis, og for at give nogle eksempler på hvordan man kan gribe det an – har jeg valgt at skrive en blog om nogle af de personer jeg har mødt. Det kommer inden længe :)


  4. En af søndagens reflektioner

    januar 10, 2010 by Morten Mosgaard

    Der går ikke en  dag hvor jeg ikke får en ny idé eller skifter mening om et eller andet, hvilket ofte kan føre til frustration for mig selv og ikke mindst et ekstra arbejdspres. Det får mig ofte til at tænke på hvad i alverden det er for en karriere jeg overhovedet har gang i. Der er mange spørgsmål der dukker op når jeg tænker på min fremtid, hvorfor har jeg overhovedet valgt at ville være musiker? Jeg kunne nævne de første 10 uddannelser hvor jeg er ret sikker på det ville være  nemmere at gå en kreativ fremtid i møde. For der er ingen tvivl om at trangen  til at skabe er stor.

    Det er også når jeg har disse tanker jeg overvejer hvorfor i alverden jeg engagerede mig i studenter- og fagpolitik. Jeg indrømmer blankt at det ikke er sjældent at jeg naivt kaster mig hovedkulds ud i en til tider overambitiøs idé, en ugennemtænkt kamp jeg ønsker at kæmpe for at finde ud af at dem der skal overbevises ikke er interesseret. Så sidder man der og har brændt fingrene på sin ildsjæl endnu engang. Man vil det bedste men det kan ikke altid lade sig gøre.

    Så kan jeg ligge her en søndag eftermiddag, prøve at rode rundt i hvorfor jeg overhovedet gider beskæftige mig med musik og med musikbranchen. Blive enig med mig selv om, at til sommer vil jeg finde mig en universitetskandidat med en mere sikker fremtid indbygget (naiv har man vel lov at være), men så kommer jeg i tanke om alle de gode oplevelser musikken har givet mig (her springer vi bare let og elegant over politikken for det er vidst mere gode bekendtskaber end gode oplevelser jeg har haft i den verden). Jeg tænker på alle mine gode venner, mine kreative kontakter og søde folk jeg møder på min vej. Jeg tænker på alle de fremragende undervisere der har inspireret mig, de søde elever jeg har haft, de personer jeg har kunnet gøre glade med min undervisning og som giver så meget igen ved at give sig hen, personer der bliver inspireret, folk der engagerer sig i vores alles verden, samtaler om livet og alle de andre ting der stikker ud på det til tider overfyldte glædesbarometer.

    Så glemmer jeg alt om penge, markedsføring, pladeselskaber, hjemmelavet personaleudvikling, manipulerende politikere, udnyttede magtpositioner, snæversyn, uforklarlig hype og alle de andre demotiverende ting fra min hverdag og giver mig selv lov til at elske at jeg får lov til at have disse glædelige oplevelser og så fortryder jeg ikke et sekund at jeg gik denne vej.


  5. Kultur, Politik og Hausgaard

    januar 8, 2010 by Morten Mosgaard

    Da jeg sad og opdaterede min blog, faldt jeg over en kladde jeg havde skrevet helt tilbage i september. Bloggen ville gøre opmærksom på det stigende antal af personer der blandede sig i kulturdebatten, hvilket jeg på daværende tidspunkt så som en rigtig god ting. Det gør jeg stadig!

    Bloggen blev aldrig færdig, men her kommer der lige et et link til et debat-indlæg skrevet af min store helt Niels Hausgaard:

    Anbefalet læsning:

    Hausgaard: Hvilke værdier kæmper vi for?