RSS Feed

marts, 2008

  1. X–factor debat på P4

    marts 27, 2008 by Morten Mosgaard

    I dag i Teoretisk Pædagogik, fik vi på konservatoriet besøg af P4 Nord. De ville gerne have vores vinkel på X–factor, hvilket jo er godt tænkt – ikke mindst fordi Thomas Blachmann jo har kommet med nogle kommentarer angående talent og kons.

    Efter debatten spillede min ven Lucas Illianes og jeg et nummer af Maibritt Ulrikkeholm live i radioen. Nummeret hedder Nøglen om din hals – og er på albummet Sange til Elisabeth, hvis jeg husker rigtigt.

    Debatten som åbner sig igennem et projekt som dette, har en tydelig manglende nuancering af hvad musik er. Det medierne fremsætter som musik, må siges at være underholdning – og fokuset rettes på underholdene performance. Den manglende nuancering af hvad musik er, gør at denne debat hurtigt kan blive et mudderkast fra folk som har denne verden kær, og som bevæger sig i den hver eneste dag. Der er meget andet til musik end underholdning, meget andet end folkekære solister.

    Martin og Laura gør det da godt, de optræder og underholder store dele af hele Danmark, som resten af X–factor deltagerne har gjort. Men den del af musikken som de står for, er ikke en del der rigtigt siger mig noget. Det er kulturens onde cirkel, den almene dansker bliver glad for det der ligger lige foran næsen på dem, og det der er let tilgængelig. Kunst og kultur er desværre ikke rigtig noget man selv gør en indsats for at opsøge og forholde sig til. Man bliver smittet af sine omgivelser, og det kommercielle marked er kæmpe stort. Jeg hørte på et foredrag med Christian Have at 80% af markedet er kommercielt, det giver ikke meget plads tilbage til den substantielle del af kulturen.

    At mene at konservatorie–studerende vil være misundelige på deltagerne fra X–factor, der får en (ikke særlig god) pladekontrakt foræret. Er jeg helt sikker på man tager ganske fejl. Selvfølgelig er der folk der går på konservatoriet og håber på at blive stjerner, der håber på at tjene kassen på at optræde i tide og utide. Flere gange har jeg set dette bunde i balle jobs 3–4 gange om ugen, imens man skriver og håber på at pladekontrakten kommer dumpene. Men det er en lille del af konservatoriets studerende der vælger den vej. Der er mange andre ting at give sig til med musik, og jeg får personligt 100 gange mere ud af at undervise 8 børn i 45 min. om mandagen – end at blive rost for at underholde til et bryllup med 150 mennesker.

    Nogle gange kan jeg godt blive lidt skuffet over hvordan Danmark vælger at bruge kulturen. Skuffet over hvor svært det er at have noget på hjertet i dette fag, og blive afslået gang på gang fordi man ikke har et kommercielt appeal. Martin og Laura ville kunne optræde og glæde masser af danskere, men når jeg kommer og fortæller danskerne at de skal tage sig ordentligt af deres børn, kræve kvalitet i musikken og ikke mindst ærlighed – så rammer min idealisme muren og jeg bliver sendt tilbage i køen, det kræver at man tænke – og det bliver ikke lige nu for det har de allerede gjort i dag.. Kultur i Danmark, er den kultur mangfoldigheden vil have, og mangfoldigheden er styret af kulturen. Det er en ond cirkel, og spillestederne rundt om i landet tør ikke tage kampen op med at sætte flere eksperimenterende koncerter op, i stedet for dem hvor de ved der kommer 400.

    Jeg kunne snakke om kultur i flere år, det står mit hjerte nært, og jeg ville ønske at Danmark snart var moden til at blive opmærksom på den manglende nuancering af musik som medierne giver. Jeg kan igen nævne den voksenstyring som gør at næsten alle børnehavebørn tror at det handler om at komme i MGP med sang og dans – hvor er glæden ved fællesskabet, glæden ved at skabe, glæden ved at mærke musik på sin egen krop – uden at forældrene skal smile og klappe af de søde pus der har lært en lille dans.

    Nu vil jeg synge VoxNorth koncert i Kolding – ha’ en god torsdag!

    .Mosgaard


  2. Gruppen i Boksen på Myspace

    marts 22, 2008 by Morten Mosgaard

    I efteråret 2007 indspillede vi to numre med Gruppen i Boksen. De to numre er netop blevet udgivet på en opsamlings cd for Nordjysk Jazz. Vil du høre de to numre kan du besøge vores myspace på adresse:

    http://www.myspace.com/gruppeniboksen –.

    Om en lille måned tager Gruppen i Boksen igen på en lille mini turné, denne gang til Grenaa, Aalborg, Hjørring og Frederikshavn. Dato, tid og steder vil blive frigivet så snart alle aftaler er på plads.

    Turen er en gentagelse af en tidligere DMF tur hvor vi besøger uddannelsessteder og musikskoler for at gøre opmærksom på det at blive / være musiker, ud fra et mere realistisk udgangspunkt. Du kan læse mere om kvartetten på www.mmosgaard.dk/boksen –. Håber vi ses derude!


  3. Gruppen i Boksen på tur – Hvad er en musiker?

    marts 18, 2008 by Morten Mosgaard

    Gruppen i Boksen blev dannet som et projekt orkester. Vi var et smut i det midtjyske, og et smut i Sverige for at spille med budskabet om at være musiker igennem DMF og konservatoriet.

    Nu sker det igen – i uge 16 – smutter vi en lille tur rundt i det nordjyske, med en enkelt afstikker til Grenaa. Turen er arrangeret i samarbeje med DMF, målet er unge mennesker som går og overvejer hvad det vil sige at spille musik. Der er mange ting man aldrig vil kunne vide før man står helt og holdet på egne ben og prøver på egen krop hvad det vil sige. Den dag er jeg ikke kommet til endnu, men igennem DMF og projekter finder man så småt ud af hvad fremtiden bringer.

    Det handler for mig om at se realistisk på hvad der kan lade sig gøre, og ved siden af det satse på den kunst man selv brænder for. Det er hårdt arbejde hvis man selv vil bestemme hvad man skal spille for folk, for der er mest at lave hvis man vil spille det folk vil have. Dertil kommer undervisning, støttemidler, legater, projekter, workshops etc… som alt sammen kan få tingene til at hænge sammen.

    Fuldtidsstillinger er ikke dem der er flest af, og jeg kender ikke mange musiklærere der kan klare en fuldtidsundervisnings stilling med solo elever.

    Jeg har valgt i en tidlig alder at sætte meget af min fritid af til den musik jeg brænder for – derudover har jeg valgt at involvere mig rent kulturpolitisk for at give mig selv et større indblik i hvad jeg er en del af som kunstner. Det er hårdt arbejde, og timelønnen er ussel – men man sover ikke til en stilling som kunstner hvis man vil gøre det uden at gå på kompromis. På den anden side er det ens egen kunst som i første omgang, for mit vedkommende, fik mig til at spille musik – og har været det der fik ilden til at brænde. Det er forskelligt hvorfor man gør det, og der er mange typer musikere. Der er dem der bare vil optræde, dem der vil skrive, dem der vil underholde folk, dem der vil gøre en forskel osv.

    Leif Falk delte musik op i to grupper: håndværkere og kunstnere, dette tror jeg ikke er helt dårlig tænkt!


  4. Pressemeddelelse for ‘Gi mig en historie’–koncerterne

    marts 3, 2008 by Morten Mosgaard

    ‘Gi’ mig en historie’ – koncerter for de 3–6 årige børn
    Børnekoncerterne ‘Gi’ mig en historie’ er lavet som et samarbejde imellem børnebibliotekerne i Aalborg og børnemusiker Morten Mosgaard. Alle sangene er skrevet til lejligheden af Morten Mosgaard – med inspiration fra bøgerne i den regionale læselyst kampagne ”Gi’ mig en historie”.  

    Sangene vil alle give et blik ind i bøgernes verden, og vil være en blanding af små historier, oplæg til historier og fantasi eller leg med sprog, ord og rim. Koncerterne er bygget op om elementerne rim & remser, bogstav– og tællebøger, hjælp med at fortælle historien samt en god historie er altid godt.

    Børn, bøger og læsning hører sammen – hjemme og i børnehaven. Børns leg med sprog, ord og rim er af vital betydning for deres evne og lyst til at danne billeder og for deres tilegnelse af det skrevne sprog. Sproglig stimulering i tide gør det lettere for børn at lære at læse, når de kommer i skole.

    Morten Mosgaard er studerende ved Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg med sang og børnemusik som hovedfag.

    ‘Jeg har i flere år arbejdet med børnemusik og har børnemusik som hovedfag på Nordjysk Musikkonservatorium. Det betyder, at jeg har mulighed for at udvikle mig dels igennem praktisk erfaring men også igennem undervisning. Det praktiske arbejde ved siden af undervisningen, vil jeg mene er et must. Du kan ikke vide, hvordan børn reagere med mindre, du selv har været der. Der er mange ting, der spiller ind og det er ikke kun underviseren selv,’ siger Morten Mosgaard. 

    Læs mere om Morten Mosgaard på hjemmesiden: www.mmosgaard.dk/

    Koncerterne finder sted på følgende biblioteker:

    Vejgaard Bibliotek 1. marts kl. 11
    Vodskov Bibliotek 3. marts kl. 10
    Hasseris Bibliotek 4. marts kl. 10
    Løvvang Bibliotek 6. marts kl. 10
    Svenstrup Bibliotek 11. marts kl. 10
    Hovedbiblioteket 12. marts kl. 10
    Biblioteket Grønlands Torv 13. marts kl. 10

    Tilmelding: på det lokale bibliotek


  5. Bagom biblioteks koncerterne

    marts 3, 2008 by Morten Mosgaard

    I lørdags spillede jeg den første biblioteks koncert som en del af Aalborg bibliotekernes læselyst kampagne ‘Gi mig en historie’. I dag havde jeg så den anden koncert i Vodskov, de kommende koncerter er at finde i kalenderen.

    Det har været et spændene forløb, jeg har før nævnt det på siden, men nu er det altså alvor. Koncerten består udelukkende af originalt materiale skrevet ud fra bøger i læselyst kampagnen. Koncerten er bygget op over forskellige typer bøger. Hvilket har givet mig muligheden for at have mange forskellige typer sange med. Lige fra spokenwords, til rap, til blues, til en titelsang og en godnat sang.

    Koncerter indeholder 6 dele – 6 sange om man vil – som bygger på hver deres bog/bøger. Jeg har brugt mine tidligere erfaringer fra børnekoncerter, til at bygge et repertoire op som inddrager børnene så de på andre tidspunkter bare kan lytte og tage til sig. Nogle af sangene er skrevet med det formål at kunne blive brugt af interesserede efter koncerterne. Som en del af kampagnen bliver titel sangen og godnat sangen lagt ud til fri afbenyttelse på bibliotekernes hjemmesider. Der vil komme mere om dette, så snart det bliver aktuelt.

    Tusind tak til dem der indtil videre har været involveret i projektet, for den gode behandling og for den positive og konstruktive tilbagemelding jeg har fået. Nu kan jeg snart ikke vente med at se hvordan de andre koncerter kommer til at forløbe – for en ting er sikkert – ingen af dem bliver ens!

    Og så lige lidt opmærksomhed til bibliotekerne. Jeg vil anbefale alle at give sig selv den gave at smutte på biblioteket og finde ud af hvor hyggeligt det egentlig kan være. Specielt hvis man har børn, god fornøjelse.